– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.

By Karina Ruby, Steering Committee member

Lørdag eftermiddag den 8. marts 2003 hentede jeg Thaba, min gode ven og tidligere arbejdskollega/chef, ved universitetet i Roma, hvor han underviser om lørdagen. Vi kørte straks nordpå til byen Teyateyaneng og videre østpå til Mapoteng, hvor vi havde aftalt med politiet, at vi kunne parkere bilen ved politistationen, mens vi vandrede i bjergene.

Vi havde nemlig planlagt at gå ud og lede efter nogle varme kilder, som efter sigende skulle befinde sig langt ude i det øde bjergland, men som ikke er angivet på noget kort og kun er kendt af den lokale bjergbefolkning.

For Thaba var det med bagtanken at finde ud af, om det eventuelt kunne være et potentiale for fremtidig turisme; guidede vandreture til varme kilder. For mig var det med eventyrlyst og håbet om en flot trekkingtur i det ukendte. Vi var spændte, vi vidste nemlig ikke helt, hvad vi gik ind til.

Politiet modtog os venligt og bekræftede, at det bedste og sikreste sted at parkere bilen ville være på politistationens grund. De spurgte nysgerrigt til vores planer og undrede sig vist over, hvorfor vi dog ville begive os op i de øde bjerge. Thaba forklarede, hvor vi havde tænkt os at gå hen: op over Mosalemane Pass, videre østpå til Senqunyane River, måske over til Serobeng Pass og derefter vende om og komme tilbage til bilen efter tre dage. Ved nogle små landsbyer ude i nærheden af floden skulle der være varme kilder, som vi ville forsøge at finde. Derfor denne vandretur.

Om betjentene havde hørt om kilderne? Nej, det havde de ikke. Om de troede, det ville være sikkert for os at vandre rundt deroppe? Hvordan med kvægtyve og andre kriminelle? Ville de lokale hyrder se venligt på fremmede, hvis vi mødte nogle af dem? Betjentene mente ikke, kvægtyvene ville interessere sig for os, når vi ikke havde kvæg med, og når vi ikke lignede politifolk. De lokale folk ville formentlig være venlige, men de er lidt mærkelige deroppe i bjergene! Og Mosalemane Pass er meget stejlt, og Serobeng Pass er meget langt væk! De rystede uforstående på hovedet.

Det har set underligt ud i deres øjne: en sort mand og en hvid kvinde med store rygsække på, en masse slid og slæb forude, op i bjergenes øde tomhed. Hvorfor dog det, når man kan nyde civilisationen i bil og hus nede i lavlandet? ”Jeg kan godt lide bjerge, og jeg kan lide at vandre”, sagde jeg. Selvom betjenten udmærket forstod engelsk, forstod han ikke indholdet af min sætning, det er jeg sikker på.

Turisme er stort set et ukendt begreb i Lesotho; i alt fald er trekking og anden friluftsliv næsten ikke eksisterende i landet, som ellers har en enestående natur og oceaner af muligheder for netop den slags aktiviteter. Der er efter min mening et kæmpe stort uudnyttet potentiale, som både heldigvis og ærgerligt nok ikke er opdaget endnu.

Fra Mapoteng tog vi en lokal bus (en overfyldt Toyota Hiace) til sidste landby på vejen østpå, Makhoroana, hvorfra vi skulle gå en times tid til flækken Ha Lebese, hvor Thaba har nogle slægtninge boende (hans svogers familie). De vidste ikke, vi ville komme, for de kan ikke kontaktes per telefon eller anden hurtig form for kommunikation. Han havde aldrig været der før, kun truffet dem ved familiefester andre steder, så han var ikke helt sikker på, hvor de boede.

Vi gik en times tid fra asfaltvejen ad grusveje og stier ind til landsbyen Ha Lebese. Det var lige blevet mørkt, da vi kom til de første huse, og vi spurgte nogle af de første folk om vej til Thabas slægtninge. En dame gik med os det sidste stykke, så vi kunne finde det rigtige hus i landsbyen. Det var Thabas svorgers onkel og dennes husstand, vi blev ledt til.  Thaba forklarede, hvem vi var og vores ærinde i området og spurgte, om vi måtte slå vores telt op her på deres grund. Vi var velkomne, og de tilbød os at sove i et rum i huset i stedet for teltet. Det tog vi imod, for det var naturligvis lettere end at skulle til at slå telt op i bælgravende mørke. De var alle i deres pæne tøj for de var lige kommet hjem fra en begravelse, hvilket efterhånden er den mest almindelige lørdagsbeskæftigelse i Lesotho.

