Home

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available
Image is not available

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available
Image is not available

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available

Supporting initiatives for
improved living conditions
and development in Lesotho

Image is not available
Image is not available
Slider

News

Lesotho rejse i november 2017

DLN arrangerer i november 2017 en kulturrundrejse til Lesotho.

Who we are

Denmark Lesotho Network (DLN)

Denmark Lesotho Network (DLN) blev stiftet i 2002 som en følge af, at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) efter en økonomisk nedskæring havde besluttet at lukke bistandsprogrammet i Lesotho. Mange af de daværende og tidligere danske udviklingsarbejdere i Lesotho, udsendt gennem MS, havde svært ved at forlige sig med, at det igangsatte danskstøttede udviklingsarbejde i Lesotho pludselig skulle afbrydes. Derfor stiftede de DLN med følgende formål:

  1. At støtte initiativer i Lesotho, som fremmer arbejdet med at udvikle og forbedre levevilkårene i landet
  2. At fremme kontakten mellem folk i Lesotho og Danmark

 

 

DLN køres af frivillige ulønnede personer som en forening med en årlig generalforsamling, hvor bestyrelse og evt. arbejdsgrupper vælges. Foreningens vedtægter kan findes her.

Vedtægter Denmark Lesotho Network
Constitution for the Denmark Lesotho Network

DLN har gennem de senere år haft ca. 100 betalende medlemmer, bestyrelsen består af 7 medlemmer og 2 suppleanter. DLN har ikke et kontor, men DLN er medlem af U-Huset i Århus, hvor foreningen gratis kan låne lokaler til f.eks. bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Bestyrelsen holder også møder over Skype.

Medlemmernes årlige kontingent til DLN dækker driften af selve foreningen i Danmark.

 

Committee

Committee 2016The committee. (from left): Karen Steffensen, Lisbet Kristensen, Grete Mygind, Anne Andersen, Marie Villumsen, Karina Ruby, Carsten Brønden.
Not present: Anne-Marie Erikstrup, Louise Bau Jensen.

Chairman: Marie Villumsen

Marie has worked with development and human rights in Africa since 2005.
email: marie.villumsen@gmail.com

Deputy chairman: Lisbet Kristensen

Lisbet was a development worker with women’s groups in Berea district 1988 to 1992. Lived in Teyateyaneng.
email: lisbetstjerneklar@gmail.com

Treasurer: Karen Steffensen

Karen has been a development worker from 1996 to 2002 in Teyateyaneng Lesotho working for Berea Agricultural group.
email: karen.steffensen@mail.dk

Secretary: Karina Ruby

Karina worked as development worker from 2000 to 2003 in Maseru for Lesotho Society of Mentally Handicapped Persons.
email: rubykarina@gmail.com

Members

Anne-Marie Erikstrup

Anne-Marie is trained as an international social worker and has previously worked in Africa. Works with integration of fugitives in Denmark.
email: amerikstrup@yahoo.com

Carsten Brønden

Carsten started his career as a lecturer at Aarhus Tech and soon moved into international development work. This has brought him to more than 30 different countries in Africa and Asia in terms of short term consultancy jobs as well as longer postings abroad. Latest a two year contract with a large NGO in Namibia.
email: carstenbronden@hotmail.com

Grete Mygind

Grete worked for Danish Volunteer Service at Paray Mission Hospital in Thaba Tseka, Lesotho 1985-88. Established sewing groups. Participated in Helvetia’s project Clean Water with Creative Theatre. Designed courses and trained prison wards on psychiatric pathology. Trained student nurses.
email: mygindgr@post12.tele.dk

Alternates

Anne Andersen

Anne was working for Lesotho Pre-School and Day Care Association (LPDCA) from 1998 to 2001.
email: aan@nrdn.dk

Louise Bau Jensen

Louise lives in Copenhagen, and has a BA in English and International Studies, and an MA in African Studies. Currently, she works in marketing and communication in the educational system. Louise has travelled in the Southern and Eastern Africa, and has spent 5 months in Kenya where she worked with the organizing of street vendors and informal traders in the major cities of Kenya. This work matches the work done by DPE, focusing on the organising of people as a means to empower them. Louise looks very much forward to be a part of DLN, and hopes that DLN and DPE can continue to play a role in capacitating the Basotho in the future.

 

What we do

Gennem flere år har DLN haft to partnere i Lesotho, som vi har støttet med økonomiske midler ved at søge penge gennem Civilsamfund i Udvikling (CISU). DLN er medlem af CISU, som primært får sine penge fra DANIDA. DLN har en enkelt partner, som støttes økonomisk ved at søge midler ved fonde og Kulturstyrelsen.

Der er for tiden 3 projektgrupper, som arbejder med de 3 partnere i Lesotho. Der er en fundraising gruppe, som arbejder på at søge midler via fonde til mindre projekter i Lesotho. Der er en rejsegruppe, som arbejder på at arrangere en turistrejse til Lesotho. Der er en kommunikationsgruppe, som arbejder med informationsmateriale til bl.a. hjemmesiden og facebook. Der er en nyhedsbrevgruppe, som laver et nyhedsbrev hvert kvartal.

De forskellige arbejdsgrupper består af DLN-medlemmer, som har meldt sig til arbejdsgrupperne af pga. interesse. Der er ofte også et bestyrelsesmedlem i grupperne.

I Danmark har DLN en fast årlig aktivitet i form af foreningens generalforsamling. Sommetider holdes der også en fest eller sammenkomst for medlemmerne. Af og til deltager DLN i oplysningsarbejde i Danmark, primært sammen med andre NGO’er i regi af CISU. Hvert tredje år ca. arrangerer DLN en turistrejse til Lesotho for danskere, som gerne vil besøge det lille land i det sydlige Afrika.Se under Tourism in Lesotho

Fire gange om året udsender DLN et nyhedsbrev, som fortæller sidste nyt om foreningens arbejde og generelt nyt fra Lesotho. Se under Newsletters

Generelt kan man få et indtryk af foreningens aktiviteter ved at læse de årlige formandsberetninger.

Current projects

BAG
Berea agicultural group

Self-sufficient in food,
so that they can give their
students a meal every day.
Building 12 water tanks.

RSDA
Rural Self-help Development Association

Building capacity of small scale farmers through water harvesting and vegetable production.

DPE
Development for Peace Education

To empower communities to realise their full potential in transforming their society into a peaceful one

Working kids

- a project under development

 

Bag – Berea Agricultural Group

BAG, Berea Agricultural Group

3_groupwithtankBAG er en forening af skoler i Berea distrikt. Foreningens formål er at blive selvforsynende med mad, således at de kan give deres elever et måltid mad hver dag.

Foreningens hovedaktivitet er et månedligt møde på skiftende skoler, hvor lærere fra medlemsskoler og forældre fra værtsskolen mødes og diskuterer problemer og sammen udfører et konkret stykke havearbejde.

I de tørre perioder kan det være svært for skolerne at skaffe vand til madlavning og til haverne og skolerne har et stort behov for at kunne opsamle og lagre regnvand.

DLN har støttet BAG med midler til bygning af vandtanke. Dels har foundraisinggruppen søgt og fået 48,000 kr fra Lauritzsenfonden og dels har DLN doneret midler til tanke af egne midler. Ialt har DLN-BAG samarbejdet resulteret i bygning af 12 vandtanke, bygget af sten og sand, samlet af skolerne og cement og tagrender m.m. fra DLN.

Det er Lauritzen fonden der har været donor for vandtanks projektet. Se evt. rapporten her: Vandtank projekt rapport

 

 

 

DPE – Development for Peace Education

Development for Peace Education (DPE)

DPE was formed in 1989, in a response to marginalisation and pacification of local communities in development and democratic processes. DPE is a membership based civil society organisation, with the following objectives:

  • To empower communities to realise their full potential in transforming their society into a peaceful one
  • To encourage people to live together, communicate better, plan and implement plans together

The work of DPE is rooted in a belief that organisation and education of community members will enable people to transform their current situation and achieve a higher standard of living, work together, resolve conflicts through peaceful means and play an active role in local and national government structures. DPE currently works in 8 different locations, which have been selected through a deliberate strategy of reaching out to communities in the most remote and marginalised areas of Lesotho.

DPE is governed by an elected Executive Committee and the activities and programmes are carried out by a secretariat with 10 employees and 8 community animators in the organisation’s target areas.

DPE cooperates closely with other civil society organisations in Lesotho and the Southern Africa region and central and local government structures in Lesotho. Projects and programmes are implemented with different donors and development partners.

The DPE working group is responsible for implementation of the donor funded projects, communication with DPE and visits to Lesotho 1-2 times per year to facilitate project implementation. The group also carries out information activities in Denmark, e.g. through contribution to DLN’s newsletter.

The cooperation between DPE and DLN

DLN and DPE have had an informal relationship for many years and in 2008 it was decided to enter into a formal partnership to implement a project on public participation in Lesotho. Since then the partners have implemented two one-year projects focusing on grassroots organisation and education as well as local and national advocacy for improved public participation in policy and decision making. The projects have also included activities to build the internal capacity of DPE.

