Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
Støtter initiativer til forbedrede
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Bestyrelse
The committee
(from left): Karsten Lund, Anne Jacobsen, Karina Ruby, Nis Skau, Anne Andersen, Lisbet Kristensen, Carsten Brønden, Kurt Hansen.
Absent: Bodil Mathiasen
Chairman: Karina Ruby
Karina worked as development worker from 2000 to 2003 in Maseru for Lesotho Society of Mentally Handicapped Persons.
email: rubykarina@gmail.com
Deputy chairman: Lisbet Kristensen
Lisbet was a development worker with women’s groups in Berea district 1988 to 1992. Lived in Teyateyaneng.
email: lisbetstjerneklar@gmail.com
Treasurer: Nis Skau
Nis is agronomist from the Agricultural University in Copenhagen. Beyond the studies in economy, Nis was member of the students third world group. Nis was travelling in Lesotho, Botswana and South Africa in 1983. Nis have visited Lesotho in 2002, 2014 and 2016.
email: nisskau@gmail.com
Secretary: Carsten Brønden
Carsten started his career as a lecturer at Aarhus Tech and soon moved into international development work. This has brought him to more than 30 different countries in Africa and Asia in terms of short term consultancy jobs as well as longer postings abroad. Latest a two year contract with a large NGO in Namibia.
email: carstenbronden@hotmail.com
Members
Bodil Mathiasen
Bodil is a teacher. She has worked in the Danish Refugee Council for a number of years as integration officer. From 1994 she has been a teacher in a language school for immigrants and refugees in Aarhus. Bodil lived and worked in Lesotho from 1996 to 1999, where she worked with CLRAC - Community Legal Ressource Center - mainly training para-legals in democracy/civic education and human rights. A work period in her life that she look back upon with much joy. Bodil has visited Lesotho many times and still have a lot of very good Basotho friends.
email: mathiasen1@hotmail.com
Karsten Lund
Karsten is trained as a librarian. Since his MS development worker placement with TRC Transformation Resource Centre in Lesotho from 2000 – 2003, he has worked as administrator of different project with NGOs in Asia and Africa. He returned to Lesotho for a short privat visit in 2018. He served on the DLN committee from 2005 to 2007 and joined again in August 2020.
email: karsten1963@gmail.com.
Anne Jacobsen
Anne is educated agronomist from the Agricultural University in Copenhagen and work as a teacher at a business school. She teaches leadership and Communication.
Anne was travelling in Lesotho in 1983 and are now a member of the RSDA group. Anne visited Lesotho in 2019 to learn more about the RSDA project.
email: anne.b.jacobsen1@gmail.com
Alternates
Kurt Hansen
Provides well- functioning used equipment to schools and hospitals.
The goal of ” Recycling for Lesotho” is to enhance the knowledge of IT and thus ameliorate education/job possibilities by shipping reconditioned IT equipment from Denmark.
Health conditions can be ameliorated by providing up-to-date hospital equipment.
Football accessories encourages youth to participate in sports activities, be part of the community and keep fit.
A partnership has been established between DLN and LECSA( Lesotho Evangelic Church of Southern Africa).
In 2020 DLN and LECSA aim to ship a container with equipment for several hospitals and health clinics in Lesotho. If possible also football accessories and children’s wear to be distributed among the most needy families.
The shipment will also have 40 computers for Thabang High School in Morija.
The idea for this project came into being in 2018 when DLN was approached by Egtved Primary School (in DK). The school offered to donate 33 good reconditioned computers to a school in Lesotho.
Mosoang High School in Morija was chosen as recipient. Recycling for Development/ Danish Ministry of Foreign Affairs covered the shipment fees. The computers were delivered in January 2019.
In February 2020 a team from DLN paid a visit to Mosoang High School. 26 computers are still functioning and 120 students are trained in IT skills.
In February 2020 DLN has delivered a container with hospital equipment to Scott Hospital in Morija followed by instructions in technical use of the equipment and training of nurses at the local training centre
During our last visit in Lesotho we made a small video:
By: Christel Amundsen
There is a small boy standing in a dark corner of the classroom. The room is dim and the teacher has not yet seen him. He is the smallest of the group of children and simply bewildered. Cannot figure out the dance steps or songs and unable to understand collective instructions of which there are many. The other kids have just run out and are lining up for a game they are going to show to the group of European travelers. I felt a lump in my throat and wanted to put him in my pocket. Knowing all too well the feeling of being wrong and clumsy.
Recognizing is a great part of my travel experience in Lesotho. It is unfamiliar and seems well-known al the same, scenery as well as people. Thinking back now, one week after return, it is the kids in the kindergarten and the after-school center, the young people at the technical school and the women of the DLN democracy project and the weavers that I remember best.
This is where the future lies. But the memory also leaves me with a feeling of powerlessness. What can I do? When hunger catastrophes strike you can donate money. But here we are faced with people like ourselves, but their everyday lives are not like ours. No recognition here. They just seem to lack so much. And yet the women create the most beautiful dresses and the finest of arts & craft, pictorial weavings, splendid soft mohair shales and colorful baskets.
There were 11 of us who visited for two weeks in the beginning of November 2017 and it has been one of the most fantastic travels that I have ever undertaken. We were welcomed in people’s private homes and were treated with homebrewed beer and snacks. Saw dinosaur footprints and bushman paintings.
We spent hours together in the bus with our good and lovely driver, Ntate Lefa, while the magnificent mountain views passed by, and the burned fields of umbra, red, maroon, and black were turned by men with oxen-pulled ploughs. The most exotic and wildest of wildlife that I saw was an ibis and lizards. But the people have made an everlasting impact on me: Men on horseback wrapped in blankets wearing wellingtons, women in hats and colorful dresses and children in school uniforms.
People ask me, ‘was it a nice holiday’, and the answer is no. It was everything else. It was exhausting, eventful, cool, educational, reflective, fantastic, happy, wonderful, and insightful and a lot more. However more than anything, I think is has been an incredible eye-opener. It felt so good to see our Danish overindulgences smack dab in the face.
There is a small boy standing in a dark corner of the classroom. The room is dim and the teacher has not yet seen him. He is the smallest of the group of children and simply bewildered. Cannot figure out the dance steps or songs and unable to understand collective instructions of which there are many. The other kids have just run out and are lining up for a game they are going to show to the group of European travelers. I felt a lump in my throat and wanted to put him in my pocket. Knowing all too well the feeling of being wrong and clumsy.
Recognizing is a great part of my travel experience in Lesotho. It is unfamiliar and seems well-known al the same, scenery as well as people. Thinking back now, one week after return, it is the kids in the kindergarten and the after-school center, the young people at the technical school and the women of the DLN democracy project and the weavers that I remember best.
This is where the future lies. But the memory also leaves me with a feeling of powerlessness. What can I do? When hunger catastrophes strike you can donate money. But here we are faced with people like ourselves, but their everyday lives are not like ours. No recognition here. They just seem to lack so much. And yet the women create the most beautiful dresses and the finest of arts & craft, pictorial weavings, splendid soft mohair shales and colorful baskets.
There were 11 of us who visited for two weeks in the beginning of November 2017 and it has been one of the most fantastic travels that I have ever undertaken. We were welcomed in people’s private homes and were treated with homebrewed beer and snacks. Saw dinosaur footprints and bushman paintings.
We spent hours together in the bus with our good and lovely driver, Ntate Lefa, while the magnificent mountain views passed by, and the burned fields of umbra, red, maroon, and black were turned by men with oxen-pulled ploughs. The most exotic and wildest of wildlife that I saw was an ibis and lizards. But the people have made an everlasting impact on me: Men on horseback wrapped in blankets wearing wellingtons, women in hats and colorful dresses and children in school uniforms.
People ask me, ‘was it a nice holiday’, and the answer is no. It was everything else. It was exhausting, eventful, cool, educational, reflective, fantastic, happy, wonderful, and insightful and a lot more. However more than anything, I think is has been an incredible eye-opener. It felt so good to see our Danish overindulgences smack dab in the face.By Claus Bo Jensen, Nov. 2005
When I told people, that I was going to Lesotho, the most common reaction was a little confused expression on the other persons face – where is that, and why would anybody spend their holiday going to a place like that? When I then told that I was going with people, who would be looking at water tanks – then the majority would think, that I was at least a little crazy – if not a lot!
My first impression was – really no impression at all! We were quite late driving from Johannesburg, and it was completely dark, when we arrived at the border. About an hour earlier Karen and Karina told me “if we came here during the day, you could see the boring flat landscape of South Africa changing into hills and mountains, and it’s very pretty”. All I could do was saying – “well, I believe you”. But the next day I found out.
We were here to see how the water tank project was going, and on that next day we left Maseru and drove south towards Mafeteng. And we had some great views – it reminded me of old western movies, with the dry land and the tabletop mountains. And we even saw the local variety of a cowboy, with blanket and rubber boots.
I had heard a lot about water tanks before we left, and I was looking forward to see what they really looked like. And it was quite interesting. The area was very dry, and it was obvious, that the tanks made a difference. The houses with tanks had gardens, and those without just had dry land. The farmers all wanted to have a tank, and even those who already had one, wanted one more. Well it is easy to want a present, but here they have to do something themselves – collect stones and sand – so I believe that the wish is a real one. It is the kind of project, which I believe is the right way: not a revolution, but a small thing, which helps instantly and can run without the need for more money.
A few days later we went on another trip to see some more villages, tanks, gardens, chickens etc., this time to the south of Lesotho near Quthing. It was quite a long drive, and I was surprised to see how good the main roads are, compared to other African roads (it changed instantly (!), when we left the highway and went into the countryside and used more than 2 hours to drive the last 40 km.).
