improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Foto af Henrik Woer
improved living conditions
and development in Lesotho
levevilkår og udvikling i Lesotho
Nyheder
Nyheder
Kurt Johannesen skriver medrivende om sin personlige vinkel på historien om 200 år med nationen Lesotho.
- Det ligger i mit DNA at være frivillig, og jeg vil ikke undvære de oplevelser, som jeg får ved at være sammen med andre om en god sag. Hvis jeg bare skulle læne mig tilbage og lade nogen andre gøre noget…, det kan jeg ikke forestille mig
Danmark Lesotho Network var repræsenteret ved Lesothos storslåede 200-års fejring.
Læs her om militærparader, traditionel dans, korsang og kongelige ceremonier på det nationale stadion i Maseru, hvor historien og fællesskabet blev fejret i stor stil.
DPE fejrede Lesothos 200-års jubilæum i Mamaebane med en festdag fuld af sang, dans og taler om fred og fællesskab. Her blev grundlæggeren Kong Moeshoeshoe 1 og hans vision for fred hyldet af deltagere fra hele samfundet.
Statsbesøg den 24 juni, se mere her på Facebook
Om DLN
Om DLN
Denmark Lesotho Network (DLN)
Denmark Lesotho Network (DLN) blev stiftet i 2002 som en følge af, at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) efter en økonomisk nedskæring havde besluttet at lukke bistandsprogrammet i Lesotho.
Mange af de daværende og tidligere danske udviklingsarbejdere i Lesotho, udsendt gennem MS, havde svært ved at forlige sig med, at det igangsatte danskstøttede udviklingsarbejde i Lesotho pludselig skulle afbrydes.
Derfor stiftede de DLN med følgende formål:
-
- At støtte initiativer i Lesotho, som fremmer arbejdet med at udvikle og forbedre levevilkårene i landet
- At fremme kontakten mellem folk i Lesotho og Danmark
DLN køres af frivillige ulønnede personer som en forening med en årlig generalforsamling, hvor bestyrelse og evt. arbejdsgrupper vælges. Foreningens vedtægter, forretningsorden samt politikker kan findes her.
Vedtægter Denmark Lesotho Network
Constitution of Denmark Lesotho Network
Forretningsorden og politikker
Organisationsdiagram for Denmark Lesotho Network 2024
ANTI corruption policy for DLN - english
Sexism/PSEAH policy for DLN - english
DLN har gennem de senere år haft ca. 100 betalende medlemmer, bestyrelsen består af 7 medlemmer og 2 suppleanter.
Medlemmernes årlige kontingent til DLN dækker driften af selve foreningen i Danmark.
Bestyrelsen valgt i marts 2024
Formand: Karina Ruby
Karina er uddannet ergoterapeut og var udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke fra 2000 til 2003. Hun arbejdede i Maseru for Lesotho Society of Mentally Handicapped Persons. Karina har været tilbage i Lesotho flere gange siden.
Email: rubykarina@gmail.com
Næstformand: Lisbet Kristensen
Lisbet var udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke for at arbejde med kvindegrupper i Berea-distriktet 1988 til 1992. Boede i Teyateyaneng.
E-mail: lisbetstjerneklar@gmail.com
Kasserer: Nis Skau
Nis er agronom fra Landbohøjskolen i København. Ud over studierne i økonomi var Nis medlem af studentergruppen tredje verden. Nis rejste i Lesotho, Botswana og Sydafrika i 1983. Nis har besøgt Lesotho i 2002, 2014 og 2016.
E-mail: nisskau@gmail.com
Sekretær: Anne Jacobsen
Anne er uddannet som agronom fra Landbohøjskolen i København og arbejder som underviser på en handelsskole. Hun underviser i ledelse og kommunikation.
Anne rejste i Lesotho i 1983 og er nu medlem af RSDA-gruppen. Anne besøgte Lesotho i 2019 for at lære mere om RSDA-projektet og igen i 2024 på projektmonitoreringsbesøg.