The first project enabled DPE to start up activities in three new geographical areas and implement different public participation strategies. DPE assisted community members in establishing Community Based Organisations and implemented key public participation strategies: Peoples’ Tribunals and Community Parliament. These strategies link the realities in communities with the national policy processes by educating community members in political processes and enabling them to present their priorities to national decision makers. During the project, a curriculum and training material for new staff members was developed.

The second project focussed on consolidation of some of DPEs key strategies: Community Parliament and capacity building of CBOs to ensure coherence in activities across the geographical regions. Furthermore a comprehensive coaching programme was implemented, focusing on consolidation of DPEs internal financial, organisational and monitoring & evaluation policies.

In 2014, DLN and DPE have applied for a larger third three-year project, which will enable the partners to develop and implement longer term strategies for grassroots mobilisation and education and strengthen the national advocacy for establishment of formal mechanisms for public participation, such as a Public Participation Act that sets out the requirements for policy makers to include the public in drafting and implementation of national budgets, laws and policies. The project will also support the decentralisation process in Lesotho, where decision making and budgeting will be handled at district level rather than national level. Civil society organisations, such as DPE, can play an important role in bringing local authorities and community members together in dialogue about governance and development priorities. The project will be implemented from July 2014 to July 2017″.

With DLN-DPE partnership, DPE has taken to the recognisable heights, Public Participation & Dialogue for Development as part of a Culture of Peace.

The project group in DLN

The DPE working group in DLN has the following members:


Mette Damsgaard

Mette was born and bred in the Danish countryside where she lived with her parents and four siblings. She has since moved to Odense, and is the proud mother of two sons Noah and Johan aged 10 and 5. Mette has been working as a school teacher for 6 years and is currently finishing her MA in Educational Sociology. Mettes main focus has been on political sociology, communication and research methods. She have applied this knowledge and experience on smaller projects concerned with politics and educational systems for museums etc.


Carole Kouassi

Carole holds a Bachelor in European Studies (University of Maastricht) and studies at the moment African Studies (MA) (Copenhagen University). She is currently active at Afrika Kontakt in the Zimbabwe working group and the board. In late 2013/early 2014 Carole had a 4-month internship at a local youth and civil society organization in Zimbabwe, named Youth Forum. This experience offered her a priceless first hand and on the ground experience of the everyday struggles as well as successes of Zimbabwean NGOs in a politically restrictive environment under the leadership of an authoritarian government. Carole hopes that working with DLN will allow her to increase her knowledge on capacity building and grass-roots movements in Africa, and on political lobbying and campaigning in partnership with people and organisations in Lesotho. She very much looks forward to being part of the DLN family


Louise Bau Jensen

Louise lives in Copenhagen, and has a BA in English and International Studies, and an MA in African Studies. Currently, she works in marketing and communication in the educational system. Louise has travelled in the Southern and Eastern Africa, and has spent 5 months in Kenya where she worked with the organizing of street vendors and informal traders in the major cities of Kenya. This work matches the work done by DPE, focusing on the organising of people as a means to empower them. Louise looks very much forward to be a part of DLN, and hopes that DLN and DPE can continue to play a role in capacitating the Basotho in the future.


Marie Villumsen

Marie has studied Marketing and African Studies and has been working with humanitarian assistance, development projects and human rights for many years. She has lived worked in different countries in the Southern African region and is still spending 2-3 months per year in the region, primarily working with civil society on projects focussing on public participation and economic and social rights. The inspiration to join DLN came when she was introduced to the DPE partnership with a strong focus on grassroots mobilisation and education; and since the first meeting with Lesotho and DPE
in 2010 she has been committed to contributing to the work of DLN and DPE to promote democracy and public participation in Lesotho.


Lisbet Kristensen

Lisbet lives in Aarhus where she is the chief accountant in an organisation that works with adult education. Her educational background is in accounting, computers and adult education.
She was a development worker with women’s groups in Berea district 1988 to 1992, where she lived in Teyateyaneng.


Bodil Mathiasen

Bodil is a teacher. She has worked in the Danish Refugee Council for a number of years as integration officer. From 1994 she has been a teacher in a language school for immigrants and refugees in Aarhus. Bodil lived and worked in Lesotho from 1996 to 1999, where she worked with CLRAC – Community Legal Ressource Center – mainly training para-legals in democracy/civic education and human rights. A work period in her life that she look back upon with much joy. Bodil has visited Lesotho many times and still have a lot of very good Basotho friends. She has later worked in Mozambique – training adult education teachers. Bodil often travel to Africa/Asia to teach Danish to UN-refugees that have been granted asylum in Denmark.

Rural Self-help Development Association (RSDA)

Rural Self-help Development Association (RSDA) has been registered as a non-government organisation (NGO) in Lesotho since 1991. RSDA works with local small-scale farmers, the government, and other NGOs to eradicate hunger and improve the livelihoods for the Basotho people in the rural communities. The goal seeks to be accomplished by facilitating help to self-help, and by making the rural population able to implement sustainable farming by providing technical guidance among other things. RSDA implements projects for several donors and partners such as Action Aid, SIDA (The Swedish International Development Cooperation Agency), The Food and Agriculture Organization (FAO) under UN, USAID (The United States Agency for International Development) and Denmark Lesotho Network.

The project group within DLN
The project group consists of the following DLN members: Anders Hedegaard, Signe Hedegaard, Maria Clausen, Nis Kloppenborg Skau, Max Schröder, Anne-Marie Erikstrup, and Line Kaspersen. The members of the group communicate via e-mail, Skype meetings, and face-to-face meetings. The contact to RSDA is maintained by the exchange of e-mails, via conference calls, through quarterly reports, and monitoring visits to Lesotho.

DLN and RSDA’s cooperation
The contact between DLN and RSDA originally came about, when Anders Hedegaard and former member of the project group Karen Steffensen both worked in Lesotho.

DLN and RSDA’s projects have been and still are geographically centred within two of the most drought-affected districts in Lesotho: Mafeteng and Mohales Hoek.

DLN and RSDA began their formal partnership back in 2005, where a grant was approved by Civil Society in Development (CISU – through which it is possible to seek funding for projects by Danish associations in collaboration with local partners in developing countries).

The grant was for DKK 961,682, and the project ran for two years from 2005-2007. The project was entitled “Building capacity of small scale farmers through water harvesting and vegetable production”. As a result of the project 116 water harvesting tanks were built in Mafeteng and Mohales Hoek, and the first steps of introducing the farmers to lobbying and advocacy were taken. Both DLN and RSDA viewed the project as highly successful, and both partners were interested in continuing with the collaboration.

The second joint project took place in 2011-2013 and was entitled “Strengthening small scale farmer producer groups in Lesotho” with a budget of DKK 1.769.214. The purpose of the project was in part to strengthen the capacity within RSDA, and in part to focus directly on strengthening the capacity of 40 farmer groups in the two aforementioned districts in Lesotho. The aim was to strengthen both the internal organisation of the farmer groups as well as their ability to cooperate and network with local and national decision makers. The 40 farmer groups had established 3 umbrella-organisations, which also needed strengthening and training in advocacy and other methods with the purpose of building their capacity and thereby making them capable of affecting the farmers circumstances of life more effectively. Finally, work was done for the training of trainers to ensure sustainability and the sharing of knowledge and experience among the farmer groups. As a direct result of the project two of the umbrella-organisations have been successful in obtaining financial funding, and a training centre was built in Phamong, where the local umbrella-organisation holds meetings, seeds are sold, and there is a surrounding garden, which can be used for demonstrating agricultural techniques.

DLN and RSDA wish to continue their partnership of capacity building farmer groups in Lesotho. The joint mission continues to be to support farmer groups in Lesotho in their efforts to affect their own circumstances of life. The vision is to create farmer organisations across Lesotho that are capable of exerting their influence on local and national decision makers like it has been the case for Danish (powerful) farmer organisations.

Therefore both DLN and RSDA hope that it will be possible to continue the collaboration for the period of 2015-2017/18 with a third project: “Strengthening the organizational capacity of farmer associations emphasizing the skills within lobby and advocacy”. But DLN and RSDA agree on the fact that such an ambitious vision demands perseverance, stability, and capacity, in order for the third project to become a success. It was therefore decided that it would be necessary to strengthen the cooperation prior to a third project through a so called Partnership activity, with the purpose of strengthening RSDA’s capacity to support the farmer groups and their umbrella-organisations. An application was made for a Partnership activity and applied for at CISU. A grant of DKK 498,000 was approved, and the project will be running from January 1st till December 31st 2014. Within this time frame RSDA’s strategy for cooperating with the farmer groups will be analysed and adapted to suit the current needs of the farmer groups.