Another strange thing is that you see very, very few bicycles – almost none. Fortunately we had brought our hiking boots, and in the afternoon we made a trip up into the hills where – another surprise – we found some very large fields. We also saw, that some modern technology is coming very fast to Lesotho. Here, in the middle of nowhere, you could send an SMS!
So – what was the best of the whole trip? The best I think was, that when you travel like this, you get a chance to see what is going on behind the surface. As a ‘normal’ tourist you would never come to a village at the end of a gravel road, you would not see the university or an editorial office, and you would probably never taste motoho (one can argue if that is good or bad!). I really think Lesotho is a great country, and hope to be back again some day.
When I told people, that I was going to Lesotho, the most common reaction was a little confused expression on the other persons face – where is that, and why would anybody spend their holiday going to a place like that? When I then told that I was going with people, who would be looking at water tanks – then the majority would think, that I was at least a little crazy – if not a lot!
My first impression was – really no impression at all! We were quite late driving from Johannesburg, and it was completely dark, when we arrived at the border. About an hour earlier Karen and Karina told me “if we came here during the day, you could see the boring flat landscape of South Africa changing into hills and mountains, and it’s very pretty”. All I could do was saying – “well, I believe you”. But the next day I found out.
We were here to see how the water tank project was going, and on that next day we left Maseru and drove south towards Mafeteng. And we had some great views – it reminded me of old western movies, with the dry land and the tabletop mountains. And we even saw the local variety of a cowboy, with blanket and rubber boots.
I had heard a lot about water tanks before we left, and I was looking forward to see what they really looked like. And it was quite interesting. The area was very dry, and it was obvious, that the tanks made a difference. The houses with tanks had gardens, and those without just had dry land. The farmers all wanted to have a tank, and even those who already had one, wanted one more. Well it is easy to want a present, but here they have to do something themselves – collect stones and sand – so I believe that the wish is a real one. It is the kind of project, which I believe is the right way: not a revolution, but a small thing, which helps instantly and can run without the need for more money.
A few days later we went on another trip to see some more villages, tanks, gardens, chickens etc., this time to the south of Lesotho near Quthing. It was quite a long drive, and I was surprised to see how good the main roads are, compared to other African roads (it changed instantly (!), when we left the highway and went into the countryside and used more than 2 hours to drive the last 40 km.).
Another strange thing is that you see very, very few bicycles – almost none. Fortunately we had brought our hiking boots, and in the afternoon we made a trip up into the hills where – another surprise – we found some very large fields. We also saw, that some modern technology is coming very fast to Lesotho. Here, in the middle of nowhere, you could send an SMS!
So – what was the best of the whole trip? The best I think was, that when you travel like this, you get a chance to see what is going on behind the surface. As a ‘normal’ tourist you would never come to a village at the end of a gravel road, you would not see the university or an editorial office, and you would probably never taste motoho (one can argue if that is good or bad!). I really think Lesotho is a great country, and hope to be back again some day.
Rejsebeskrivelse
Af Christel Amundsen - November 2017
Der står en lille dreng i et mørkt hjørne af børnehaven. Rummet er dunkelt, og han er ikke blevet opdaget endnu af læreren. Han er den mindste i børnegruppen, og simpelthen rundt på gulvet. Kan ikke finde ud af dansetrin og sange eller tage imod kollektive beskeder, og dem er der en del af. De andre børn er lige løbet udenfor for at tage opstilling til en leg, de skal vise den store gruppe af europæiske rejsende. Jeg får en klump i halsen og får lyst til at putte ham i lommen. Kender kun alt for godt følelsen af at være forkert på den og klodset.
Vi var 11 personer af sted i 14 dage i begyndelsen af november 2017, og det har været en af de mest fantastiske rejser, jeg har været på. Vi blev budt velkommen i folks private hjem, fik hjemmebrygget øl og godbidder. Så dinosaurusfodspor og bushmans paintings. Har tilbragt timer sammen i bussen med vores gode og kærlige chauffør, Ntate Lefa, mens det storslåede bjerglandskab gled forbi, og markerne i de brændte farver: umbra, rødt, brunt og sort blev pløjet af mænd med plove og forspand af okser. De vildeste dyr, jeg har set, har været en ibisstork og firben. Men menneskene har præget sig for evigt hos mig: Mænd, indhyllet i tæpper og med gummistøvler på hesteryg, kvinderne med hatte og kjoler i det farverige stof, og børnene i skoleuniformer.
Genkendelighed er en stor del af min rejseoplevelse i Lesotho. Det er fremmedartet og virker dog så velkendt, lige fra landskabet til menneskene. Når jeg nu, en uge efter hjemkomsten, tænker tilbage, er det børnene i børnehaven og fritidshjemmet, de unge på teknisk skole og kvinderne i DLNs demokratiseringsprojekt og på væverierne, jeg husker allerbedst. Det er der, fremtiden ligger, men erindringen skaber også en følelse af afmagt i mig, for hvad er det lige, jeg kan gøre? Ved en sultkatastrofe kan man give penge, her er vi blevet konfronteret med mennesker som os selv, men deres hverdag er ikke ligesom vores, ingen genkendelse der. De mangler bare så meget. Og så skaber kvinderne alligevel de smukkeste kjoler og det fineste kunsthåndværk, billedvævninger, skønne bløde mohairsjaler og farverige kurve.
Folk spørger mig, om det har været "en dejlig ferie", og så svarer jeg nej. Den har været alt mulig andet: anstrengende, begivenhedsrig, cool, dannelsesfuld, eftertænksom, fantastisk, glædelig, herlig, indsigtsfuld og alt mulig andet. Frem for alt synes jeg, det er utroligt så øjenåbnende, den har været. Det var så godt at få vores danske forkælelse smasket lige i synet.
Der står en lille dreng i et mørkt hjørne af børnehaven. Rummet er dunkelt, og han er ikke blevet opdaget endnu af læreren. Han er den mindste i børnegruppen, og simpelthen rundt på gulvet. Kan ikke finde ud af dansetrin og sange eller tage imod kollektive beskeder, og dem er der en del af. De andre børn er lige løbet udenfor for at tage opstilling til en leg, de skal vise den store gruppe af europæiske rejsende. Jeg får en klump i halsen og får lyst til at putte ham i lommen. Kender kun alt for godt følelsen af at være forkert på den og klodset.
Vi var 11 personer af sted i 14 dage i begyndelsen af november 2017, og det har været en af de mest fantastiske rejser, jeg har været på. Vi blev budt velkommen i folks private hjem, fik hjemmebrygget øl og godbidder. Så dinosaurusfodspor og bushmans paintings. Har tilbragt timer sammen i bussen med vores gode og kærlige chauffør, Ntate Lefa, mens det storslåede bjerglandskab gled forbi, og markerne i de brændte farver: umbra, rødt, brunt og sort blev pløjet af mænd med plove og forspand af okser. De vildeste dyr, jeg har set, har været en ibisstork og firben. Men menneskene har præget sig for evigt hos mig: Mænd, indhyllet i tæpper og med gummistøvler på hesteryg, kvinderne med hatte og kjoler i det farverige stof, og børnene i skoleuniformer.
Genkendelighed er en stor del af min rejseoplevelse i Lesotho. Det er fremmedartet og virker dog så velkendt, lige fra landskabet til menneskene. Når jeg nu, en uge efter hjemkomsten, tænker tilbage, er det børnene i børnehaven og fritidshjemmet, de unge på teknisk skole og kvinderne i DLNs demokratiseringsprojekt og på væverierne, jeg husker allerbedst. Det er der, fremtiden ligger, men erindringen skaber også en følelse af afmagt i mig, for hvad er det lige, jeg kan gøre? Ved en sultkatastrofe kan man give penge, her er vi blevet konfronteret med mennesker som os selv, men deres hverdag er ikke ligesom vores, ingen genkendelse der. De mangler bare så meget. Og så skaber kvinderne alligevel de smukkeste kjoler og det fineste kunsthåndværk, billedvævninger, skønne bløde mohairsjaler og farverige kurve.
Folk spørger mig, om det har været "en dejlig ferie", og så svarer jeg nej. Den har været alt mulig andet: anstrengende, begivenhedsrig, cool, dannelsesfuld, eftertænksom, fantastisk, glædelig, herlig, indsigtsfuld og alt mulig andet. Frem for alt synes jeg, det er utroligt så øjenåbnende, den har været. Det var så godt at få vores danske forkælelse smasket lige i synet.– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.
By Karina Ruby, Steering Committee member
Lørdag eftermiddag den 8. marts 2003 hentede jeg Thaba, min gode ven og tidligere arbejdskollega/chef, ved universitetet i Roma, hvor han underviser om lørdagen. Vi kørte straks nordpå til byen Teyateyaneng og videre østpå til Mapoteng, hvor vi havde aftalt med politiet, at vi kunne parkere bilen ved politistationen, mens vi vandrede i bjergene.
Vi havde nemlig planlagt at gå ud og lede efter nogle varme kilder, som efter sigende skulle befinde sig langt ude i det øde bjergland, men som ikke er angivet på noget kort og kun er kendt af den lokale bjergbefolkning.
For Thaba var det med bagtanken at finde ud af, om det eventuelt kunne være et potentiale for fremtidig turisme; guidede vandreture til varme kilder. For mig var det med eventyrlyst og håbet om en flot trekkingtur i det ukendte. Vi var spændte, vi vidste nemlig ikke helt, hvad vi gik ind til.