E-mail: anne@lumela.dk
Medlemmer
Karsten Lund
Karsten er uddannet som bibliotekar og har taget kurser på Afrika studier på KU. Siden sin MS-placering hos TRC Transformation Resource Center i Lesotho fra 2000 – 2003 har han arbejdet som administrator af forskellige projekter med NGO'er i Asien og Afrika. Han vendte tilbage til Lesotho for et kort privat besøg i 2018. Han sad i DLN-bestyrelsen fra 2005 til 2007 og kom med igen i august 2020.
Email: karsten@lumela.dk
Kurt Hansen
Kurt var udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke til Lesotho fra 1983 til 1987 hvor han arbejde med opførelse af Klinikker og fodbroer. Lavede desuden forundersøgelse for folkekirkens nødhjælp på skoleprojekt i 1990.
Mail. kh@simplysustain.dk
Anders Hedegaard
Anders var udsendt til Rural Self-Help Development Association RSDA af Mellemfolkeliget Samvirke fra 2001 til 2004. Han har fortsat arbejdet med RSDA i DLN-regi og siger at: lokalt ledede partnerskaber og alliancer spiller en afgørende rolle i opbygningen af robuste lokalsamfund, især inden for landbrugs- og fødevareproduktionssektoren, både nationalt og internationalt. Anders stræber efter at fortsætte med at styrke disse partnerskaber og alliancer. Med sin solide baggrund inden for landbrug, herunder en uddannelse som agronom, samt mere end 30 års erfaring på både nationalt og internationalt niveau inden for undervisning, projektledelse, proceskonsultation, produktledelse, rådgivning og ledelse, er Anders en værdifuld ressource i DLN og har i perioder også siddet i bestyrelsen.
Suppleanter
Bodil Mathiasen
Bodil er uddannet som lærer. Hun har arbejdet i Dansk Flygtningehjælp i en årrække som integrationsmedarbejder. Fra 1994 har hun været lærer på en sprogskole for indvandrere og flygtninge i Aarhus. Bodil boede og arbejdede i Lesotho fra 1996 til 1999, hvor hun arbejdede med CLRAC - Community Legal Ressource Center - hovedsageligt med uddannelse af advokatfuldmægtige i demokrati/folkeoplysning og menneskerettigheder. En arbejdsperiode i hendes liv, som hun ser tilbage på med stor glæde. Bodil har besøgt Lesotho mange gange og har stadig mange rigtig gode Basotho-venner .
Email: mathiasen1@hotmail.com
Claus Peter Løschenkohl
Claus er uddannet som magister i sociologi og byplanlægning. Han har arbejdet som organisationskonsulent for danske og grønlandske kommuner, inden han blev ansat som leder af Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) ungdomsarbejde. Claus har været programleder for MS i Asien, og 6 år som koordinator for MS i Lesotho og det sydlige Afrika, 1997 - 2002.