Working Kids

Baggrunden for projektet, som projektgruppen indtil videre har givet arbejdstitlen ’Working kids’, er et ønske hos initiativtageren, Carsten Brønden, om at bringe såvel egne som gode kolleger og venners erfaringer i spil på en engagerende måde til gavn for fattige børn og unge i det sydlige Afrika. Vi er en flok garvede ulandskonsulenter med bred erfaring, ikke mindst fra erhvervsuddannelse, og interessen og opbakningen til ideen har været stor, lige siden den blev lanceret i begyndelsen af 2015. Inspirationen er delvis hentet fra et vellykket Danida støttet program i Bangladesh, ’Underprivileged Childrens Programme’, hvor gadebørn modtager uddannelse og faglig oplæring, så de kan få kvalificeret arbejde og et bedre liv.
Af forskellige grunde faldt valget på Lesotho, som er det mindste og fattigste land i det sydlige Afrika. Vi kontaktede derfor DLN, som tog positivt mod ideen og opfordrede Carsten til at danne en formel projektgruppe under DLN og stille op til bestyrelsen. Efter en hurtig og entusiastisk opstart gik processen dog lidt i stå, idet det viste sig vanskeligt per distance at identificere egnede, interesserede partnere i Lesotho og at indsamle relevante oplysninger om disse. Rejser til Lesotho blev aflyst eller udskudt, og lokale kontaktpersoner, som arbejde på sagen faldt fra. Erfarne kendere af Lesotho, især formand Anne Andersen og Kurt Johannesen fra projektgruppen, påpegede derfor, at det nok var nødvendigt, at Carsten selv drog derned på fact finding, hvis vi skulle løbe projektet i gang.
En sådan blev derfor gennemført medio februar 2016, hvor Carsten besøgte 4-5 træningsinstitutioner og mødtes med de relevante personer i både Undervisningsministeriet og Arbejdsministeriet. Møderne med ministerierne var arrangeret med hjælp fra Jens Vad, som er bosiddende i Lesotho og medlem af DLN. En lokal frivillig, Ms. Lucy Mokhatlampolo, var med på hele rundturen, mens Jens Vads lokale kollega, Mr Siriti Phate, deltog i programmet i Maseru (Jens selv var på konsulentarbejde i Sierre Leone.)
Hensigten med møderne med ministerierne var kort at orientere om vore planer, samt at sikre, at vore intentioner ikke kolliderer med regeringens politikker og planer på området. Møderne med begge ministerier var meget positive og interessen var stor, – selvom det lykkedes at gøre det klart fra starten, at der bliver tale om et NGO projekt, og at vi som sådan, hverken har noget officielt mandat eller donorpenge i ryggen.
Besøgene hos træningsinstitutionerne var også positive. Vi fik et godt indtryk af deres aktiviteter og også af de udfordringer, de kæmper med. To-tre af institutionerne udtrykte ønske om at samarbejde med os, men der forestår stadig en hel del afklaring og benarbejde, inden vi kommer så langt. Og erfaringen viser, at det kan være lidt svært at klare den slags per distance. Lige nu overvejes det, om en mulig model for samarbejde kunne være, at en større, velkendt NGO som Lesotho National Council of Women, (hvis målsætning er helt i tråd med CISUs retningslinier for støtte) kunne være den overordnede partner, som danner rammen om en række mere specifikke aktiviteter til støtte for institutionerne. Men vi har ikke rettet nogen officielt henvendelse til nogen endnu, og det kan forudses, at der nok bliver behov for en rejse mere inden så længe.

Medlemmer af projektgruppen er: Carsten Brønden, Kurt Johannesen, Mogens Jensen, Erik Lyby, Poul Ingerslev, Jens Vad, Grete Mygind

Tourism in lesotho

GO TO LESOTHO AS A TOURIST

One way to promote contact and exchange between people of Lesotho and Denmark could be to motivate more Danes to travel to Lesotho to discover the beautiful country and it’s people.

At the vision meeting in September we decided that DLN would like to support people/members who want to organise trips for tourists to Lesotho.

If you want to organise a Lesotho-trip for a group of people, you are very welcome to approach the DLN board for advice and good ideas. 

We can try to link you to a tour operator with membership of Rejsegarantifonden, which will be preferable for a group tour. We can also advice you on some practical issues regarding travelling to Lesotho, such as infrastructure, health, hygiene, crime, food, water, culture. We can give you some tips on what to see and what to do in Lesotho. We can advice you on accommodation and transport. If you are a group and want to see the project supported by DLN, we can link you to the partner organisation in Lesotho and help you to organise a visit to the project.

Why go to Lesotho?

Lesotho is a very interesting destination for many various reasons. The country has a pleasant climate with long and warm, not too hot, summers and short and cold winters. The landscape is beautiful with small and big mountains all over, rivers, lakes and charming villages in the valleys. The mountain areas are wonderful for trekking tours. The Basotho people are friendly and peaceful.

Since the country is a high altitude country with the lowest point at about 1500 meters above sea level, there are not many of the usual tropical diseases seen in Africa. There is no malaria etc. So far, not many tourists have discovered Lesotho, so you will get an unspoiled and natural impression of Lesotho and its people.

Lesotho is encircled by South Africa and can therefore very well be visited in combination with a tour to South Africa.  DLN would especially like to support people who will take tourism to Lesotho in such a way that the local people in Lesotho will benefit from the visitors. That could be by using local accommodation and buying food from local people.

Get Involved

Become a member of DLN

A membership is for anyone who shares our values

Anyone, who can support the aims of DLN, can achieve a membership.

Members contribute to support initiatives in Lesotho that develop and better living conditions in the country.

Members will receive an electronic newsletter four times a year and be invited to DLN’s annual general assembly.

The cost of membership is 100 Danish kroner yearly to be deposited in the DLN bank account at
Merkur Bank
reg. no.: 8401
acc. no.: 0001061912.

A First timer in Lesotho

By Claus Bo Jensen, Nov. 2005

9_afirsttimeinlesotho003When I told people, that I was going to Lesotho, the most common reaction was a little confused expression on the other persons face – where is that, and why would anybody spend their holiday going to a place like that? When I then told that I was going with people, who would be looking at water tanks – then the majority would think, that I was at least a little crazy – if not a lot!

My first impression was – really no impression at all! We were quite late driving from Johannesburg, and it was completely dark, when we arrived at the border. About an hour earlier Karen and Karina told me “if we came here during the day, you could see the boring flat landscape of South Africa changing into hills and mountains, and it’s very pretty”. All I could do was saying – “well, I believe you”. But the next day I found out.

We were here to see how the water tank project was going, and on that next day we left Maseru and drove south towards Mafeteng. And we had some great views – it reminded me of old western movies, with the dry land and the tabletop mountains. And we even saw the local variety of a cowboy, with blanket and rubber boots.

I had heard a lot about water tanks before we left, and I was looking forward to see what they really looked like. And it was quite interesting. The area was very dry, and it was obvious, that the tanks made a difference. The houses with tanks had gardens, and those without just had dry land. The farmers all wanted to have a tank, and even those who already had one, wanted one more. Well it is easy to want a present, but here they have to do something themselves – collect stones and sand – so I believe that the wish is a real one. It is the kind of project, which I believe is the right way: not a revolution, but a small thing, which helps instantly and can run without the need for more money.

A few days later we went on another trip to see some more villages, tanks, gardens, chickens etc., this time to the south of Lesotho near Quthing. It was quite a long drive, and I was surprised to see how good the main roads are, compared to other African roads (it changed instantly (!), when we left the highway and went into the countryside and used more than 2 hours to drive the last 40 km.).

Another strange thing is that you see very, very few bicycles – almost none. Fortunately we had brought our hiking boots, and in the afternoon we made a trip up into the hills where – another surprise – we found some very large fields. We also saw, that some modern technology is coming very fast to Lesotho. Here, in the middle of nowhere, you could send an SMS!

So – what was the best of the whole trip? The best I think was, that when you travel like this, you get a chance to see what is going on behind the surface. As a ‘normal’ tourist you would never come to a village at the end of a gravel road, you would not see the university or an editorial office, and you would probably never taste motoho (one can argue if that is good or bad!).  I really think Lesotho is a great country, and hope to be back again some day.

Lesotho i november 2017

Lesotho, stedet, hvor de andre turister ikke er (endnu)

Tag med til et sted, hvor du med garanti ikke vil drukne i turister – tag med til Lesotho i det sydlige Afrika. Det bliver en oplevelse for livet!
Denmark Lesotho Network (DLN) inviterer dig på en kulturrundrejse, der byder både på flot natur og spændende kultur. Du vil komme til at møde de lokale, som du kommer helt tæt på.
Rejsen foregår fra torsdag den 2. til torsdag den 16. november 2017.