Politiet modtog os venligt og bekræftede, at det bedste og sikreste sted at parkere bilen ville være på politistationens grund. De spurgte nysgerrigt til vores planer og undrede sig vist over, hvorfor vi dog ville begive os op i de øde bjerge. Thaba forklarede, hvor vi havde tænkt os at gå hen: op over Mosalemane Pass, videre østpå til Senqunyane River, måske over til Serobeng Pass og derefter vende om og komme tilbage til bilen efter tre dage. Ved nogle små landsbyer ude i nærheden af floden skulle der være varme kilder, som vi ville forsøge at finde. Derfor denne vandretur.
Om betjentene havde hørt om kilderne? Nej, det havde de ikke. Om de troede, det ville være sikkert for os at vandre rundt deroppe? Hvordan med kvægtyve og andre kriminelle? Ville de lokale hyrder se venligt på fremmede, hvis vi mødte nogle af dem? Betjentene mente ikke, kvægtyvene ville interessere sig for os, når vi ikke havde kvæg med, og når vi ikke lignede politifolk. De lokale folk ville formentlig være venlige, men de er lidt mærkelige deroppe i bjergene! Og Mosalemane Pass er meget stejlt, og Serobeng Pass er meget langt væk! De rystede uforstående på hovedet.
Det har set underligt ud i deres øjne: en sort mand og en hvid kvinde med store rygsække på, en masse slid og slæb forude, op i bjergenes øde tomhed. Hvorfor dog det, når man kan nyde civilisationen i bil og hus nede i lavlandet? ”Jeg kan godt lide bjerge, og jeg kan lide at vandre”, sagde jeg. Selvom betjenten udmærket forstod engelsk, forstod han ikke indholdet af min sætning, det er jeg sikker på.
Turisme er stort set et ukendt begreb i Lesotho; i alt fald er trekking og anden friluftsliv næsten ikke eksisterende i landet, som ellers har en enestående natur og oceaner af muligheder for netop den slags aktiviteter. Der er efter min mening et kæmpe stort uudnyttet potentiale, som både heldigvis og ærgerligt nok ikke er opdaget endnu.
Fra Mapoteng tog vi en lokal bus (en overfyldt Toyota Hiace) til sidste landby på vejen østpå, Makhoroana, hvorfra vi skulle gå en times tid til flækken Ha Lebese, hvor Thaba har nogle slægtninge boende (hans svogers familie). De vidste ikke, vi ville komme, for de kan ikke kontaktes per telefon eller anden hurtig form for kommunikation. Han havde aldrig været der før, kun truffet dem ved familiefester andre steder, så han var ikke helt sikker på, hvor de boede.
Vi gik en times tid fra asfaltvejen ad grusveje og stier ind til landsbyen Ha Lebese. Det var lige blevet mørkt, da vi kom til de første huse, og vi spurgte nogle af de første folk om vej til Thabas slægtninge. En dame gik med os det sidste stykke, så vi kunne finde det rigtige hus i landsbyen. Det var Thabas svorgers onkel og dennes husstand, vi blev ledt til. Thaba forklarede, hvem vi var og vores ærinde i området og spurgte, om vi måtte slå vores telt op her på deres grund. Vi var velkomne, og de tilbød os at sove i et rum i huset i stedet for teltet. Det tog vi imod, for det var naturligvis lettere end at skulle til at slå telt op i bælgravende mørke. De var alle i deres pæne tøj for de var lige kommet hjem fra en begravelse, hvilket efterhånden er den mest almindelige lørdagsbeskæftigelse i Lesotho.
Vi sad et par timer, hvor de snakkede på sesotho om vores planlagte vandretur og om forskellige familierelationer. Den gamle mand kendte godt bjergene omme på den anden side af Mosalemane Pass, der havde han ofte hyrdet kvæg i sine unge dage. Han vidste også besked med, at der skulle være varme kilder et sted deroppe. Vi skulle bare spørge de lokale hyrder deroppe, hvor de findes, for de bruger dem til at vaske sig i specielt om vinteren. Vi overrakte familien den dybfrosne kylling, vi havde med fra supermarkedet i Maseru, som tak for husly, men da de jo havde spist til begravelsen den dag, ville den først skulle spises næste dag. Da de forlod vores soverum, spiste vi lidt af vores medbragte brød og peanut-butter, inden vi lagde os til at sove.
Næste morgen blev vi vækket kl. 5, så kunne vi nemlig gøre os klar til at gå og slå følgeskab med en mand, som skulle i samme retning som os. Vi begyndte at gå kl. 6, og efter tre timer nåede vi mandens landsby Ha Lieta, som var en af de sidste flækker inden det for alvor begyndte at gå opad mod Mosalemane Pass. Nu var kl. 9, og vi var på egen hånd og seriøst på vej op mod et bjergpas, som ville bringe os op på bjergplateauet, hvor vi de næste par dage skulle vandre rundt. Det var for alvor ved at blive varmt, og da vi var kommet et stykke udenfor landsbyen, lynede jeg buksebenene af; nu måtte det kunne gå an med shorts. Det var nemt at følge stien op mod passet, og den var oven i købet ”bygget” af sten på alle de stejleste steder, så den ikke rutschede væk i regnvejr.
Tilbage i 50’erne blev den brugt meget af handlende, som transporterede fåreuld ud fra bjergene og madvarer, sæbe og værktøj ind i bjergene. De gik så på et tidspunkt sammen om at lave (forstærke) stien. Nu var der ikke længere så meget gang i uldhandelen, mange af væverierne i lavlandet er lukket, men bjergfolket benytter vejen til at komme til lavlandet og handle en gang imellem.
Vi mødte nu kun et par koner med nogle sække fulde af ferskener på et par æsler, som var på vej op mod passet ligesom os. De ville ind og sælge ferskenerne til bjergfolket, eller måske bytte dem væk mod noget uld eller kød. Ellers masede vi os uforstyrret op af passet, og vi masede virkelig.
Det var sved-dryppende varmt, det var stejlt og det var HÅRDT. Vi måtte holde mange pauser, og da vi var ¾ vej oppe, var Thaba lige ved at give op; jeg kunne se, at han var helt flad. Da fandt jeg de to energi-drik frem, som jeg havde taget med uden hans viden. Det var lige det, der skulle til. Derefter gik det igen stødt og roligt det sidste tykke til toppen, som vi nåede kl. 13. Uauwh, nu stod vi på Mosalemane Pass og kiggede mod øst ind over højplateau’et, som var utrolig smukt, storslået og øde. We made it.
Efter syv timers vandring, de sidste fire stejlt opad, nåede vi toppen af passet med fuld oppakning i stegende sol. Vi fotograferede lidt i alle retninger og gik så et lille stykke ned til et vandløb og holdt frokostpause. Et herligt rislende koldt vandløb, som jeg bestemte mig for at drikke af direkte, da der ikke så ud til at være noget som helst levende ovenfor det. Bjergvandet i Lesotho er rent og smager rigtig godt. Det var vel den herligste og mest velfortjente frokostpause, jeg meget længe har haft. Vi sad og blev enige om, at det der flade plateau, som vi havde forestillet os, nu ikke var helt så fladt endda. Det var faktisk et temmelig kuperet terræn, men vi måtte dog bestemt have overstået det værste. Det viste sig heldigvis at være korrekt.
Med fornyet energi fortsatte vi østpå ad stien, mens vi sammenlignede det virkelige landskab med vores kort. Jeg havde været nede ved Department of Lands, Surveys and Physical Planning og købe fire meget detaillerede kort, som skulle dække vores vandring. Kortene er for så vidt rimelige med højdekurver osv., men de er forældede. De sidste nye store dæmningsanlæg er f.eks. ikke med, og de har dog forandret landskabet betydeligt. Der er opstået et par store søer, og nye veje er anlagt, og de fremstår slet ikke på kortet. ”Desværre, har vi ikke penge til at updatere kortene,” sagde den flinke mand på LSPP-kontoret, ”men næste gang Schweizerne bevilger os penge og teknisk assistance til kortproduktion, er det dæmningsområdet, som har første prioritet.” Ingen ved, hvornår det bliver.
Vi mødte nogle enkelte hyrder og folk på vej mod lavlandet for at handle undervejs, og dem spurgte vi om vej, så vi var sikre på at holde os til den rette sti. Vi stilede mod landsbyen Ha Mothakathi nær den store flod Senqunyane River. Vi kom over et par mindre stigninger i løbet af eftermiddagen og var på vej ned over en stor og langsomt skrånende bjergside, da det nærmede sig mørkets frembrud. Vi vidste ærlig talt ikke præcis, hvor langt vi var kommet, og hvor langt der stadig var til landsbyen.
Ved 18:30 tiden kom vi forbi et vandløb, og det var ved at være tusmørke. Vi blev enige om at slå lejr der, for det var et fint sted. I løbet af 20 minutter slog vi teltet op og installerede os, og så var det ellers mørkt og koldt. Vand fra bækken og 2-minutes-noodles på trangiaen gav et vidunderligt aftensmåltid. Vi havde vandret 12-13 timer den dag, og det var bestemt i overkanten; vi var meget trætte og ømme i både ben og skuldre. Det er knageme hårdt at gå med fuld oppakning.
Der var totalt stille og øde omkring os, og stjernehimlen var fantastisk. Vi havde ikke på fornemmelsen, at der var mennesker i miles omkreds, men vi vidste reelt ikke, om landsbyen var tæt på eller stadig langt væk. Vi så dog hverken lys, dyr eller mennesker. Vi lå i soveposerne og småsnakkede, var tæt på at sove, da vi hørte en lyd udenfor teltet. Det lød bestemt som fodtrin, synes jeg. Vi stivnede og stirrede ud i mørket. Thaba spurgte gennem teltdugen, om der var nogle. Intet svar. Han kravlede ud for at se efter men så ingenting. Vi hviskede lidt frem og tilbage om kvægtyve, røvere, nysgerrige landsbyfolk og vilde dyr. Ingenting fandt vi ud af, og lydene forsvandt, og til sidst faldt vi i søvn, og ingenting skete. Det var jo meget godt. Natten var kølig men ikke mere, end at en enkelt trøje og en god sovepose var fint.