Vi sad et par timer, hvor de snakkede på sesotho om vores planlagte vandretur og om forskellige familierelationer. Den gamle mand kendte godt bjergene omme på den anden side af Mosalemane Pass, der havde han ofte hyrdet kvæg i sine unge dage. Han vidste også besked med, at der skulle være varme kilder et sted deroppe. Vi skulle bare spørge de lokale hyrder deroppe, hvor de findes, for de bruger dem til at vaske sig i specielt om vinteren.  Vi overrakte familien den dybfrosne kylling, vi havde med fra supermarkedet i Maseru, som tak for husly, men da de jo havde spist til begravelsen den dag, ville den først skulle spises næste dag. Da de forlod vores soverum, spiste vi lidt af vores medbragte brød og peanut-butter, inden vi lagde os til at sove.

Næste morgen blev vi vækket kl. 5, så kunne vi nemlig gøre os klar til at gå og slå følgeskab med en mand, som skulle i samme retning som os. Vi begyndte at gå kl. 6, og efter tre timer nåede vi mandens landsby Ha Lieta, som var en af de sidste flækker inden det for alvor begyndte at gå opad mod Mosalemane Pass. Nu var kl. 9, og vi var på egen hånd og seriøst på vej op mod et bjergpas, som ville bringe os op på bjergplateauet, hvor vi de næste par dage skulle vandre rundt. Det var for alvor ved at blive varmt, og da vi var kommet et stykke udenfor landsbyen, lynede jeg buksebenene af; nu måtte det kunne gå an med shorts.  Det var nemt at følge stien op mod passet, og den var oven i købet ”bygget” af sten på alle de stejleste steder, så den ikke rutschede væk i regnvejr.

Tilbage i 50’erne blev den brugt meget af handlende, som transporterede fåreuld ud fra bjergene og madvarer, sæbe og værktøj ind i bjergene. De gik så på et tidspunkt sammen om at lave (forstærke) stien. Nu var der ikke længere så meget gang i uldhandelen, mange af væverierne i lavlandet er lukket, men bjergfolket benytter vejen til at komme til lavlandet og handle en gang imellem.

Vi mødte nu kun et par koner med nogle sække fulde af ferskener på et par æsler, som var på vej op mod passet ligesom os. De ville ind og sælge ferskenerne til bjergfolket, eller måske bytte dem væk mod noget uld eller kød. Ellers masede vi os uforstyrret op af passet, og vi masede virkelig.

Det var sved-dryppende varmt, det var stejlt og det var HÅRDT. Vi måtte holde mange pauser, og da vi var ¾ vej oppe, var Thaba lige ved at give op; jeg kunne se, at han var helt flad. Da fandt jeg de to energi-drik frem, som jeg havde taget med uden hans viden. Det var lige det, der skulle til. Derefter gik det igen stødt og roligt det sidste tykke til toppen, som vi nåede kl. 13.  Uauwh, nu stod vi på Mosalemane Pass og kiggede mod øst ind over højplateau’et, som var utrolig smukt, storslået og øde. We made it.

Efter syv timers vandring, de sidste fire stejlt opad, nåede vi toppen af passet med fuld oppakning i stegende sol. Vi fotograferede lidt i alle retninger og gik så et lille stykke ned til et vandløb og holdt frokostpause. Et herligt rislende koldt vandløb, som jeg bestemte mig for at drikke af direkte, da der ikke så ud til at være noget som helst levende ovenfor det. Bjergvandet i Lesotho er rent og smager rigtig godt. Det var vel den herligste og mest velfortjente frokostpause, jeg meget længe har haft. Vi sad og blev enige om, at det der flade plateau, som vi havde forestillet os, nu ikke var helt så fladt endda. Det var faktisk et temmelig kuperet terræn, men vi måtte dog bestemt have overstået det værste. Det viste sig heldigvis at være korrekt.

Med fornyet energi fortsatte vi østpå ad stien, mens vi sammenlignede det virkelige landskab med vores kort. Jeg havde været nede ved Department of Lands, Surveys and Physical Planning og købe fire meget detaillerede kort, som skulle dække vores vandring. Kortene er for så vidt rimelige med højdekurver osv., men de er forældede. De sidste nye store dæmningsanlæg er f.eks. ikke med, og de har dog forandret landskabet betydeligt. Der er opstået et par store søer, og nye veje er anlagt, og de fremstår slet ikke på kortet. ”Desværre, har vi ikke penge til at updatere kortene,” sagde den flinke mand på LSPP-kontoret, ”men næste gang Schweizerne bevilger os penge og teknisk assistance til kortproduktion, er det dæmningsområdet, som har første prioritet.” Ingen ved, hvornår det bliver.