Program:

2. nov.
Fly fra Kbh. til Maseru, som er hovedstaden i Lesotho.
3. – 4. nov.
Malealea – en lodge i bjergene. Besøg på et dansk støttet projekt. Mulighed for ridning.
5. – 6. nov.
Quthing. Se dinosauerfodspor og hulemalerier. Se Lesothos første skole og missionærernes første bolig i en klippehule. Oplev et uspoleret afrikansk bymiljø og et gammelt engelsk administrationssted. Evt. besøge børnehave eller teknisk skole.
7. – 8. nov.
Semonkong Lodge inde midt i bjergene med mulighed for rappelling ned langs det sydlige Afrikas højeste vandfald, vandring og besøg hos en god fortæller. Lokalt orkester underholder en aften.
9. nov.
Blue Mountain Hotel, Teyateyaneng. Besøge Berea Agriculture Group (BAG), en forening, der med dansk støtte bl.a. bygger vandtanke til skolehaver.
10. – 11. nov.
Tseshlanyane National Park, Maliba Lodge. Smukt bjerglandskab. Besøge autentisk landsby. Mulighed for ridning.
12. nov.
Maseru. Vi bor centralt på Lancers Inn. Udflugt til Thaba Bosiu, bjerget, hvor de kongelige og gejstlige ligger begravet.
13. nov.
Maseru – Besøge børnehave. Besøg i privat hjem.
14. nov.
Maseru på egen hånd
15. nov.
Fly til København
16. nov.
Hjemkomst

Synes du det kunne være spændende, så sæt kryds i kalenderen og begynd opsparingen. For kun ca. 16.500 kr. får du denne unikke oplevelse. Enkelte måltider og drikkevarerne er ikke inkluderet i prisen. Send en melding til os på l@askw.dk eller aan@nrdn.dk om din interesse. Så er du sikret en plads på forhånd. Kender du nogen, du tror, vil være interesseret, fortæl endelig om rejsen og giv detaljerne videre.
Ret til ændringer forbeholdes.

 

 

 

 

 

The hidden Lesotho

– trekking in the Maloti Mountains

By Claus Bo Jensen, Dec. 2005
Photos: Karen Steffensen, Steering Committee member

– I wake up at 5 o’clock in the morning in our rondavel in the tiny village Ha Mothakhati, high on the banks of the Senqunyane River. It is still dark, and it takes some time to figure out the sounds, which have woken me up – it’s the sheep and goats leaving for another day in the mountains. I turn around in my sleeping bag and close my eyes again, but I can’t sleep – I just lie there and think of the difference from the busy city of Maseru, which we have left just 2 days ago.  “We” are 3 Danish tourists and our friend and guide Joe Thaba from the Raboshabane Tour agency. One of us had made this trek with ntate Thaba a few years ago – very likely the first tourists ever – and now we were going to be the second group. From Maseru we drove to TY, and then east to Mapoteng. In Mapoteng we visited the police station to let them know our route and what we were doing – just in case – and then we continued another half hour to the village where the road ended. Now the easy part was over, and we had to put our luggage on the back and start walking.  The first part was easy though, going through the tiny villages of Ha Lieta and Ha Mokhethi. The people were curious, and wanted to know where were going. They were sure that we were going to do some work because we had so big backpacks. These people really know how to travel light, with just a stick and a blanket, so of course they look at our luggage and wonder. One farmer was going the same direction, and he showed us the right path to Mosalemane pass, and then he left. The “road” up Mosalemane pass is an old road built in the 50’es. The road used to be a “highway” in the mountains linking the villages near the river with the rest of the world, but nowadays it has lost its importance, because better and more direct roads have been built. But for walkers like us it was perfect. It was a long and hot walk to get to the top, but when we finally made it the view was fantastic.  Up there is a large kind of a plateau with no villages or anything. Just a herd boy with his sheep or cattle now and then. We walked for maybe another hour and found a very beautiful campsite near a small stream, where we set up our tents for the night. We found some wood, cooked our supper and sat around the fire and watched the sun go down and the stars come out. It is amazing how many stars you can see, when there is no electric light anywhere.

The next day we continued crossing the plateau. It was a little up and down – not totally flat – but much easier than the day before. The weather was fine in the morning, but clouds were building during the day, and just as we had made it to the other side and were beginning to descend towards Ha Mothakhati, it started to rain. So we were wet and cold when we reached the village. We found the chiefs rondavel, and asked him, if we could camp somewhere near the village. He remembered those, who had been there on the first trip, and was very nice. Instead of a camping spot he showed us an empty rondavel, and said we could sleep in it. As a result of the new road mentioned earlier, the village now has a small shop, and we went there and bought some biscuits and a candle to light up our new “home”.

When we finally got up on that third morning, we were treated with papa and mafi, and then we  continued towards Senqunyane River. We were not going to cross the river, but we had to cross a smaller stream, witch had quite a lot of water because of the rains the day before. We followed the road a bit with nice views of the river, and then we started walking round Thaba Putsoa Mountain and westwards, up on the plateau again. Again we could see the clouds and hear thunder around us, but today it did not come our way. Our plan was to descend from the mountains today, but when we looked at our map in the afternoon, we realised, that it was going to be too late. Instead we found another nice place for our tents, and enjoyed another nice evening under the stars.  The fourth and last morning we got up at sunrise. The backpacks felt light now – we were getting used to them and we had eaten our food! Just as we were packing we saw 3 people coming towards us – it was the police. They were not looking for us though, but there had been some trouble near by, and they were going to investigate it. We just had to walk up a small pass, and then a long way down again to the valley. Soon we saw fields and houses again, the houses became a village, the path became a road, and we were back in the civilisation again.  Read more on www.raboshabane.co.ls

Jagten på de varme kilder

– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.

By Karina Ruby, Steering Committee member

trekkingLørdag eftermiddag den 8. marts 2003 hentede jeg Thaba, min gode ven og tidligere arbejdskollega/chef, ved universitetet i Roma, hvor han underviser om lørdagen. Vi kørte straks nordpå til byen Teyateyaneng og videre østpå til Mapoteng, hvor vi havde aftalt med politiet, at vi kunne parkere bilen ved politistationen, mens vi vandrede i bjergene.

Vi havde nemlig planlagt at gå ud og lede efter nogle varme kilder, som efter sigende skulle befinde sig langt ude i det øde bjergland, men som ikke er angivet på noget kort og kun er kendt af den lokale bjergbefolkning.

For Thaba var det med bagtanken at finde ud af, om det eventuelt kunne være et potentiale for fremtidig turisme; guidede vandreture til varme kilder. For mig var det med eventyrlyst og håbet om en flot trekkingtur i det ukendte. Vi var spændte, vi vidste nemlig ikke helt, hvad vi gik ind til.

Politiet modtog os venligt og bekræftede, at det bedste og sikreste sted at parkere bilen ville være på politistationens grund. De spurgte nysgerrigt til vores planer og undrede sig vist over, hvorfor vi dog ville begive os op i de øde bjerge. Thaba forklarede, hvor vi havde tænkt os at gå hen: op over Mosalemane Pass, videre østpå til Senqunyane River, måske over til Serobeng Pass og derefter vende om og komme tilbage til bilen efter tre dage. Ved nogle små landsbyer ude i nærheden af floden skulle der være varme kilder, som vi ville forsøge at finde. Derfor denne vandretur.

Om betjentene havde hørt om kilderne? Nej, det havde de ikke. Om de troede, det ville være sikkert for os at vandre rundt deroppe? Hvordan med kvægtyve og andre kriminelle? Ville de lokale hyrder se venligt på fremmede, hvis vi mødte nogle af dem? Betjentene mente ikke, kvægtyvene ville interessere sig for os, når vi ikke havde kvæg med, og når vi ikke lignede politifolk. De lokale folk ville formentlig være venlige, men de er lidt mærkelige deroppe i bjergene! Og Mosalemane Pass er meget stejlt, og Serobeng Pass er meget langt væk! De rystede uforstående på hovedet.

Det har set underligt ud i deres øjne: en sort mand og en hvid kvinde med store rygsække på, en masse slid og slæb forude, op i bjergenes øde tomhed. Hvorfor dog det, når man kan nyde civilisationen i bil og hus nede i lavlandet? ”Jeg kan godt lide bjerge, og jeg kan lide at vandre”, sagde jeg. Selvom betjenten udmærket forstod engelsk, forstod han ikke indholdet af min sætning, det er jeg sikker på.

Turisme er stort set et ukendt begreb i Lesotho; i alt fald er trekking og anden friluftsliv næsten ikke eksisterende i landet, som ellers har en enestående natur og oceaner af muligheder for netop den slags aktiviteter. Der er efter min mening et kæmpe stort uudnyttet potentiale, som både heldigvis og ærgerligt nok ikke er opdaget endnu.

Fra Mapoteng tog vi en lokal bus (en overfyldt Toyota Hiace) til sidste landby på vejen østpå, Makhoroana, hvorfra vi skulle gå en times tid til flækken Ha Lebese, hvor Thaba har nogle slægtninge boende (hans svogers familie). De vidste ikke, vi ville komme, for de kan ikke kontaktes per telefon eller anden hurtig form for kommunikation. Han havde aldrig været der før, kun truffet dem ved familiefester andre steder, så han var ikke helt sikker på, hvor de boede.

Vi gik en times tid fra asfaltvejen ad grusveje og stier ind til landsbyen Ha Lebese. Det var lige blevet mørkt, da vi kom til de første huse, og vi spurgte nogle af de første folk om vej til Thabas slægtninge. En dame gik med os det sidste stykke, så vi kunne finde det rigtige hus i landsbyen. Det var Thabas svorgers onkel og dennes husstand, vi blev ledt til.  Thaba forklarede, hvem vi var og vores ærinde i området og spurgte, om vi måtte slå vores telt op her på deres grund. Vi var velkomne, og de tilbød os at sove i et rum i huset i stedet for teltet. Det tog vi imod, for det var naturligvis lettere end at skulle til at slå telt op i bælgravende mørke. De var alle i deres pæne tøj for de var lige kommet hjem fra en begravelse, hvilket efterhånden er den mest almindelige lørdagsbeskæftigelse i Lesotho.