Næste morgen kunne vi for alvor se hele dalen, hvor vi havde slået lejr; det havde været lidt for mørkt, da vi ankom til at se det. Hvilken morgenstund! Solen stod langsomt op over bjergkammen og skinnede til sidst ned på vores telt, og det begyndte at blive dejlig varmt. Hvor var det dog smukt. Kaffe, havregrød og peanutbutter-brød smager fantastisk sammen med udsigten til grønne græsklædte bjerge foran en dybblå himmel. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.
Vi tog den med ro og startede først ved 9-tiden med at vandre. Det gik igen lidt op og lidt ned, rundt om et bjerg, langs et vandløb og efterhånden mest nedad. De første tre timer mødte vi ikke en sjæl, men sidst på formiddagen mødte vi et par hyrdedrenge ved vandløbet, som kunne fortælle os, at de vogtede får men egentlig hellere ville gå i skole, og at vi ikke havde langt igen til landsbyen.
Vi fortsatte nedad langs vandløbet og ved 13-tiden nåede vi landsbyen Ha Mothakathi. Vi kunne se landsbyfolkene i gang med at høste på en mark længere nede mod floden, men for en ordens skyld startede vi med at gå til høvdingens bolig midt i landsbyen. Her var kun en gammel kone hjemme, men hun fandt en dreng, som kunne følge os til høvdingen nede på marken.
Han ledede høstarbejdet, som foregik i fællesskab med sejl og opmuntrende råb. En hel flok mænd går på række og høster den samme mark, foroverbøjet med en kortskaftet sejl i hånden og lidt forskudt, så de effektivt får det hele med. Kvinderne sad på græsset ved siden af hvedemarken og var ved at gøre mad klar til de høstende mandfolk. De havde slæbt gryder og skåle og tallerkener med oppe fra landsbyen, og der var tilsyneladende også hjemmebrygget øl, som nogle enkelte mænd var blevet godt berusede af.
Høvdingen hilste venligt på os og lyttede til Thabas forklaring på, hvem vi var, og hvorfor vi kom der. Han bekræftede, at der findes varme kilder i området; de bruger dem til at vaske sig i om vinteren. Han udpegede et sted for os nær et træ på den anden side af floden, hvor vi ville finde kildevandet komme piblende op af jorden. ”Det er dog ikke varmt om sommeren, kun om vinteren”, sagde han.
Begejstrede gik vi videre – nu skulle vi finde de varme kilder, som var målet for denne vandretur. Vi kom ned til floden, krydsede den ved et vadested, gik hen mod det udpegede træ, og der fandt vi faktisk en kilde, som piblede frisk vand op af jorden. Til min skuffelse var vandet ikke særlig varmt, og det lugtede heller ikke særlig meget af svovl, men den var der da. Nå, nu havde vi fundet de varme kilder, og vi fortsatte langs floden til den løb ud i den rigtig store flod, Senqunyane River. Den fulgte vi nordpå en times tid, hvorefter vi igen drejede tilbage vestpå igennem en lille landsby, for nu var det tid at vende og lade ruten gå tilbage mod vores udgangspunkt.
Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå at krydse Senqunyane River og komme helt over til Serobeng Pass, som vi havde håbet på. Landsbyerne her ved floden ligger meget afsides, der er ingen vej dertil, og man ser derfor heller ingen biler eller andre køretøjer overhovedet. Der er mindst en dags vandring ud til en vej, hvor der kan køre biler, måske en halv dags rejse på hesteryg. Der er gangstier mellem landsbyerne, og der en adskillige landsbyer langs med floden, men i mine øjne ser de ikke ud til at være forbundet med verden udenfor dette bjergområde.
Vi spurgte flere folk ved landsbyerne om de varme kilder, og de sagde alle, at de findes flere steder i området, og at de er varmere om vinteren. De lokale folk havde også forklaret os en vej nordvest over, hvor vi kunne ramme vejen ved Ha Seala og derfra finde biltransport tilbage til Mapoteng. Det ville vi gøre for ikke at gå samme vej tilbage som ud; det er sjovere at gå en rundtur.
Vi fandt en sti i den rigtige retning, mødte en enkelt kone undervejs, som var på vej tilbage fra indkøb. Hun havde købt et nyt tæppe til at sove med om natten. Det krævede en dags vandring ud til butikken og en dags vandring hjem igen. Vi gik op over et mindre pas og kunne samtidig se skyerne samle sig østpå og blive mørkere og mørkere. Det ville garanteret ende med tordenvejr som så ofte om sommeren i Lesotho, og med torden kommer der altid blæst og regn. Vi så det komme nærmere, og det passede fint, at vi ved 18-tiden var ved et vandløb, som kunne være et godt sted at slå lejr. Det gjorde vi, og lige som vi havde fået teltet op, faldt de første regndråber. Det gav sig for alvor til at storme og regne, men det lykkedes dog at sidde i teltåbningen og passe trangiaen udenfor, så aftensmad fik vi. Da vi senere lå i soveposerne, lynede og bragede det helt vildt. Jeg håbede, at teltet kunne holde til den kraftige storm og regn, og at lynet ikke vilde slå ned i os, men det gik heldigvis fint. Det er utroligt, som tordenbragene kan runge inde mellem bjergene.
Næste morgen var det rigtig koldt udenfor teltet, som lå helt i skygge nede i den smalle dal. Vi forventede at have en lang vandredag foran os, så vi stod tidligt op – kl. 5:30, tror jeg. Varm kaffe og havregrød blev indtaget inde i teltet med fleecetrøjerne på. Da vi havde pakket sammen og skulle til at gå, kom der en enkelt vandringsmand forbi på stien ovenfor lejrpladsen. Han viste sig at skulle samme vej som os og ville gerne slå følge med os. Det var jo fint, så havde vi en vejviser. Det var en ung fyr, som arbejdede som hyrde for en kvægbonde. Han havde nu været en måned alene oppe i bjergene på en kvægpost og havde ikke snakket med et menneske i en hel måned. Nu skulle han hjem på besøg ved sin familie, hvor han kom fra. Han sagde, at han godt kunne lide tilværelsen alene med kvæget i bjergene. Der er fredeligt, og ingen slås eller generer hinanden, sagde han. På spørgsmålet om han læste bøger eller gjorde andet for ikke at kede sig, måtte han benægte. Han kunne ikke læse, men han kedede sig ikke og savnede ikke nogen form for underholdning. Men enhver kan vel komme i selskabsunderskud; han så i alt fald ud til at nyde vores selskab meget, og han ville gerne snakke.
Hele denne tredje vandredag var ligesom de to foregående utrolig smuk. Vejret var igen solskin og blå himmel, det blev hurtigt varmt, da solen kom op over bjergtoppene. Den første halvdel af dagen gik vi mest op, indtil vi nåede toppen af et pas, og derefter gik det stejlt nedad og derefter mest ligeud, indtil vi nåede landevejen. Den unge hyrdemand lærte mange ting ved at vandre en dags tid sammen med os. Han havde aldrig før set et transportabelt køkken, hvor man så let kunne lave mad til frokost, som da han så min trangia og smagte vores 2-minutes-noodles. Så smarte nogle rygsække til at bære megen bagage i havde han heller ikke set før. Han syntes sågar, det var sjovt at gå med en af dem.
Jeg lærte også meget om Lesotho og en bjerghyrdes liv ved at høre om hans liv. Så enkel en tilværelse man dog kan have. Stå op og gå i seng med solen, kigge efter kvæget, ikke eje mere end hvad man kan bære i en skuldertaske og ikke forholde sig til andre mennesker overhovedet. Meget overskueligt og simpelt, ikke de store valg at træffe i hverdagen, og ingen stress og jag. Men ville jeg bytte? Nej.
Da vi først kom ned til landsbyerne nedenfor passet, var det tydeligt, at vi igen var tilbage i lavlandet. Her var der mange mennesker, mange landsbyer, markerne var opdyrkede og der var jordveje, hvor oksetrukne kærrer kunne komme frem. Senere blev det til grusveje, hvor selv firhjulstrukne biler kunne køre (vi så dog ingen). Hele tiden troede jeg, at nu måtte vi da snart være ude ved landevejen, men der var faktisk tre timers vandring nede i dalen/lavlandet, før vi endelig ved 18:30-tiden nåede helt ud til den grusvej, hvor offentlig transport kan findes.
Vi fangede den sidste minibus ind til Mapoteng, hvor vi jo havde bilen holdende på politistationen. Vi var naturligvis godt snuskede efter tre dages sveddryppende varm vandring i bjergene uden ret megen dyrkning af personlig hygiejne, og jeg må indrømme at hele kadaveret var ømt og træt af lange dagsmarcher med en tung rygsæk. Det var ufattelig skønt at sidde i et motortrukket transportmiddel.