Vi mødte nogle enkelte hyrder og folk på vej mod lavlandet for at handle undervejs, og dem spurgte vi om vej, så vi var sikre på at holde os til den rette sti. Vi stilede mod landsbyen Ha Mothakathi nær den store flod Senqunyane River.  Vi kom over et par mindre stigninger i løbet af eftermiddagen og var på vej ned over en stor og langsomt skrånende bjergside, da det nærmede sig mørkets frembrud. Vi vidste ærlig talt ikke præcis, hvor langt vi var kommet, og hvor langt der stadig var til landsbyen.

Ved 18:30 tiden kom vi forbi et vandløb, og det var ved at være tusmørke. Vi blev enige om at slå lejr der, for det var et fint sted. I løbet af 20 minutter slog vi teltet op og installerede os, og så var det ellers mørkt og koldt. Vand fra bækken og 2-minutes-noodles på trangiaen gav et vidunderligt aftensmåltid. Vi havde vandret 12-13 timer den dag, og det var bestemt i overkanten; vi var meget trætte og ømme i både ben og skuldre. Det er knageme hårdt at gå med fuld oppakning.

Der var totalt stille og øde omkring os, og stjernehimlen var fantastisk. Vi havde ikke på fornemmelsen, at der var mennesker i miles omkreds, men vi vidste reelt ikke, om landsbyen var tæt på eller stadig langt væk. Vi så dog hverken lys, dyr eller mennesker.  Vi lå i soveposerne og småsnakkede, var tæt på at sove, da vi hørte en lyd udenfor teltet. Det lød bestemt som fodtrin, synes jeg. Vi stivnede og stirrede ud i mørket. Thaba spurgte gennem teltdugen, om der var nogle. Intet svar. Han kravlede ud for at se efter men så ingenting. Vi hviskede lidt frem og tilbage om kvægtyve, røvere, nysgerrige landsbyfolk og vilde dyr. Ingenting fandt vi ud af, og lydene forsvandt, og til sidst faldt vi i søvn, og ingenting skete. Det var jo meget godt. Natten var kølig men ikke mere, end at en enkelt trøje og en god sovepose var fint.

Næste morgen kunne vi for alvor se hele dalen, hvor vi havde slået lejr; det havde været lidt for mørkt, da vi ankom til at se det. Hvilken morgenstund! Solen stod langsomt op over bjergkammen og skinnede til sidst ned på vores telt, og det begyndte at blive dejlig varmt. Hvor var det dog smukt. Kaffe, havregrød og peanutbutter-brød smager fantastisk sammen med udsigten til grønne græsklædte bjerge foran en dybblå himmel. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Vi tog den med ro og startede først ved 9-tiden med at vandre. Det gik igen lidt op og lidt ned, rundt om et bjerg, langs et vandløb og efterhånden mest nedad. De første tre timer mødte vi ikke en sjæl, men sidst på formiddagen mødte vi et par hyrdedrenge ved vandløbet, som kunne fortælle os, at de vogtede får men egentlig hellere ville gå i skole, og at vi ikke havde langt igen til landsbyen.

Vi fortsatte nedad langs vandløbet og ved 13-tiden nåede vi landsbyen Ha Mothakathi.  Vi kunne se landsbyfolkene i gang med at høste på en mark længere nede mod floden, men for en ordens skyld startede vi med at gå til høvdingens bolig midt i landsbyen. Her var kun en gammel kone hjemme, men hun fandt en dreng, som kunne følge os til høvdingen nede på marken.

Han ledede høstarbejdet, som foregik i fællesskab med sejl og opmuntrende råb. En hel flok mænd går på række og høster den samme mark, foroverbøjet med en kortskaftet sejl i hånden og lidt forskudt, så de effektivt får det hele med. Kvinderne sad på græsset ved siden af hvedemarken og var ved at gøre mad klar til de høstende mandfolk. De havde slæbt gryder og skåle og tallerkener med oppe fra landsbyen, og der var tilsyneladende også hjemmebrygget øl, som nogle enkelte mænd var blevet godt berusede af.