Vi sad et par timer, hvor de snakkede på sesotho om vores planlagte vandretur og om forskellige familierelationer. Den gamle mand kendte godt bjergene omme på den anden side af Mosalemane Pass, der havde han ofte hyrdet kvæg i sine unge dage. Han vidste også besked med, at der skulle være varme kilder et sted deroppe. Vi skulle bare spørge de lokale hyrder deroppe, hvor de findes, for de bruger dem til at vaske sig i specielt om vinteren.  Vi overrakte familien den dybfrosne kylling, vi havde med fra supermarkedet i Maseru, som tak for husly, men da de jo havde spist til begravelsen den dag, ville den først skulle spises næste dag. Da de forlod vores soverum, spiste vi lidt af vores medbragte brød og peanut-butter, inden vi lagde os til at sove.

Næste morgen blev vi vækket kl. 5, så kunne vi nemlig gøre os klar til at gå og slå følgeskab med en mand, som skulle i samme retning som os. Vi begyndte at gå kl. 6, og efter tre timer nåede vi mandens landsby Ha Lieta, som var en af de sidste flækker inden det for alvor begyndte at gå opad mod Mosalemane Pass. Nu var kl. 9, og vi var på egen hånd og seriøst på vej op mod et bjergpas, som ville bringe os op på bjergplateauet, hvor vi de næste par dage skulle vandre rundt. Det var for alvor ved at blive varmt, og da vi var kommet et stykke udenfor landsbyen, lynede jeg buksebenene af; nu måtte det kunne gå an med shorts.  Det var nemt at følge stien op mod passet, og den var oven i købet ”bygget” af sten på alle de stejleste steder, så den ikke rutschede væk i regnvejr.

Tilbage i 50’erne blev den brugt meget af handlende, som transporterede fåreuld ud fra bjergene og madvarer, sæbe og værktøj ind i bjergene. De gik så på et tidspunkt sammen om at lave (forstærke) stien. Nu var der ikke længere så meget gang i uldhandelen, mange af væverierne i lavlandet er lukket, men bjergfolket benytter vejen til at komme til lavlandet og handle en gang imellem.

Vi mødte nu kun et par koner med nogle sække fulde af ferskener på et par æsler, som var på vej op mod passet ligesom os. De ville ind og sælge ferskenerne til bjergfolket, eller måske bytte dem væk mod noget uld eller kød. Ellers masede vi os uforstyrret op af passet, og vi masede virkelig.

Det var sved-dryppende varmt, det var stejlt og det var HÅRDT. Vi måtte holde mange pauser, og da vi var ¾ vej oppe, var Thaba lige ved at give op; jeg kunne se, at han var helt flad. Da fandt jeg de to energi-drik frem, som jeg havde taget med uden hans viden. Det var lige det, der skulle til. Derefter gik det igen stødt og roligt det sidste tykke til toppen, som vi nåede kl. 13.  Uauwh, nu stod vi på Mosalemane Pass og kiggede mod øst ind over højplateau’et, som var utrolig smukt, storslået og øde. We made it.

Efter syv timers vandring, de sidste fire stejlt opad, nåede vi toppen af passet med fuld oppakning i stegende sol. Vi fotograferede lidt i alle retninger og gik så et lille stykke ned til et vandløb og holdt frokostpause. Et herligt rislende koldt vandløb, som jeg bestemte mig for at drikke af direkte, da der ikke så ud til at være noget som helst levende ovenfor det. Bjergvandet i Lesotho er rent og smager rigtig godt. Det var vel den herligste og mest velfortjente frokostpause, jeg meget længe har haft. Vi sad og blev enige om, at det der flade plateau, som vi havde forestillet os, nu ikke var helt så fladt endda. Det var faktisk et temmelig kuperet terræn, men vi måtte dog bestemt have overstået det værste. Det viste sig heldigvis at være korrekt.

Med fornyet energi fortsatte vi østpå ad stien, mens vi sammenlignede det virkelige landskab med vores kort. Jeg havde været nede ved Department of Lands, Surveys and Physical Planning og købe fire meget detaillerede kort, som skulle dække vores vandring. Kortene er for så vidt rimelige med højdekurver osv., men de er forældede. De sidste nye store dæmningsanlæg er f.eks. ikke med, og de har dog forandret landskabet betydeligt. Der er opstået et par store søer, og nye veje er anlagt, og de fremstår slet ikke på kortet. ”Desværre, har vi ikke penge til at updatere kortene,” sagde den flinke mand på LSPP-kontoret, ”men næste gang Schweizerne bevilger os penge og teknisk assistance til kortproduktion, er det dæmningsområdet, som har første prioritet.” Ingen ved, hvornår det bliver.

Vi mødte nogle enkelte hyrder og folk på vej mod lavlandet for at handle undervejs, og dem spurgte vi om vej, så vi var sikre på at holde os til den rette sti. Vi stilede mod landsbyen Ha Mothakathi nær den store flod Senqunyane River.  Vi kom over et par mindre stigninger i løbet af eftermiddagen og var på vej ned over en stor og langsomt skrånende bjergside, da det nærmede sig mørkets frembrud. Vi vidste ærlig talt ikke præcis, hvor langt vi var kommet, og hvor langt der stadig var til landsbyen.

Ved 18:30 tiden kom vi forbi et vandløb, og det var ved at være tusmørke. Vi blev enige om at slå lejr der, for det var et fint sted. I løbet af 20 minutter slog vi teltet op og installerede os, og så var det ellers mørkt og koldt. Vand fra bækken og 2-minutes-noodles på trangiaen gav et vidunderligt aftensmåltid. Vi havde vandret 12-13 timer den dag, og det var bestemt i overkanten; vi var meget trætte og ømme i både ben og skuldre. Det er knageme hårdt at gå med fuld oppakning.

Der var totalt stille og øde omkring os, og stjernehimlen var fantastisk. Vi havde ikke på fornemmelsen, at der var mennesker i miles omkreds, men vi vidste reelt ikke, om landsbyen var tæt på eller stadig langt væk. Vi så dog hverken lys, dyr eller mennesker.  Vi lå i soveposerne og småsnakkede, var tæt på at sove, da vi hørte en lyd udenfor teltet. Det lød bestemt som fodtrin, synes jeg. Vi stivnede og stirrede ud i mørket. Thaba spurgte gennem teltdugen, om der var nogle. Intet svar. Han kravlede ud for at se efter men så ingenting. Vi hviskede lidt frem og tilbage om kvægtyve, røvere, nysgerrige landsbyfolk og vilde dyr. Ingenting fandt vi ud af, og lydene forsvandt, og til sidst faldt vi i søvn, og ingenting skete. Det var jo meget godt. Natten var kølig men ikke mere, end at en enkelt trøje og en god sovepose var fint.

Næste morgen kunne vi for alvor se hele dalen, hvor vi havde slået lejr; det havde været lidt for mørkt, da vi ankom til at se det. Hvilken morgenstund! Solen stod langsomt op over bjergkammen og skinnede til sidst ned på vores telt, og det begyndte at blive dejlig varmt. Hvor var det dog smukt. Kaffe, havregrød og peanutbutter-brød smager fantastisk sammen med udsigten til grønne græsklædte bjerge foran en dybblå himmel. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Vi tog den med ro og startede først ved 9-tiden med at vandre. Det gik igen lidt op og lidt ned, rundt om et bjerg, langs et vandløb og efterhånden mest nedad. De første tre timer mødte vi ikke en sjæl, men sidst på formiddagen mødte vi et par hyrdedrenge ved vandløbet, som kunne fortælle os, at de vogtede får men egentlig hellere ville gå i skole, og at vi ikke havde langt igen til landsbyen.

Vi fortsatte nedad langs vandløbet og ved 13-tiden nåede vi landsbyen Ha Mothakathi.  Vi kunne se landsbyfolkene i gang med at høste på en mark længere nede mod floden, men for en ordens skyld startede vi med at gå til høvdingens bolig midt i landsbyen. Her var kun en gammel kone hjemme, men hun fandt en dreng, som kunne følge os til høvdingen nede på marken.

Han ledede høstarbejdet, som foregik i fællesskab med sejl og opmuntrende råb. En hel flok mænd går på række og høster den samme mark, foroverbøjet med en kortskaftet sejl i hånden og lidt forskudt, så de effektivt får det hele med. Kvinderne sad på græsset ved siden af hvedemarken og var ved at gøre mad klar til de høstende mandfolk. De havde slæbt gryder og skåle og tallerkener med oppe fra landsbyen, og der var tilsyneladende også hjemmebrygget øl, som nogle enkelte mænd var blevet godt berusede af.

Høvdingen hilste venligt på os og lyttede til Thabas forklaring på, hvem vi var, og hvorfor vi kom der. Han bekræftede, at der findes varme kilder i området; de bruger dem til at vaske sig i om vinteren. Han udpegede et sted for os nær et træ på den anden side af floden, hvor vi ville finde kildevandet komme piblende op af jorden. ”Det er dog ikke varmt om sommeren, kun om vinteren”, sagde han.