På politistationen fandt vi bilen i god behold, og betjentene så os undersøgende an. ”Nåh,” sagde overbetjenten, ”der er langt over til Senqunyane River, hva´.” Hvordan kunne han nu lige præcis vide, at det var så langt, som vi var nået? Hvorfor lagde han ikke ud med at spørge os, hvor vi egentlig havde været? Det snakkede vi meget om i bilen på vej tilbage til Maseru. Det måtte forholde sig sådan, at politiet har spurgt folk, som kom ned fra bjergplateauet, om de havde set os eller hørt om os, og dermed været i stand til at følge vores færden. Måske havde de selv haft betjente deroppe og kigge efter kvægtyve, og de har vel så forhørt sig blandt hyrder og bønder deroppe om de to vandrere. Måske skulle vi alligevel have højere tanker om politiet i Lesotho, end vi havde haft hidtil? Måske har de faktisk været lidt bekymrede for os og holdt lidt øje med os. Det var faktisk en interessant opdagelse.
Tilbage i Maseru analyserede vi turen lidt hen over en pizza. Vi var enige om, at det havde været en forrygende god tur, en meget intens naturoplevelse med den der interessante følelse af at være meget lille midt i den store natur. Det havde dog været temmelig meget af en stroppetur, vi havde vandret henholdsvis 12, 9 og 11 timer om dagen, men som research af området havde det været ok.
Man kunne fint arrangere vandreture for turister derop, men det skulle gøres mere mageligt. Man kunne bruge fire eller fem dage i stedet for tre til vores distance, og man kunne have æsler med til at bære bagagen. Det ville straks gøre turen attraktiv for mange mennesker. Man kunne også fortsætte østpå til Katse Dam, og så tage offentlig transport hjem derfra. Der er flere muligheder for ruter, både korte og lange, på Berea Plateau.
Fremtiden rummer bestemt muligheder, men det skal gribes rigtigt an.By Anne Andersen
I am often asked what the population of Lesotho feeds on. The answer has often been a little under end because from the outside it looks like to some degree they feed on the same as us here in Denmark. They sit at the checkout at the supermarket, they serve in restaurants, are teachers, bank clerks, taxi drivers, pizza bakers, nurses etc. Not only in the countryside they have cows, sheep, goats, pigs and horses. They also have livestock in the middle of their capital, so agriculture must be added to “what they feed on.” On the trip I have been on in October 2011 we saw some dromedaries, which vegetated on the lawn by the Ministry of Agriculture. They don’t feed on them. They were not used for anything. They were a gift from Gaddafi!
One evening the bus with us ten participants arrived to Aloe Guesthouse in Pitseng. Cow herons were starting to find shelter for the night in a pair of tall pines, and Ibis were screaming themselves. We were hungry, and going to eat. We walked past a big white painted truck engine, which apparently was gratuitous besides a building. Outside the building there were some steel crates with chimneys on. I wondered about it, but forgot it quickly, as there was rice, stew and moroho on the table. Next morning when we went from breakfast, I got the answer to what it was. Not right away of course, but little by little.
First I saw some women come bearing some heavy white sacks. On them was written: corn, rice, made in China etc. Then a woman came with a large piece of plastic, which she spread out on the ground. Others had picked tubs and barrels, which were put on the plastic. A young woman sat in the shade nursing a tiny baby, and beside her she had a child who had almost learned to walk. Now all was ready to start work. The bags were opened and the contents proved not to be rice and maize. It was something reddish and brown. It was distributed in casks.
Then one of the older women took a dish and held it up high and began to pour the contents into a bowl, and the wind took some of the lightweight material away.
Another sack was emptied onto a steel table and a woman began to sort. The young mother had finished breastfeeding and the baby was tied to her back so she could work. She had both her children with her at work, and despite the fact that they both wept, she had to use her hands fast to sort. Now I had to go close to see what it was, they worked with. It was dried rosehip. Not the big fat ones, as we know from the beaches in
Denmark, but some smaller ones, resembling the wild rose hips, we use for Christmas decorations. Now the answer was there on what the truck engine and the strange steel boxes with chimneys on were for. This was obviously a place for the drying of rosehip. The women said they picked the rose hips in the countryside. They were used as a spice and marmalade. At the ongoing tour of the country all our eyes had now been opened to the fact that there are actually many rose hip bushes with delicate pink flowers. Rose hip can be added to “what they feed on.”
I am often asked what the population of Lesotho feeds on. The answer has often been a little under end because from the outside it looks like to some degree they feed on the same as us here in Denmark. They sit at the checkout at the supermarket, they serve in restaurants, are teachers, bank clerks, taxi drivers, pizza bakers, nurses etc. Not only in the countryside they have cows, sheep, goats, pigs and horses. They also have livestock in the middle of their capital, so agriculture must be added to “what they feed on.” On the trip I have been on in October 2011 we saw some dromedaries, which vegetated on the lawn by the Ministry of Agriculture. They don’t feed on them. They were not used for anything. They were a gift from Gaddafi!
One evening the bus with us ten participants arrived to Aloe Guesthouse in Pitseng. Cow herons were starting to find shelter for the night in a pair of tall pines, and Ibis were screaming themselves. We were hungry, and going to eat. We walked past a big white painted truck engine, which apparently was gratuitous besides a building. Outside the building there were some steel crates with chimneys on. I wondered about it, but forgot it quickly, as there was rice, stew and moroho on the table. Next morning when we went from breakfast, I got the answer to what it was. Not right away of course, but little by little.
First I saw some women come bearing some heavy white sacks. On them was written: corn, rice, made in China etc. Then a woman came with a large piece of plastic, which she spread out on the ground. Others had picked tubs and barrels, which were put on the plastic. A young woman sat in the shade nursing a tiny baby, and beside her she had a child who had almost learned to walk. Now all was ready to start work. The bags were opened and the contents proved not to be rice and maize. It was something reddish and brown. It was distributed in casks.
Then one of the older women took a dish and held it up high and began to pour the contents into a bowl, and the wind took some of the lightweight material away.
Another sack was emptied onto a steel table and a woman began to sort. The young mother had finished breastfeeding and the baby was tied to her back so she could work. She had both her children with her at work, and despite the fact that they both wept, she had to use her hands fast to sort. Now I had to go close to see what it was, they worked with. It was dried rosehip. Not the big fat ones, as we know from the beaches in
Denmark, but some smaller ones, resembling the wild rose hips, we use for Christmas decorations. Now the answer was there on what the truck engine and the strange steel boxes with chimneys on were for. This was obviously a place for the drying of rosehip. The women said they picked the rose hips in the countryside. They were used as a spice and marmalade. At the ongoing tour of the country all our eyes had now been opened to the fact that there are actually many rose hip bushes with delicate pink flowers. Rose hip can be added to “what they feed on.”– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.Fra dam til dam, fra Mohale Dam til Katse Dam
By Karina Ruby, Steering Committee member
Det var så småt ved at blive vinter i Lesotho, måske lidt sent på året til en vandretur, men vi havde ikke haft tid før og nu skulle vi altså lige nå at gå Dam to Dam, inden jeg skulle rejse hjem. Det var fredag d. 23. maj 2003, min sidste arbejdsdag i Lesotho, og jeg fik fri til middag. Thaba hentede mig sammen med et par venner, som skulle køre os til Mohale Dam, hvor vi ville starte vandreturen. Vi ville ikke efterlade en bil der, for planen var at gå hele vejen til Katse Dam og så tage offentlig transport hjem derfra. Denne tur udtænkte vi på vores første trekking tur i marts, hvor vi studerede kortet nøje. Det ville sandsynligvis være fantastisk flot at vandre hen over højlandet fra den ene store dam til den anden. Dammene er kunstige og nyopståede i forbindelse med et meget stort dæmningsbyggeri, som går ud på at opdæmme vand og lede det til Syd Afrika, hvor de mangler vand.