Generalforsamling
- Generalforsamling 17-03-2024
- Generalforsamling 22-04-2023
- Generalforsamling 23-04-2022
- Generalforsamling 24-04-2021
- Generalforsamling 30-08-2020
- Generalforsamling 31-03-2019
- Generalforsamling 03-03-2018
- Generalforsamling 18-03-2017
- Generalforsamling 10-04-2016
- Generalforsamling 07-03-2015
- Generalforsamling 22-03-2014
- Generalforsamling 16-03-2013
- Generalforsamling 24-03-2012
- Generalforsamling 09-04-2011
- Generalforsamling 17-04-2010
Formandsberetning
- Årsberetning DLN 2023-24
- Årsberetning DLN 2022-23
- Årsberetning DLN 2021-22
- Årsberetning DLN 2020-21
- Årsberetning DLN 2019-20
- Formandsberetning 2019-2020
- Formandsberetning 2018-2019
- Formandsberetning 2017-2018
- Formandsberetning 2016-17
- Formandsberetning 2015-16
- Formandsberetning 2014-15
- Formandsberetning 2013-2014
- Formandsberetning 2012-2013
- Formandsberetning 2011-2012
- Formandsberetning 2010-2011
- Formandsberetning 2009-2010
Bestyrelsesmøder
Andre rapporter
- 2020-08-30 DLN strategiplan 2020-2024
- RSDA Final Evaluation Report
- DPE-DLN report - Ekstern evaluering 14-1489-SP-apr
- RSDA 25th anniversary booklet
- Strategi plan for DLN 2016-20
- Accountabilty_Dialogue_Tool 1.3 DLN 2016
- DLN monitoringevaluation visit to Lesotho 2007
- DLN monitoring visit to Lesotho November 2006
Video fortællinger
Videofortællinger fra Lesotho
Hvad vi gør
Vores arbejde
Gennem flere år har DLN haft to partnere i Lesotho, som vi har støttet med økonomiske midler ved at søge penge gennem Civilsamfund i Udvikling (CISU). DLN er medlem af CISU, som primært får sine penge fra DANIDA. DLN har en enkelt partner, som støttes økonomisk ved at søge midler ved fonde og Kulturstyrelsen.
Der er for tiden 3 projektgrupper, som arbejder med de 3 partnere i Lesotho. Der er en fundraising gruppe, som arbejder på at søge midler via fonde til mindre projekter i Lesotho. Der er en rejsegruppe, som arbejder på at arrangere en turistrejse til Lesotho. Der er en kommunikationsgruppe, som arbejder med informationsmateriale til bl.a. hjemmesiden og facebook. Der er en nyhedsbrevgruppe, som laver et nyhedsbrev hvert kvartal.
De forskellige arbejdsgrupper består af DLN-medlemmer, som har meldt sig til arbejdsgrupperne af pga. interesse. Der er ofte også et bestyrelsesmedlem i grupperne.
I Danmark har DLN en fast årlig aktivitet i form af foreningens generalforsamling. Sommetider holdes der også en fest eller sammenkomst for medlemmerne. Af og til deltager DLN i oplysningsarbejde i Danmark, primært sammen med andre NGO’er i regi af CISU. Hvert tredje år ca. arrangerer DLN en turistrejse til Lesotho for danskere, som gerne vil besøge det lille land i det sydlige Afrika.Se under Tourism in Lesotho
Fire gange om året udsender DLN et nyhedsbrev, som fortæller sidste nyt om foreningens arbejde og generelt nyt fra Lesotho. Se under Newsletters
Generelt kan man få et indtryk af foreningens aktiviteter ved at læse de årlige formandsberetninger.
Projekter
Projekter
UDVEKSLING OG GENBRUG
I et forsøg på at skabe et engageret netværke imellem Basothoer og danskere under uddannelse facilitere vi udvekslingsophold sammen med sosusyd i Aabenra. Samarbejdet bygger videre på et projekt hvor vi har sendt brugt hospitalsudstyr til hospitaler og klinikker drevet af The Lesotho Evangelical Church in Southern Africa (LECSA)GENBRUG
UDVEKSLING OG GENBRUG
Denmark Lesotho Network: Skaber broer gennem sundhedsuddannelse og genbrug
Denmark Lesotho Network har et innovativt udviklingsprojekt, der sigter mod at fremme et engageret netværk mellem borgere fra Lesotho og danske studerende. Projektet har til formål at lette kulturel forståelse, vidensdeling og samarbejde mellem vore to samfund. Derudover bygger projektet videre på en tidligere indsats, der involverede afsendelse af brugt medicinsk udstyr til hospitaler og klinikker drevet af The Lesotho Evangelical Church in Southern Africa (LECSA).