Begejstrede gik vi videre – nu skulle vi finde de varme kilder, som var målet for denne vandretur. Vi kom ned til floden, krydsede den ved et vadested, gik hen mod det udpegede træ, og der fandt vi faktisk en kilde, som piblede frisk vand op af jorden. Til min skuffelse var vandet ikke særlig varmt, og det lugtede heller ikke særlig meget af svovl, men den var der da. Nå, nu havde vi fundet de varme kilder, og vi fortsatte langs floden til den løb ud i den rigtig store flod, Senqunyane River. Den fulgte vi nordpå en times tid, hvorefter vi igen drejede tilbage vestpå igennem en lille landsby, for nu var det tid at vende og lade ruten gå tilbage mod vores udgangspunkt.

Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå at krydse Senqunyane River og komme helt over til Serobeng Pass, som vi havde håbet på. Landsbyerne her ved floden ligger meget afsides, der er ingen vej dertil, og man ser derfor heller ingen biler eller andre køretøjer overhovedet. Der er mindst en dags vandring ud til en vej, hvor der kan køre biler, måske en halv dags rejse på hesteryg. Der er gangstier mellem landsbyerne, og der en adskillige landsbyer langs med floden, men i mine øjne ser de ikke ud til at være forbundet med verden udenfor dette bjergområde.

Vi spurgte flere folk ved landsbyerne om de varme kilder, og de sagde alle, at de findes flere steder i området, og at de er varmere om vinteren. De lokale folk havde også forklaret os en vej nordvest over, hvor vi kunne ramme vejen ved Ha Seala og derfra finde biltransport tilbage til Mapoteng. Det ville vi gøre for ikke at gå samme vej tilbage som ud; det er sjovere at gå en rundtur.

Vi fandt en sti i den rigtige retning, mødte en enkelt kone undervejs, som var på vej tilbage fra indkøb. Hun havde købt et nyt tæppe til at sove med om natten. Det krævede en dags vandring ud til butikken og en dags vandring hjem igen. Vi gik op over et mindre pas og kunne samtidig se skyerne samle sig østpå og blive mørkere og mørkere. Det ville garanteret ende med tordenvejr som så ofte om sommeren i Lesotho, og med torden kommer der altid blæst og regn. Vi så det komme nærmere, og det passede fint, at vi ved 18-tiden var ved et vandløb, som kunne være et godt sted at slå lejr. Det gjorde vi, og lige som vi havde fået teltet op, faldt de første regndråber. Det gav sig for alvor til at storme og regne, men det lykkedes dog at sidde i teltåbningen og passe trangiaen udenfor, så aftensmad fik vi. Da vi senere lå i soveposerne, lynede og bragede det helt vildt. Jeg håbede, at teltet kunne holde til den kraftige storm og regn, og at lynet ikke vilde slå ned i os, men det gik heldigvis fint. Det er utroligt, som tordenbragene kan runge inde mellem bjergene.

Næste morgen var det rigtig koldt udenfor teltet, som lå helt i skygge nede i den smalle dal. Vi forventede at have en lang vandredag foran os, så vi stod tidligt op – kl. 5:30, tror jeg. Varm kaffe og havregrød blev indtaget inde i teltet med fleecetrøjerne på. Da vi havde pakket sammen og skulle til at gå, kom der en enkelt vandringsmand forbi på stien ovenfor lejrpladsen. Han viste sig at skulle samme vej som os og ville gerne slå følge med os. Det var jo fint, så havde vi en vejviser. Det var en ung fyr, som arbejdede som hyrde for en kvægbonde. Han havde nu været en måned alene oppe i bjergene på en kvægpost og havde ikke snakket med et menneske i en hel måned. Nu skulle han hjem på besøg ved sin familie, hvor han kom fra. Han sagde, at han godt kunne lide tilværelsen alene med kvæget i bjergene. Der er fredeligt, og ingen slås eller generer hinanden, sagde han. På spørgsmålet om han læste bøger eller gjorde andet for ikke at kede sig, måtte han benægte. Han kunne ikke læse, men han kedede sig ikke og savnede ikke nogen form for underholdning. Men enhver kan vel komme i selskabsunderskud; han så i alt fald ud til at nyde vores selskab meget, og han ville gerne snakke.

Hele denne tredje vandredag var ligesom de to foregående utrolig smuk. Vejret var igen solskin og blå himmel, det blev hurtigt varmt, da solen kom op over bjergtoppene. Den første halvdel af dagen gik vi mest op, indtil vi nåede toppen af et pas, og derefter gik det stejlt nedad og derefter mest ligeud, indtil vi nåede landevejen. Den unge hyrdemand lærte mange ting ved at vandre en dags tid sammen med os. Han havde aldrig før set et transportabelt køkken, hvor man så let kunne lave mad til frokost, som da han så min trangia og smagte vores 2-minutes-noodles. Så smarte nogle rygsække til at bære megen bagage i havde han heller ikke set før. Han syntes sågar, det var sjovt at gå med en af dem.

Jeg lærte også meget om Lesotho og en bjerghyrdes liv ved at høre om hans liv. Så enkel en tilværelse man dog kan have. Stå op og gå i seng med solen, kigge efter kvæget, ikke eje mere end hvad man kan bære i en skuldertaske og ikke forholde sig til andre mennesker overhovedet. Meget overskueligt og simpelt, ikke de store valg at træffe i hverdagen, og ingen stress og jag. Men ville jeg bytte? Nej.

Da vi først kom ned til landsbyerne nedenfor passet, var det tydeligt, at vi igen var tilbage i lavlandet. Her var der mange mennesker, mange landsbyer, markerne var opdyrkede og der var jordveje, hvor oksetrukne kærrer kunne komme frem. Senere blev det til grusveje, hvor selv firhjulstrukne biler kunne køre (vi så dog ingen). Hele tiden troede jeg, at nu måtte vi da snart være ude ved landevejen, men der var faktisk tre timers vandring nede i dalen/lavlandet, før vi endelig ved 18:30-tiden nåede helt ud til den grusvej, hvor offentlig transport kan findes.

Vi fangede den sidste minibus ind til Mapoteng, hvor vi jo havde bilen holdende på politistationen. Vi var naturligvis godt snuskede efter tre dages sveddryppende varm vandring i bjergene uden ret megen dyrkning af personlig hygiejne, og jeg må indrømme at hele kadaveret var ømt og træt af lange dagsmarcher med en tung rygsæk. Det var ufattelig skønt at sidde i et motortrukket transportmiddel.

På politistationen fandt vi bilen i god behold, og betjentene så os undersøgende an. ”Nåh,” sagde overbetjenten, ”der er langt over til Senqunyane River, hva´.” Hvordan kunne han nu lige præcis vide, at det var så langt, som vi var nået? Hvorfor lagde han ikke ud med at spørge os, hvor vi egentlig havde været? Det snakkede vi meget om i bilen på vej tilbage til Maseru. Det måtte forholde sig sådan, at politiet har spurgt folk, som kom ned fra bjergplateauet, om de havde set os eller hørt om os, og dermed været i stand til at følge vores færden. Måske havde de selv haft betjente deroppe og kigge efter kvægtyve, og de har vel så forhørt sig blandt hyrder og bønder deroppe om de to vandrere. Måske skulle vi alligevel have højere tanker om politiet i Lesotho, end vi havde haft hidtil? Måske har de faktisk været lidt bekymrede for os og holdt lidt øje med os. Det var faktisk en interessant opdagelse.

Tilbage i Maseru analyserede vi turen lidt hen over en pizza. Vi var enige om, at det havde været en forrygende god tur, en meget intens naturoplevelse med den der interessante følelse af at være meget lille midt i den store natur. Det havde dog været temmelig meget af en stroppetur, vi havde vandret henholdsvis 12, 9 og 11 timer om dagen, men som research af området havde det været ok.

Man kunne fint arrangere vandreture for turister derop, men det skulle gøres mere mageligt. Man kunne bruge fire eller fem dage i stedet for tre til vores distance, og man kunne have æsler med til at bære bagagen. Det ville straks gøre turen attraktiv for mange mennesker. Man kunne også fortsætte østpå til Katse Dam, og så tage offentlig transport hjem derfra. Der er flere muligheder for ruter, både korte og lange, på Berea Plateau.

Fremtiden rummer bestemt muligheder, men det skal gribes rigtigt an.

What they feed on

By Anne Andersen

Kvinde ved mølleI am often asked what the population of Lesotho feeds on. The answer has often been a little under end because from the outside it looks like to some degree they feed on the same as us here in Denmark. They sit at the checkout at the supermarket, they serve in restaurants, are teachers, bank clerks, taxi drivers, pizza bakers, nurses etc. Not only in the countryside they have cows, sheep, goats, pigs and horses. They also have livestock in the middle of their capital, so agriculture must be added to “what they feed on.” On the trip I have been on in October 2011 we saw some dromedaries, which vegetated on the lawn by the Ministry of Agriculture. They don’t feed on them. They were not used for anything. They were a gift from Gaddafi!