Denne gang ville vi have æsler til at bære vores oppakning, så det kunne blive lidt mere komfortabelt end sidst, hvor vi gik med fuld oppakning. Vi havde dog ikke nået at organisere noget på forhånd, så det skulle blive spændende, om det ville lykkes. Vi kørte de to timer fra Maseru (hovedstaden) til Mohale Village, hvor vi spurgte politiet, hvilken høvding i området mon ville være i stand til at hjælpe os med æsler. De anbefalede os at køre til høvdingen i den nærliggende landsby Ha Korporale, da han var en betydningsfuld og hjælpsom mand. Det gjorde vi så, og Thaba og jeg og vores bagage blev sat af, mens vennerne vendte bilen og kørte hjem mod Maseru, inden det blev helt mørkt. Høvdingen var ikke hjemme, men hans kone lovede os, at de nok skulle finde en mand og et æsel til at ledsage os. Det var dog ikke helt let, men efter en times tid havde de fundet en ung fyr, som var villig til at hjælpe os næste morgen. Allerede sidst på eftermiddagen blev det koldt, faktisk så koldt at jeg måtte finde de lange underhyler og ekstra trøjer frem. Høvdingens kone havde tilbudt os at sove i en hytte ved deres bosted i stedet for at vi skulle slå telt op, og det takkede vi gladelig ja til. Hytten var dog uden nogen form for opvarmning, så koldt var det da. Der lugtede også lidt underligt, fordi der lå tørret kød i det ene hjørne og en masse græskar i det andet hjørne – hvis man da ellers kan tale om hjørner i en rund hytte. Vi fik at vide, hvor vi kunne tage vand, og hvilket lokum, vi kunne bruge, og så lavede vi aftensmad på trangiaen. Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, og så kom problemet. Den unge fyr fra dagen før ville alligevel ikke ledsage os til Katse Dam, for han havde ikke noget æsel! Nå? Da han havde sagt ja dagen før, troede han bestemt, at han kunne låne et æsel, men det kunne han altså ikke, da ejeren selv skulle bruge det. Vi havde bestemt ikke lyst til at bære al bagagen selv, så vi startede forfra med at få høvdingens kone til at hjælpe med at finde en fra landsbyen, som var villig til at stille æsel til rådighed. Det lykkedes da efter et par timer, men han ville ikke gå med hele vejen, kun til en landsby midtvejs, hvor vi kunne finde et andet æsel. Det var bedre end ingenting, så vi slog til. Af sted kom vi og vandrede mod nord langs floden Senqunyane River, som nu var ved at blive omdannet til sø. Lesotho Highlands Water Project er et meget stort dæmningsprojekt, som kun er midtvejs i sin fuldførelse på nuværende tidspunkt. Der er planlagt adskillige faser i projektet, som skal stå færdigt i år 2020. Det vil til sidst omfatte 4-5 dæmninger og dermed opdæmmede søer inde midt i Lesotho, hvor bjergene er høje og rummer meget vand i form af floder, som løbende forsynes af vand, der strømmer ned af bjergsiderne. Første og største fase af projektet er nu færdigt, nemlig de to dæmninger ved Katse og Mohale, forbindelsestunnelen mellem dem og tunnelen, der leder vandet nordpå ud af Lesotho og ind i Syd Afrika. Vandet ledes op til området ved Johannesburg, hvor de mangler drikkevand til millioner af mennesker og vand til de store industrier og minedriften. Først blev floden Malibamatso River opdæmmet og Katse Dam opstod i 1997, som en stor og smuk sø midt i et fantastisk bjerglandskab. Der er nu allerede i 6 år blevet eksporteret vand til Syd Afrika. Nu i 2003 blev de færdige med dæmningen på Senqunyane River ved Mohale, og de er begyndt at lukke vand ind i det hul, som snart vil blive til endnu en sø. Når også Mohale Dam er fyldt med vand, kan der sælges endnu mere vand til Syd Afrika. Vandet ledes fra Mohale Dam nordøst på gennem en tunnel til Katse Dam og derfra gennem en tunnel stik nordpå ud af Lesotho. Et meget imponerende anlægsværk, det må man sige, men naturligvis ikke uden omkostninger for lokalbefolkningen i de opdæmmede områder. Mange mennesker er blevet forflyttet, da deres tidligere hjem og marker nu er oversvømmet. Vi gik altså fra Ha Korporale på østsiden af Senqunyane River nordpå langs med floden, som på dette sted er ved at stige op langs bjergsiderne og blive til en sø. Vi kunne se de hvide pinde, som er stukket i skrænten et stykke over floden. De markerer højden på vandstanden, når bassinet er færdig med at fylde sig. Det var yderst interessant at stå der og føle sig midt i en historisk proces. Det var tydeligt, at vandstanden allerede var steget i forhold til det normale flodniveau, men det var dog stadig ikke rigtig en sø. Det var smukt nu, men det vil blive endnu smukkere at vandre der, når søen er fuld af vand. Nye høje gangbroer er ved at blive bygget over floden, så lokalbefolkningen stadig kan komme over på den anden side, når nu deres sædvanlige vadesteder forsvinder i den forhøjede vandstand. Den første dag passerede vi landsbyen Ha Sekolopata, hvor kvinderne var i gang med at bearbejde årets høst. De luftede kornet, så vinden kunne sortere avnerne fra, og de malede kornet for håndkraft på en malesten. Majsen lå stakket op til tørre i bunker rundt omkring i landsbyen. Vi fortsatte i flere timer uden at møde menneskelig beboelse, og det var mørkt, da vi nåede landsbyen Ha Tsoelike, hvor vi ville overnatte. Vores æselmand ville ikke med længere end hertil, han ville overnatte og så straks vende hjemad næste morgen. Vi havde foreslået at slå lejr inden landsbyen, da det blev mørkt, men vores følgesvend turde ikke på vilkår at sove i telt. Han var bange for mørket og alt det ukendte, han havde aldrig før sovet et sted, han ikke kendte, og det skulle han heller ikke i nat. Han kendte høvdingen i landsbyen, så der ville han sove. Nå ja, så vandrede vi den sidste times tid i mørke med pandelampen på, og det gik jo også. I Ha Tsoelike fandt vi høvdingen og forklarede vores ærinde. Igen var folks undren stor over, at nogle kan finde på at vandre blot for vandringens skyld. De spurgte alle om vi var redningsfolk, som skulle til Katse Dam for at fiske en nedstyrtet helikopter op. En fuldstændig vanvittig tanke. Det er rigtigt, at en helikopter styrtede ned i søen et par dage før, vi startede vores vandretur; en frygtelig katastrofe, hvor tre mænd omkom. Hvis et redningshold skulle prøve at fiske helikopteren op, ville de jo nok komme med avanceret udstyr og benytte den udmærkede asfaltvej, som er lavet nordfra til Katse Dam. Det viser blot lidt om, hvor uvidende folk langt ude i bjergene egentlig er. Måske var det min hvide hudfarve, som fik dem til at tro, at vi måtte være nogle eksperter, som havde med helekopterstyrtet at gøre. Måske aner de slet ikke, at redningsmandskab ville benytte bil, båd og fly og komme nemmere veje til Katse Dam end at vandre ind over bjergene, som vi gjorde. Det virkede i alt fald helt komisk på mig, at de overhovedet kunne finde på at spørge. Der var i øvrigt stor enighed om, at det nok var søslangen som bor i Katse Dam, som havde snuppet helikopteren! Igen fik vi tilbudt en hytte for natten, så vi ikke skulle slå telt op. Høvdingen fandt en af sine unge mænd i landsbyen til at ledsage os med et nyt æsel næste dag på resten af vejen til Katse. De mente klart, at der var langt til Katse, når prisen for æsel og mand skulle udregnes; men der var ikke langt til Katse, når man spurgte, om det overhovedet kunne gøres på én dag. Det kunne det sagtens, sagde de. Ingen ville risikere at skulle overnatte med os i telt undervejs. Mørket er farligt, det er fuld af ånder og heksekraft. Vores følgesvend fik udvidet sin horisont, blot ved at overnatte med os i hytten. Vi bød ham på aftensmad fra trangiaen, som han syntes var fantastisk smart, ligesom pandelampe, lommekniv og sovepose også var helt nye ting for ham. Næste morgen drog vores æselmand fra dagen før tilbage vestpå, og med vores nye mand og æsel fortsatte vi mod nordøst i retning af Katse Dam. Det var koldt, i kanten af de små vandløb var der stadig isflager på vandet, og græsset var hvidt af rimfrost. En ung pige fra landsbyen vandrede med os et stykke, for hun ville gerne benytte lejligheden til at snakke lidt engelsk med mig og øve sig. Hun var den eneste i landsbyen, som gik på high school, og hun tog det som fjernstudie. Det var yderst kompliceret, for der kommer jo ikke post ud til sådan en landsby. Hun måtte jævnligt vandre ind til et større sted, hvor hun kunne modtage det tilsendte materiale. Hun havde heller ingen i landsbyen, som kunne hjælpe hende med hjemmearbejdet, for hun var allerede den mest belæste person. Thaba hjalp hende med lidt matematik om aftenen, og det var helt klart, at ingen andre i landsbyen forstod et kuk af, hvad der foregik. Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet var kommet i gang med studierne. Der må have været en god lærer på den lokale folkeskole, som har motiveret både pigen og hendes forældre til det. Efter at have passeret et par små landsbyer om morgenen kom vi igen op på et højt plateau, hvor der var absolut øde og ingen mennesker i miles omkreds. Vi nåede op til et sted kaldet Haheng-la-Sekhonyana i 2936 meters højde. Her er der en lille hule i klippen, som er historisk, fordi Basothoerne i forrige århundrede brugte den som skjulested for kvinder og børn, da de var i krig. Det blæste koldt og kraftigt deroppe, så vi skyndte os at nyde udsigten og så komme videre ned i læ. Vi fandt et vidunderligt sted at holde frokostpause ved et vandløb i en dal. Herefter gik det jævnt ligeud indtil vi sidst på eftermiddagen kom ud til en landsby, Ha Rapoeea, og en grusvej, hvor der kunne komme kørende trafik. Vi var endnu ikke helt i Katse Village, som var vores mål, for der kunne vi overnatte og finde offentlig transport til Maseru næste dag. Vi mente, at æselføreren skulle ledsage os helt til Katse Village, men det ville han ikke. Han ville efterlade os der ved vejen, hvor vi kunne tage en bus det sidste stykke. Han ville nemlig nå at ride hjem, inden det blev mørkt. Her stod vi så ved grusvejen med al vores bagage og følte os dumpet i udkanten af civilisationen. Vi forhørte os i den lille butik, om der ville komme flere busser forbi den dag, og det var nok tvivlsomt. Vi ventede en times tid, snakkede med forbipasserende folk om muligheden for et lift, men det gik op for os chancerne vist var meget små. Det var sidst på eftermiddagen, og der ville næppe komme flere biler forbi den dag. Altså var der kun en ting at gøre, eftersom vi ikke havde lyst til at sove i den landsby – den og dens folk så ikke hyggelig ud – det var at stable al bagagen på ryggen og begynde at gå. Egentlig havde vi mere, end vi kunne bære, for nu havde vi jo haft æselbistand hele vejen, men alligevel lykkedes det os at bære det hele. Vi gik ad grusvejen mod Katse Village en times tid, og det var ved at blive mørkt, men nu kunne vi se den imponerende store og flotte Katse Dam. Jeg har set den mange gange men bliver altid imponeret over det store anlægsarbejde og den smukke udsigt. Da var vi heldige at møde en politibil. De var flinke at give os et lift til Katse Village. Vi havde tænkt os at slå teltet op ved hotellet og betale en skilling for det, for vi havde ikke råd til at gå ind på et pænt hotelværelse. Politiet mente ikke, at det ville være muligt, og de tilbød os at slå teltet op ved politistationen. Det tog vi imod med glæde og følte os i alt fald sikre der. Natten var igen kold med frostvejr og blæst uden for teltet. Vi var enige om, at denne tur fra dam til dam ville være attraktiv for turister, som både vil se den uberørte natur, befolkningens kultur og det store konstruktionsarbejde omkring dæmningerne. Hvis man sørger for at have en klar aftale på forhånd med nogle æselmænd, og hvis man gør turen lidt tidligere på året, så kan det blive alle tiders tur. Man kunne nemt indlægge en halv dag i hver ende af turen til et besøg på informationscentret i henholdsvis Mohale og Katse om dæmningsprojektet. Der er lavet info-centre med mini-modeller, videofilm og informationsmedarbejdere, hvor besøgende kan få en masse information om Lesotho Highlands Water Project. Det er absolut et besøg værd. Næste morgen pakkede vi sammen, takkede politiet for venligheden og hjælpen, og så gik vi lidt rundt i Katse Village. På hotellet spurgte vi, om vi havde kunnet sætte teltet op på deres græsplæne, men det fik vi negativt svar på. Det brugte de ikke at lade folk gøre, man skulle leje et værelse. Der findes ingen campingplads i byen, men hvis man aftaler det på forhånd, kan man vist få lov at campere ved vandprojektets informationscenter. Vi så mange biler tilhørende dæmningsprojektet og politiet i Syd Afrika. De var der på grund af den nedstyrtede helekopter, hvor man forsøgte at finde årsagen til styrtet at tage stilling til, om den kunne bjerges. Vi fandt en bus mod Maseru og ventede på, at den skulle blive fuld, så den kunne køre. Den kører ikke efter køreplan men efter, hvornår den er fuld. Vi ringede til vennerne i Maseru og aftalte, at de skulle køre til Leribe og hente os der. Det ville gå hurtigere end at tage bussen hele vejen tilbage til Maseru. Den såkaldte bus var en af de sædvanlige overfyldte Toyota Venture (Hiace-typer), som stopper mange gange undervejs og tager folk af på. Nogle steder holdt den igen længe for at vente på at blive fuld, inden den ville køre videre. Folk snakker altid livligt i bussen om alle de aktuelle begivenheder, og lige for tiden var den største nyhed jo helikopterstyrtet. Af de fire ombordværende overlevede kun én, nemlig en tysker, som kunne svømme. En syd afrikaner og de to basotho-piloter druknede. Der var helt klar enighed om, at det var den store søslange, som bor i Katse Dam, som var blevet vred og havde snuppet helikopteren. En meget vidende mand mente at vide, at under konstruktionen af dæmningen havde de syd afrikanske og italienske ingeniører fordret søslangen, som altid havde boet i floden, med nogle piller, som gjorde den glad og rolig. Dette havde gjort det muligt for dem at bygge selve dæmningsmuren uden at få problemer med slangen. (En slags doping?) I flere år havde slangen nu været meget tilfreds, eftersom den havde fået en større sø at være i. Nu var virkningen fra pillerne imidlertid stoppet, og slangen var blevet vred. De er ikke sådan at spøge med, sådan nogle søslanger!
Det var så småt ved at blive vinter i Lesotho, måske lidt sent på året til en vandretur, men vi havde ikke haft tid før og nu skulle vi altså lige nå at gå Dam to Dam, inden jeg skulle rejse hjem. Det var fredag d. 23. maj 2003, min sidste arbejdsdag i Lesotho, og jeg fik fri til middag. Thaba hentede mig sammen med et par venner, som skulle køre os til Mohale Dam, hvor vi ville starte vandreturen. Vi ville ikke efterlade en bil der, for planen var at gå hele vejen til Katse Dam og så tage offentlig transport hjem derfra. Denne tur udtænkte vi på vores første trekking tur i marts, hvor vi studerede kortet nøje. Det ville sandsynligvis være fantastisk flot at vandre hen over højlandet fra den ene store dam til den anden. Dammene er kunstige og nyopståede i forbindelse med et meget stort dæmningsbyggeri, som går ud på at opdæmme vand og lede det til Syd Afrika, hvor de mangler vand.
Denne gang ville vi have æsler til at bære vores oppakning, så det kunne blive lidt mere komfortabelt end sidst, hvor vi gik med fuld oppakning. Vi havde dog ikke nået at organisere noget på forhånd, så det skulle blive spændende, om det ville lykkes. Vi kørte de to timer fra Maseru (hovedstaden) til Mohale Village, hvor vi spurgte politiet, hvilken høvding i området mon ville være i stand til at hjælpe os med æsler. De anbefalede os at køre til høvdingen i den nærliggende landsby Ha Korporale, da han var en betydningsfuld og hjælpsom mand. Det gjorde vi så, og Thaba og jeg og vores bagage blev sat af, mens vennerne vendte bilen og kørte hjem mod Maseru, inden det blev helt mørkt. Høvdingen var ikke hjemme, men hans kone lovede os, at de nok skulle finde en mand og et æsel til at ledsage os. Det var dog ikke helt let, men efter en times tid havde de fundet en ung fyr, som var villig til at hjælpe os næste morgen. Allerede sidst på eftermiddagen blev det koldt, faktisk så koldt at jeg måtte finde de lange underhyler og ekstra trøjer frem. Høvdingens kone havde tilbudt os at sove i en hytte ved deres bosted i stedet for at vi skulle slå telt op, og det takkede vi gladelig ja til. Hytten var dog uden nogen form for opvarmning, så koldt var det da. Der lugtede også lidt underligt, fordi der lå tørret kød i det ene hjørne og en masse græskar i det andet hjørne – hvis man da ellers kan tale om hjørner i en rund hytte. Vi fik at vide, hvor vi kunne tage vand, og hvilket lokum, vi kunne bruge, og så lavede vi aftensmad på trangiaen. Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, og så kom problemet. Den unge fyr fra dagen før ville alligevel ikke ledsage os til Katse Dam, for han havde ikke noget æsel! Nå? Da han havde sagt ja dagen før, troede han bestemt, at han kunne låne et æsel, men det kunne han altså ikke, da ejeren selv skulle bruge det. Vi havde bestemt ikke lyst til at bære al bagagen selv, så vi startede forfra med at få høvdingens kone til at hjælpe med at finde en fra landsbyen, som var villig til at stille æsel til rådighed. Det lykkedes da efter et par timer, men han ville ikke gå med hele vejen, kun til en landsby midtvejs, hvor vi kunne finde et andet æsel. Det var bedre end ingenting, så vi slog til. Af sted kom vi og vandrede mod nord langs floden Senqunyane River, som nu var ved at blive omdannet til sø. Lesotho Highlands Water Project er et meget stort dæmningsprojekt, som kun er midtvejs i sin fuldførelse på nuværende tidspunkt. Der er planlagt adskillige faser i projektet, som skal stå færdigt i år 2020. Det vil til sidst omfatte 4-5 dæmninger og dermed opdæmmede søer inde midt i Lesotho, hvor bjergene er høje og rummer meget vand i form af floder, som løbende forsynes af vand, der strømmer ned af bjergsiderne. Første og største fase af projektet er nu færdigt, nemlig de to dæmninger ved Katse og Mohale, forbindelsestunnelen mellem dem og tunnelen, der leder vandet nordpå ud af Lesotho og ind i Syd Afrika. Vandet ledes op til området ved Johannesburg, hvor de mangler drikkevand til millioner af mennesker og vand til de store industrier og minedriften. Først blev floden Malibamatso River opdæmmet og Katse Dam opstod i 1997, som en stor og smuk sø midt i et fantastisk bjerglandskab. Der er nu allerede i 6 år blevet eksporteret vand til Syd Afrika. Nu i 2003 blev de færdige med dæmningen på Senqunyane River ved Mohale, og de er begyndt at lukke vand ind i det hul, som snart vil blive til endnu en sø. Når også Mohale Dam er fyldt med vand, kan der sælges endnu mere vand til Syd Afrika. Vandet ledes fra Mohale Dam nordøst på gennem en tunnel til Katse Dam og derfra gennem en tunnel stik nordpå ud af Lesotho. Et meget imponerende anlægsværk, det må man sige, men naturligvis ikke uden omkostninger for lokalbefolkningen i de opdæmmede områder. Mange mennesker er blevet forflyttet, da deres tidligere hjem og marker nu er oversvømmet. Vi gik altså fra Ha Korporale på østsiden af Senqunyane River nordpå langs med floden, som på dette sted er ved at stige op langs bjergsiderne og blive til en sø. Vi kunne se de hvide pinde, som er stukket i skrænten et stykke over floden. De markerer højden på vandstanden, når bassinet er færdig med at fylde sig. Det var yderst interessant at stå der og føle sig midt i en historisk proces. Det var tydeligt, at vandstanden allerede var steget i forhold til det normale flodniveau, men