Høvdingen hilste venligt på os og lyttede til Thabas forklaring på, hvem vi var, og hvorfor vi kom der. Han bekræftede, at der findes varme kilder i området; de bruger dem til at vaske sig i om vinteren. Han udpegede et sted for os nær et træ på den anden side af floden, hvor vi ville finde kildevandet komme piblende op af jorden. ”Det er dog ikke varmt om sommeren, kun om vinteren”, sagde han.

Begejstrede gik vi videre – nu skulle vi finde de varme kilder, som var målet for denne vandretur. Vi kom ned til floden, krydsede den ved et vadested, gik hen mod det udpegede træ, og der fandt vi faktisk en kilde, som piblede frisk vand op af jorden. Til min skuffelse var vandet ikke særlig varmt, og det lugtede heller ikke særlig meget af svovl, men den var der da. Nå, nu havde vi fundet de varme kilder, og vi fortsatte langs floden til den løb ud i den rigtig store flod, Senqunyane River. Den fulgte vi nordpå en times tid, hvorefter vi igen drejede tilbage vestpå igennem en lille landsby, for nu var det tid at vende og lade ruten gå tilbage mod vores udgangspunkt.

Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå at krydse Senqunyane River og komme helt over til Serobeng Pass, som vi havde håbet på. Landsbyerne her ved floden ligger meget afsides, der er ingen vej dertil, og man ser derfor heller ingen biler eller andre køretøjer overhovedet. Der er mindst en dags vandring ud til en vej, hvor der kan køre biler, måske en halv dags rejse på hesteryg. Der er gangstier mellem landsbyerne, og der en adskillige landsbyer langs med floden, men i mine øjne ser de ikke ud til at være forbundet med verden udenfor dette bjergområde.

Vi spurgte flere folk ved landsbyerne om de varme kilder, og de sagde alle, at de findes flere steder i området, og at de er varmere om vinteren. De lokale folk havde også forklaret os en vej nordvest over, hvor vi kunne ramme vejen ved Ha Seala og derfra finde biltransport tilbage til Mapoteng. Det ville vi gøre for ikke at gå samme vej tilbage som ud; det er sjovere at gå en rundtur.

Vi fandt en sti i den rigtige retning, mødte en enkelt kone undervejs, som var på vej tilbage fra indkøb. Hun havde købt et nyt tæppe til at sove med om natten. Det krævede en dags vandring ud til butikken og en dags vandring hjem igen. Vi gik op over et mindre pas og kunne samtidig se skyerne samle sig østpå og blive mørkere og mørkere. Det ville garanteret ende med tordenvejr som så ofte om sommeren i Lesotho, og med torden kommer der altid blæst og regn. Vi så det komme nærmere, og det passede fint, at vi ved 18-tiden var ved et vandløb, som kunne være et godt sted at slå lejr. Det gjorde vi, og lige som vi havde fået teltet op, faldt de første regndråber. Det gav sig for alvor til at storme og regne, men det lykkedes dog at sidde i teltåbningen og passe trangiaen udenfor, så aftensmad fik vi. Da vi senere lå i soveposerne, lynede og bragede det helt vildt. Jeg håbede, at teltet kunne holde til den kraftige storm og regn, og at lynet ikke vilde slå ned i os, men det gik heldigvis fint. Det er utroligt, som tordenbragene kan runge inde mellem bjergene.

Næste morgen var det rigtig koldt udenfor teltet, som lå helt i skygge nede i den smalle dal. Vi forventede at have en lang vandredag foran os, så vi stod tidligt op – kl. 5:30, tror jeg. Varm kaffe og havregrød blev indtaget inde i teltet med fleecetrøjerne på. Da vi havde pakket sammen og skulle til at gå, kom der en enkelt vandringsmand forbi på stien ovenfor lejrpladsen. Han viste sig at skulle samme vej som os og ville gerne slå følge med os. Det var jo fint, så havde vi en vejviser. Det var en ung fyr, som arbejdede som hyrde for en kvægbonde. Han havde nu været en måned alene oppe i bjergene på en kvægpost og havde ikke snakket med et menneske i en hel måned. Nu skulle han hjem på besøg ved sin familie, hvor han kom fra. Han sagde, at han godt kunne lide tilværelsen alene med kvæget i bjergene. Der er fredeligt, og ingen slås eller generer hinanden, sagde han. På spørgsmålet om han læste bøger eller gjorde andet for ikke at kede sig, måtte han benægte. Han kunne ikke læse, men han kedede sig ikke og savnede ikke nogen form for underholdning. Men enhver kan vel komme i selskabsunderskud; han så i alt fald ud til at nyde vores selskab meget, og han ville gerne snakke.