One evening the bus with us ten participants arrived to Aloe Guesthouse in Pitseng. Cow herons were starting to find shelter for the night in a pair of tall pines, and Ibis were screaming themselves. We were hungry, and going to eat. We walked past a big white painted truck engine, which apparently was gratuitous besides a building. Outside the building there were some steel crates with chimneys on. I wondered about it, but forgot it quickly, as there was rice, stew and moroho on the table. Next morning when we went from breakfast, I got the answer to what it was. Not right away of course, but little by little.

First I saw some women come bearing some heavy white sacks. On them was written: corn, rice, made in China etc. Then a woman came with a large piece of plastic, which she spread out on the ground. Others had picked tubs and barrels, which were put on the plastic. A young woman sat in the shade nursing a tiny baby, and beside her she had a child who had almost learned to walk. Now all was ready to start work. The bags were opened and the contents proved not to be rice and maize. It was something reddish and brown. It was distributed in casks.

Then one of the older women took a dish and held it up high and began to pour the contents into a bowl, and the wind took some of the lightweight material away.

Another sack was emptied onto a steel table and a woman began to sort. The young mother had finished breastfeeding and the baby was tied to her back so she could work. She had both her children with her at work, and despite the fact that they both wept, she had to use her hands fast to sort. Now I had to go close to see what it was, they worked with. It was dried rosehip. Not the big fat ones, as we know from the beaches in

Denmark, but some smaller ones, resembling the wild rose hips, we use for Christmas decorations. Now the answer was there on what the truck engine and the strange steel boxes with chimneys on were for. This was obviously a place for the drying of rosehip. The women said they picked the rose hips in the countryside. They were used as a spice and marmalade. At the ongoing tour of the country all our eyes had now been opened to the fact that there are actually many rose hip bushes with delicate pink flowers. Rose hip can be added to “what they feed on.”

Rejsebrev

– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.Fra dam til dam, fra Mohale Dam til Katse Dam

By Karina Ruby, Steering Committee member

rejsebrevDet var så småt ved at blive vinter i Lesotho, måske lidt sent på året til en vandretur, men vi havde ikke haft tid før og nu skulle vi altså lige nå at gå Dam to Dam, inden jeg skulle rejse hjem. Det var fredag d. 23. maj 2003, min sidste arbejdsdag i Lesotho, og jeg fik fri til middag. Thaba hentede mig sammen med et par venner, som skulle køre os til Mohale Dam, hvor vi ville starte vandreturen. Vi ville ikke efterlade en bil der, for planen var at gå hele vejen til Katse Dam og så tage offentlig transport hjem derfra. Denne tur udtænkte vi på vores første trekking tur i marts, hvor vi studerede kortet nøje. Det ville sandsynligvis være fantastisk flot at vandre hen over højlandet fra den ene store dam til den anden. Dammene er kunstige og nyopståede i forbindelse med et meget stort dæmningsbyggeri, som går ud på at opdæmme vand og lede det til Syd Afrika, hvor de mangler vand.