det var dog stadig ikke rigtig en sø. Det var smukt nu, men det vil blive endnu smukkere at vandre der, når søen er fuld af vand. Nye høje gangbroer er ved at blive bygget over floden, så lokalbefolkningen stadig kan komme over på den anden side, når nu deres sædvanlige vadesteder forsvinder i den forhøjede vandstand. Den første dag passerede vi landsbyen Ha Sekolopata, hvor kvinderne var i gang med at bearbejde årets høst. De luftede kornet, så vinden kunne sortere avnerne fra, og de malede kornet for håndkraft på en malesten. Majsen lå stakket op til tørre i bunker rundt omkring i landsbyen. Vi fortsatte i flere timer uden at møde menneskelig beboelse, og det var mørkt, da vi nåede landsbyen Ha Tsoelike, hvor vi ville overnatte. Vores æselmand ville ikke med længere end hertil, han ville overnatte og så straks vende hjemad næste morgen. Vi havde foreslået at slå lejr inden landsbyen, da det blev mørkt, men vores følgesvend turde ikke på vilkår at sove i telt. Han var bange for mørket og alt det ukendte, han havde aldrig før sovet et sted, han ikke kendte, og det skulle han heller ikke i nat. Han kendte høvdingen i landsbyen, så der ville han sove. Nå ja, så vandrede vi den sidste times tid i mørke med pandelampen på, og det gik jo også. I Ha Tsoelike fandt vi høvdingen og forklarede vores ærinde. Igen var folks undren stor over, at nogle kan finde på at vandre blot for vandringens skyld. De spurgte alle om vi var redningsfolk, som skulle til Katse Dam for at fiske en nedstyrtet helikopter op. En fuldstændig vanvittig tanke. Det er rigtigt, at en helikopter styrtede ned i søen et par dage før, vi startede vores vandretur; en frygtelig katastrofe, hvor tre mænd omkom. Hvis et redningshold skulle prøve at fiske helikopteren op, ville de jo nok komme med avanceret udstyr og benytte den udmærkede asfaltvej, som er lavet nordfra til Katse Dam. Det viser blot lidt om, hvor uvidende folk langt ude i bjergene egentlig er. Måske var det min hvide hudfarve, som fik dem til at tro, at vi måtte være nogle eksperter, som havde med helekopterstyrtet at gøre. Måske aner de slet ikke, at redningsmandskab ville benytte bil, båd og fly og komme nemmere veje til Katse Dam end at vandre ind over bjergene, som vi gjorde. Det virkede i alt fald helt komisk på mig, at de overhovedet kunne finde på at spørge. Der var i øvrigt stor enighed om, at det nok var søslangen som bor i Katse Dam, som havde snuppet helikopteren! Igen fik vi tilbudt en hytte for natten, så vi ikke skulle slå telt op. Høvdingen fandt en af sine unge mænd i landsbyen til at ledsage os med et nyt æsel næste dag på resten af vejen til Katse. De mente klart, at der var langt til Katse, når prisen for æsel og mand skulle udregnes; men der var ikke langt til Katse, når man spurgte, om det overhovedet kunne gøres på én dag. Det kunne det sagtens, sagde de. Ingen ville risikere at skulle overnatte med os i telt undervejs. Mørket er farligt, det er fuld af ånder og heksekraft. Vores følgesvend fik udvidet sin horisont, blot ved at overnatte med os i hytten. Vi bød ham på aftensmad fra trangiaen, som han syntes var fantastisk smart, ligesom pandelampe, lommekniv og sovepose også var helt nye ting for ham. Næste morgen drog vores æselmand fra dagen før tilbage vestpå, og med vores nye mand og æsel fortsatte vi mod nordøst i retning af Katse Dam. Det var koldt, i kanten af de små vandløb var der stadig isflager på vandet, og græsset var hvidt af rimfrost. En ung pige fra landsbyen vandrede med os et stykke, for hun ville gerne benytte lejligheden til at snakke lidt engelsk med mig og øve sig. Hun var den eneste i landsbyen, som gik på high school, og hun tog det som fjernstudie. Det var yderst kompliceret, for der kommer jo ikke post ud til sådan en landsby. Hun måtte jævnligt vandre ind til et større sted, hvor hun kunne modtage det tilsendte materiale. Hun havde heller ingen i landsbyen, som kunne hjælpe hende med hjemmearbejdet, for hun var allerede den mest belæste person. Thaba hjalp hende med lidt matematik om aftenen, og det var helt klart, at ingen andre i landsbyen forstod et kuk af, hvad der foregik. Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet var kommet i gang med studierne. Der må have været en god lærer på den lokale folkeskole, som har motiveret både pigen og hendes forældre til det. Efter at have passeret et par små landsbyer om morgenen kom vi igen op på et højt plateau, hvor der var absolut øde og ingen mennesker i miles omkreds. Vi nåede op til et sted kaldet Haheng-la-Sekhonyana i 2936 meters højde. Her er der en lille hule i klippen, som er historisk, fordi Basothoerne i forrige århundrede brugte den som skjulested for kvinder og børn, da de var i krig. Det blæste koldt og kraftigt deroppe, så vi skyndte os at nyde udsigten og så komme videre ned i læ. Vi fandt et vidunderligt sted at holde frokostpause ved et vandløb i en dal. Herefter gik det jævnt ligeud indtil vi sidst på eftermiddagen kom ud til en landsby, Ha Rapoeea, og en grusvej, hvor der kunne komme kørende trafik. Vi var endnu ikke helt i Katse Village, som var vores mål, for der kunne vi overnatte og finde offentlig transport til Maseru næste dag. Vi mente, at æselføreren skulle ledsage os helt til Katse Village, men det ville han ikke. Han ville efterlade os der ved vejen, hvor vi kunne tage en bus det sidste stykke. Han ville nemlig nå at ride hjem, inden det blev mørkt. Her stod vi så ved grusvejen med al vores bagage og følte os dumpet i udkanten af civilisationen. Vi forhørte os i den lille butik, om der ville komme flere busser forbi den dag, og det var nok tvivlsomt. Vi ventede en times tid, snakkede med forbipasserende folk om muligheden for et lift, men det gik op for os chancerne vist var meget små. Det var sidst på eftermiddagen, og der ville næppe komme flere biler forbi den dag. Altså var der kun en ting at gøre, eftersom vi ikke havde lyst til at sove i den landsby – den og dens folk så ikke hyggelig ud – det var at stable al bagagen på ryggen og begynde at gå. Egentlig havde vi mere, end vi kunne bære, for nu havde vi jo haft æselbistand hele vejen, men alligevel lykkedes det os at bære det hele. Vi gik ad grusvejen mod Katse Village en times tid, og det var ved at blive mørkt, men nu kunne vi se den imponerende store og flotte Katse Dam. Jeg har set den mange gange men bliver altid imponeret over det store anlægsarbejde og den smukke udsigt. Da var vi heldige at møde en politibil. De var flinke at give os et lift til Katse Village. Vi havde tænkt os at slå teltet op ved hotellet og betale en skilling for det, for vi havde ikke råd til at gå ind på et pænt hotelværelse. Politiet mente ikke, at det ville være muligt, og de tilbød os at slå teltet op ved politistationen. Det tog vi imod med glæde og følte os i alt fald sikre der. Natten var igen kold med frostvejr og blæst uden for teltet. Vi var enige om, at denne tur fra dam til dam ville være attraktiv for turister, som både vil se den uberørte natur, befolkningens kultur og det store konstruktionsarbejde omkring dæmningerne. Hvis man sørger for at have en klar aftale på forhånd med nogle æselmænd, og hvis man gør turen lidt tidligere på året, så kan det blive alle tiders tur. Man kunne nemt indlægge en halv dag i hver ende af turen til et besøg på informationscentret i henholdsvis Mohale og Katse om dæmningsprojektet. Der er lavet info-centre med mini-modeller, videofilm og informationsmedarbejdere, hvor besøgende kan få en masse information om Lesotho Highlands Water Project. Det er absolut et besøg værd. Næste morgen pakkede vi sammen, takkede politiet for venligheden og hjælpen, og så gik vi lidt rundt i Katse Village. På hotellet spurgte vi, om vi havde kunnet sætte teltet op på deres græsplæne, men det fik vi negativt svar på. Det brugte de ikke at lade folk gøre, man skulle leje et værelse. Der findes ingen campingplads i byen, men hvis man aftaler det på forhånd, kan man vist få lov at campere ved vandprojektets informationscenter. Vi så mange biler tilhørende dæmningsprojektet og politiet i Syd Afrika. De var der på grund af den nedstyrtede helekopter, hvor man forsøgte at finde årsagen til styrtet at tage stilling til, om den kunne bjerges. Vi fandt en bus mod Maseru og ventede på, at den skulle blive fuld, så den kunne køre. Den kører ikke efter køreplan men efter, hvornår den er fuld. Vi ringede til vennerne i Maseru og aftalte, at de skulle køre til Leribe og hente os der. Det ville gå hurtigere end at tage bussen hele vejen tilbage til Maseru. Den såkaldte bus var en af de sædvanlige overfyldte Toyota Venture (Hiace-typer), som stopper mange gange undervejs og tager folk af på. Nogle steder holdt den igen længe for at vente på at blive fuld, inden den ville køre videre. Folk snakker altid livligt i bussen om alle de aktuelle begivenheder, og lige for tiden var den største nyhed jo helikopterstyrtet. Af de fire ombordværende overlevede kun én, nemlig en tysker, som kunne svømme. En syd afrikaner og de to basotho-piloter druknede. Der var helt klar enighed om, at det var den store søslange, som bor i Katse Dam, som var blevet vred og havde snuppet helikopteren. En meget vidende mand mente at vide, at under konstruktionen af dæmningen havde de syd afrikanske og italienske ingeniører fordret søslangen, som altid havde boet i floden, med nogle piller, som gjorde den glad og rolig. Dette havde gjort det muligt for dem at bygge selve dæmningsmuren uden at få problemer med slangen. (En slags doping?) I flere år havde slangen nu været meget tilfreds, eftersom den havde fået en større sø at være i. Nu var virkningen fra pillerne imidlertid stoppet, og slangen var blevet vred. De er ikke sådan at spøge med, sådan nogle søslanger!