Hele denne tredje vandredag var ligesom de to foregående utrolig smuk. Vejret var igen solskin og blå himmel, det blev hurtigt varmt, da solen kom op over bjergtoppene. Den første halvdel af dagen gik vi mest op, indtil vi nåede toppen af et pas, og derefter gik det stejlt nedad og derefter mest ligeud, indtil vi nåede landevejen. Den unge hyrdemand lærte mange ting ved at vandre en dags tid sammen med os. Han havde aldrig før set et transportabelt køkken, hvor man så let kunne lave mad til frokost, som da han så min trangia og smagte vores 2-minutes-noodles. Så smarte nogle rygsække til at bære megen bagage i havde han heller ikke set før. Han syntes sågar, det var sjovt at gå med en af dem.

Jeg lærte også meget om Lesotho og en bjerghyrdes liv ved at høre om hans liv. Så enkel en tilværelse man dog kan have. Stå op og gå i seng med solen, kigge efter kvæget, ikke eje mere end hvad man kan bære i en skuldertaske og ikke forholde sig til andre mennesker overhovedet. Meget overskueligt og simpelt, ikke de store valg at træffe i hverdagen, og ingen stress og jag. Men ville jeg bytte? Nej.

Da vi først kom ned til landsbyerne nedenfor passet, var det tydeligt, at vi igen var tilbage i lavlandet. Her var der mange mennesker, mange landsbyer, markerne var opdyrkede og der var jordveje, hvor oksetrukne kærrer kunne komme frem. Senere blev det til grusveje, hvor selv firhjulstrukne biler kunne køre (vi så dog ingen). Hele tiden troede jeg, at nu måtte vi da snart være ude ved landevejen, men der var faktisk tre timers vandring nede i dalen/lavlandet, før vi endelig ved 18:30-tiden nåede helt ud til den grusvej, hvor offentlig transport kan findes.

Vi fangede den sidste minibus ind til Mapoteng, hvor vi jo havde bilen holdende på politistationen. Vi var naturligvis godt snuskede efter tre dages sveddryppende varm vandring i bjergene uden ret megen dyrkning af personlig hygiejne, og jeg må indrømme at hele kadaveret var ømt og træt af lange dagsmarcher med en tung rygsæk. Det var ufattelig skønt at sidde i et motortrukket transportmiddel.

På politistationen fandt vi bilen i god behold, og betjentene så os undersøgende an. ”Nåh,” sagde overbetjenten, ”der er langt over til Senqunyane River, hva´.” Hvordan kunne han nu lige præcis vide, at det var så langt, som vi var nået? Hvorfor lagde han ikke ud med at spørge os, hvor vi egentlig havde været? Det snakkede vi meget om i bilen på vej tilbage til Maseru. Det måtte forholde sig sådan, at politiet har spurgt folk, som kom ned fra bjergplateauet, om de havde set os eller hørt om os, og dermed været i stand til at følge vores færden. Måske havde de selv haft betjente deroppe og kigge efter kvægtyve, og de har vel så forhørt sig blandt hyrder og bønder deroppe om de to vandrere. Måske skulle vi alligevel have højere tanker om politiet i Lesotho, end vi havde haft hidtil? Måske har de faktisk været lidt bekymrede for os og holdt lidt øje med os. Det var faktisk en interessant opdagelse.

Tilbage i Maseru analyserede vi turen lidt hen over en pizza. Vi var enige om, at det havde været en forrygende god tur, en meget intens naturoplevelse med den der interessante følelse af at være meget lille midt i den store natur. Det havde dog været temmelig meget af en stroppetur, vi havde vandret henholdsvis 12, 9 og 11 timer om dagen, men som research af området havde det været ok.

Man kunne fint arrangere vandreture for turister derop, men det skulle gøres mere mageligt. Man kunne bruge fire eller fem dage i stedet for tre til vores distance, og man kunne have æsler med til at bære bagagen. Det ville straks gøre turen attraktiv for mange mennesker. Man kunne også fortsætte østpå til Katse Dam, og så tage offentlig transport hjem derfra. Der er flere muligheder for ruter, både korte og lange, på Berea Plateau.

Fremtiden rummer bestemt muligheder, men det skal gribes rigtigt an.