Denne gang ville vi have æsler til at bære vores oppakning, så det kunne blive lidt mere komfortabelt end sidst, hvor vi gik med fuld oppakning. Vi havde dog ikke nået at organisere noget på forhånd, så det skulle blive spændende, om det ville lykkes. Vi kørte de to timer fra Maseru (hovedstaden) til Mohale Village, hvor vi spurgte politiet, hvilken høvding i området mon ville være i stand til at hjælpe os med æsler. De anbefalede os at køre til høvdingen i den nærliggende landsby Ha Korporale, da han var en betydningsfuld og hjælpsom mand. Det gjorde vi så, og Thaba og jeg og vores bagage blev sat af, mens vennerne vendte bilen og kørte hjem mod Maseru, inden det blev helt mørkt. Høvdingen var ikke hjemme, men hans kone lovede os, at de nok skulle finde en mand og et æsel til at ledsage os. Det var dog ikke helt let, men efter en times tid havde de fundet en ung fyr, som var villig til at hjælpe os næste morgen.  Allerede sidst på eftermiddagen blev det koldt, faktisk så koldt at jeg måtte finde de lange underhyler og ekstra trøjer frem. Høvdingens kone havde tilbudt os at sove i en hytte ved deres bosted i stedet for at vi skulle slå telt op, og det takkede vi gladelig ja til. Hytten var dog uden nogen form for opvarmning, så koldt var det da. Der lugtede også lidt underligt, fordi der lå tørret kød i det ene hjørne og en masse græskar i det andet hjørne – hvis man da ellers kan tale om hjørner i en rund hytte. Vi fik at vide, hvor vi kunne tage vand, og hvilket lokum, vi kunne bruge, og så lavede vi aftensmad på trangiaen.  Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, og så kom problemet. Den unge fyr fra dagen før ville alligevel ikke ledsage os til Katse Dam, for han havde ikke noget æsel! Nå? Da han havde sagt ja dagen før, troede han bestemt, at han kunne låne et æsel, men det kunne han altså ikke, da ejeren selv skulle bruge det. Vi havde bestemt ikke lyst til at bære al bagagen selv, så vi startede forfra med at få høvdingens kone til at hjælpe med at finde en fra landsbyen, som var villig til at stille æsel til rådighed. Det lykkedes da efter et par timer, men han ville ikke gå med hele vejen, kun til en landsby midtvejs, hvor vi kunne finde et andet æsel. Det var bedre end ingenting, så vi slog til. Af sted kom vi og vandrede mod nord langs floden Senqunyane River, som nu var ved at blive omdannet til sø.  Lesotho Highlands Water Project er et meget stort dæmningsprojekt, som kun er midtvejs i sin fuldførelse på nuværende tidspunkt. Der er planlagt adskillige faser i projektet, som skal stå færdigt i år 2020. Det vil til sidst omfatte 4-5 dæmninger og dermed opdæmmede søer inde midt i Lesotho, hvor bjergene er høje og rummer meget vand i form af floder, som løbende forsynes af vand, der strømmer ned af bjergsiderne. Første og største fase af projektet er nu færdigt, nemlig de to dæmninger ved Katse og Mohale, forbindelsestunnelen mellem dem og tunnelen, der leder vandet nordpå ud af Lesotho og ind i Syd Afrika. Vandet ledes op til området ved Johannesburg, hvor de mangler drikkevand til millioner af mennesker og vand til de store industrier og minedriften. Først blev floden Malibamatso River opdæmmet og Katse Dam opstod i 1997, som en stor og smuk sø midt i et fantastisk bjerglandskab. Der er nu allerede i 6 år blevet eksporteret vand til Syd Afrika. Nu i 2003 blev de færdige med dæmningen på Senqunyane River ved Mohale, og de er begyndt at lukke vand ind i det hul, som snart vil blive til endnu en sø. Når også Mohale Dam er fyldt med vand, kan der sælges endnu mere vand til Syd Afrika. Vandet ledes fra Mohale Dam nordøst på gennem en tunnel til Katse Dam og derfra gennem en tunnel stik nordpå ud af Lesotho. Et meget imponerende anlægsværk, det må man sige, men naturligvis ikke uden omkostninger for lokalbefolkningen i de opdæmmede områder. Mange mennesker er blevet forflyttet, da deres tidligere hjem og marker nu er oversvømmet.  Vi gik altså fra Ha Korporale på østsiden af Senqunyane River nordpå langs med floden, som på dette sted er ved at stige op langs bjergsiderne og blive til en sø. Vi kunne se de hvide pinde, som er stukket i skrænten et stykke over floden. De markerer højden på vandstanden, når bassinet er færdig med at fylde sig. Det var yderst interessant at stå der og føle sig midt i en historisk proces. Det var tydeligt, at vandstanden allerede var steget i forhold til det normale flodniveau, men det var dog stadig ikke rigtig en sø. Det var smukt nu, men det vil blive endnu smukkere at vandre der, når søen er fuld af vand. Nye høje gangbroer er ved at blive bygget over floden, så lokalbefolkningen stadig kan komme over på den anden side, når nu deres sædvanlige vadesteder forsvinder i den forhøjede vandstand.  Den første dag passerede vi landsbyen Ha Sekolopata, hvor kvinderne var i gang med at bearbejde årets høst. De luftede kornet, så vinden kunne sortere avnerne fra, og de malede kornet for håndkraft på en malesten. Majsen lå stakket op til tørre i bunker rundt omkring i landsbyen. Vi fortsatte i flere timer uden at møde menneskelig beboelse, og det var mørkt, da vi nåede landsbyen Ha Tsoelike, hvor vi ville overnatte. Vores æselmand ville ikke med længere end hertil, han ville overnatte og så straks vende hjemad næste morgen. Vi havde foreslået at slå lejr inden landsbyen, da det blev mørkt, men vores følgesvend turde ikke på vilkår at sove i telt. Han var bange for mørket og alt det ukendte, han havde aldrig før sovet et sted, han ikke kendte, og det skulle han heller ikke i nat. Han kendte høvdingen i landsbyen, så der ville han sove. Nå ja, så vandrede vi den sidste times tid i mørke med pandelampen på, og det gik jo også.  I Ha Tsoelike fandt vi høvdingen og forklarede vores ærinde. Igen var folks undren stor over, at nogle kan finde på at vandre blot for vandringens skyld. De spurgte alle om vi var redningsfolk, som skulle til Katse Dam for at fiske en nedstyrtet helikopter op. En fuldstændig vanvittig tanke. Det er rigtigt, at en helikopter styrtede ned i søen et par dage før, vi startede vores vandretur; en frygtelig katastrofe, hvor tre mænd omkom. Hvis et redningshold skulle prøve at fiske helikopteren op, ville de jo nok komme med avanceret udstyr og benytte den udmærkede asfaltvej, som er lavet nordfra til Katse Dam. Det viser blot lidt om, hvor uvidende folk langt ude i bjergene egentlig er. Måske var det min hvide hudfarve, som fik dem til at tro, at vi måtte være nogle eksperter, som havde med helekopterstyrtet at gøre. Måske aner de slet ikke, at redningsmandskab ville benytte bil, båd og fly og komme nemmere veje til Katse Dam end at vandre ind over bjergene, som vi gjorde. Det virkede i alt fald helt komisk på mig, at de overhovedet kunne finde på at spørge. Der var i øvrigt stor enighed om, at det nok var søslangen som bor i Katse Dam, som havde snuppet helikopteren!  Igen fik vi tilbudt en hytte for natten, så vi ikke skulle slå telt op. Høvdingen fandt en af sine unge mænd i landsbyen til at ledsage os med et nyt æsel næste dag på resten af vejen til Katse. De mente klart, at der var langt til Katse, når prisen for æsel og mand skulle udregnes; men der var ikke langt til Katse, når man spurgte, om det overhovedet kunne gøres på én dag. Det kunne det sagtens, sagde de. Ingen ville risikere at skulle overnatte med os i telt undervejs. Mørket er farligt, det er fuld af ånder og heksekraft. Vores følgesvend fik udvidet sin horisont, blot ved at overnatte med os i hytten. Vi bød ham på aftensmad fra trangiaen, som han syntes var fantastisk smart, ligesom pandelampe, lommekniv og sovepose også var helt nye ting for ham.  Næste morgen drog vores æselmand fra dagen før tilbage vestpå, og med vores nye mand og æsel fortsatte vi mod nordøst i retning af Katse Dam. Det var koldt, i kanten af de små vandløb var der stadig isflager på vandet, og græsset var hvidt af rimfrost. En ung pige fra landsbyen vandrede med os et stykke, for hun ville gerne benytte lejligheden til at snakke lidt engelsk med mig og øve sig. Hun var den eneste i landsbyen, som gik på high school, og hun tog det som fjernstudie. Det var yderst kompliceret, for der kommer jo ikke post ud til sådan en landsby. Hun måtte jævnligt vandre ind til et større sted, hvor hun kunne modtage det tilsendte materiale. Hun havde heller ingen i landsbyen, som kunne hjælpe hende med hjemmearbejdet, for hun var allerede den mest belæste person. Thaba hjalp hende med lidt matematik om aftenen, og det var helt klart, at ingen andre i landsbyen forstod et kuk af, hvad der foregik. Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet var kommet i gang med studierne. Der må have været en god lærer på den lokale folkeskole, som har motiveret både pigen og hendes forældre til det.  Efter at have passeret et par små landsbyer om morgenen kom vi igen op på et højt plateau, hvor der var absolut øde og ingen mennesker i miles omkreds. Vi nåede op til et sted kaldet Haheng-la-Sekhonyana i 2936 meters højde. Her er der en lille hule i klippen, som er historisk, fordi Basothoerne i forrige århundrede brugte den som skjulested for kvinder og børn, da de var i krig. Det blæste koldt og kraftigt deroppe, så vi skyndte os at nyde udsigten og så komme videre ned i læ. Vi fandt et vidunderligt sted at holde frokostpause ved et vandløb i en dal. Herefter gik det jævnt ligeud indtil vi sidst på eftermiddagen kom ud til en landsby, Ha Rapoeea, og en grusvej, hvor der kunne komme kørende trafik. Vi var endnu ikke helt i Katse Village, som var vores mål, for der kunne vi overnatte og finde offentlig transport til Maseru næste dag. Vi mente, at æselføreren skulle ledsage os helt til Katse Village, men det ville han ikke. Han ville efterlade os der ved vejen, hvor vi kunne tage en bus det sidste stykke. Han ville nemlig nå at ride hjem, inden det blev mørkt.  Her stod vi så ved grusvejen med al vores bagage og følte os dumpet i udkanten af civilisationen. Vi forhørte os i den lille butik, om der ville komme flere busser forbi den dag, og det var nok tvivlsomt. Vi ventede en times tid, snakkede med forbipasserende folk om muligheden for et lift, men det gik op for os chancerne vist var meget små. Det var sidst på eftermiddagen, og der ville næppe komme flere biler forbi den dag. Altså var der kun en ting at gøre, eftersom vi ikke havde lyst til at sove i den landsby – den og dens folk så ikke hyggelig ud – det var at stable al bagagen på ryggen og begynde at gå. Egentlig havde vi mere, end vi kunne bære, for nu havde vi jo haft æselbistand hele vejen, men alligevel lykkedes det os at bære det hele. Vi gik ad grusvejen mod Katse Village en times tid, og det var ved at blive mørkt, men nu kunne vi se den imponerende store og flotte Katse Dam. Jeg har set den mange gange men bliver altid imponeret over det store anlægsarbejde og den smukke udsigt. Da var vi heldige at møde en politibil.  De var flinke at give os et lift til Katse Village. Vi havde tænkt os at slå teltet op ved hotellet og betale en skilling for det, for vi havde ikke råd til at gå ind på et pænt hotelværelse. Politiet mente ikke, at det ville være muligt, og de tilbød os at slå teltet op ved politistationen. Det tog vi imod med glæde og følte os i alt fald sikre der. Natten var igen kold med frostvejr og blæst uden for teltet. Vi var enige om, at denne tur fra dam til dam ville være attraktiv for turister, som både vil se den uberørte natur, befolkningens kultur og det store konstruktionsarbejde omkring dæmningerne. Hvis man sørger for at have en klar aftale på forhånd med nogle æselmænd, og hvis man gør turen lidt tidligere på året, så kan det blive alle tiders tur. Man kunne nemt indlægge en halv dag i hver ende af turen til et besøg på informationscentret i henholdsvis Mohale og Katse om dæmningsprojektet. Der er lavet info-centre med mini-modeller, videofilm og informationsmedarbejdere, hvor besøgende kan få en masse information om Lesotho Highlands Water Project. Det er absolut et besøg værd.  Næste morgen pakkede vi sammen, takkede politiet for venligheden og hjælpen, og så gik vi lidt rundt i Katse Village. På hotellet spurgte vi, om vi havde kunnet sætte teltet op på deres græsplæne, men det fik vi negativt svar på. Det brugte de ikke at lade folk gøre, man skulle leje et værelse. Der findes ingen campingplads i byen, men hvis man aftaler det på forhånd, kan man vist få lov at campere ved vandprojektets informationscenter. Vi så mange biler tilhørende dæmningsprojektet og politiet i Syd Afrika. De var der på grund af den nedstyrtede helekopter, hvor man forsøgte at finde årsagen til styrtet at tage stilling til, om den kunne bjerges. Vi fandt en bus mod Maseru og ventede på, at den skulle blive fuld, så den kunne køre. Den kører ikke efter køreplan men efter, hvornår den er fuld. Vi ringede til vennerne i Maseru og aftalte, at de skulle køre til Leribe og hente os der. Det ville gå hurtigere end at tage bussen hele vejen tilbage til Maseru.  Den såkaldte bus var en af de sædvanlige overfyldte Toyota Venture (Hiace-typer), som stopper mange gange undervejs og tager folk af på. Nogle steder holdt den igen længe for at vente på at blive fuld, inden den ville køre videre. Folk snakker altid livligt i bussen om alle de aktuelle begivenheder, og lige for tiden var den største nyhed jo helikopterstyrtet. Af de fire ombordværende overlevede kun én, nemlig en tysker, som kunne svømme. En syd afrikaner og de to basotho-piloter druknede. Der var helt klar enighed om, at det var den store søslange, som bor i Katse Dam, som var blevet vred og havde snuppet helikopteren. En meget vidende mand mente at vide, at under konstruktionen af dæmningen havde de syd afrikanske og italienske ingeniører fordret søslangen, som altid havde boet i floden, med nogle piller, som gjorde den glad og rolig. Dette havde gjort det muligt for dem at bygge selve dæmningsmuren uden at få problemer med slangen. (En slags doping?) I flere år havde slangen nu været meget tilfreds, eftersom den havde fået en større sø at være i. Nu var virkningen fra pillerne imidlertid stoppet, og slangen var blevet vred. De er ikke sådan at spøge med, sådan nogle søslanger!

Contactpersons

– if you are travelling to Lesotho:

Lisbet Kristensen
telephone: +45 31588929

Karina Ruby
telephone: +45 61799887

Karen Steffensen
telephone +45 97578252

– or any of the board members.

Links to other Lesotho tourist sites

SIGN UP FOR NEWS AND UPDATES


Email

Read our newsletter ‘Lumela’ here. The newsletter is published four times a year.

You can read about the work with our partners, progresses, updates on the political situation in Lesotho,

General Assemblies, news from the board and much more. If you are a member of DLN we email you the latest newsletter as soon as it is published.