Projektet forbinder basothoer og danske studerende: Denmark Lesotho Network søger at etablere et stærkt bånd mellem borgere fra Lesotho og danske studerende. Ved at opmuntre til interaktion, dialog og kulturel udveksling sigter projektet mod at fremme forståelse, empati og tværkulturelt samarbejde. Gennem denne kontakt kan deltagerne få indblik i hinandens kulturer, traditioner og levevis, hvilket fremmer gensidig respekt og værdsættelse. Projektet arbejder på at sende studerende fra Lesotho til Danmark og har allerede haft hold af danske studerende i Lesotho.
En af hovedkomponenterne i Denmark Lesotho Network er faciliteringen af udvekslingsprogrammet er; i samarbejder med SOSU Syd i Aabenraa, Danmark, at arrangere udvekslingsmuligheder for basothoer og danske studerende. Disse programmer giver de studerende mulighed for at dykke ned i hinandens uddannelsessystemer, lære fra forskellige perspektiver og udvikle en global tankegang. Ved at bo og studere sammen opbygger deltagerne varige venskaber og udvikler en dybere forståelse for kulturel mangfoldighed.
Denmark Lesotho Network opmuntrer til samarbejdsprojekter mellem basothoer og danske studerende. Disse projekter kan fokusere på forskellige områder som bæredygtig udvikling, sundhedspleje, uddannelse, teknologi og mere. Gennem fælles initiativer kan deltagerne udnytte deres unikke færdigheder og viden til at tackle udfordringer, som begge samfund står over for. Ved at arbejde sammen kan de finde innovative løsninger og skabe en positiv indvirkning i Lesotho og Danmark.
Tidligere har projektet involveret afsendelse af brugt hospitalsudstyr til sundhedsfaciliteter, som drives af The Lesotho Evangelical Church in Southern Africa (LECSA). Dette samarbejde fortsættes i kombination med udvekslingen og har til formål at støtte sundhedsinfrastruk i Lesotho.
Se denne lille video fra et af vores besøg i Lesotho:
DPE
DPE – Demokratigruppen og Fredsgruppen
Demokratigruppen i Denmark Lesotho Network består pt af 6 personer som samarbejder med organisationen DPE (Development and Peace Education ) i Lesotho.
Gruppen i Danmark søger økonomiske midler til DPEs projekter i Lesotho og fungerer som sparringspartner for organisationen.
DPE er en NGO, der arbejder med civilsamfundet i Lesotho. Den største opgave er at sikre, at marginaliserede grupper har indflydelse på politiske beslutninger, der påvirker deres hverdag – at deres stemme bliver hørt.
Desuden er DPE på mange planer involveret i landets demokratiske processer, de er “ vagthund” og sætter ofte spørgsmålstegn ved beslutningsprocesser, der tages i regeringskontorer og i landets parlament. I forbindelse med parlamentsvalg har DPE en vigtig rolle med undervisning af vælgerne, som valgobservatør og som en observatør og kommentator efter valget.
DPE arbejder også for, at konflikter løses på fredelig vis – blandt andet gennem fredsundervisning på skoler og læreanstalter og som konfliktmægler i lokalsamfundet.
DPE arbejder i 8 fjerntliggende, svært tilgængelige lokalområder, for at sikre, at befolkningen der bliver informeret og at deres stemme bliver hørt.
Hovedkontoret i Maseru er i løbende kontakt med de 8 lokalsamfund.
I de 8 lokalområder har DPE ansat en lokal animator, der er kontaktled til hovedkontoret. Den lokale person samarbejder med og rådgiver græsrodsorganisationer og interessegrupper, der alle er medlemmer af DPE.
DPE blev dannet i 1989 for at sikre lokalsamfunds deltagelse i demokratiske processer og udvikling. DPEs arbejde er forankret i en tro på, at organisering og uddannelse af medlemmer af samfundet gør det muligt at ændre nuværende situation og opnå højere levestandard. Gennem samarbejde og fredelig konfliktløsning er det muligt at spille en rolle i lokale og nationale regeringsstrukturer.
DPE er en medlemsorganisation, der ledes af et valgt forretningsudvalg. Aktiviteter og projekter udføres af et sekretariat med 10 medarbejdere samt de 8 lokale animatorer.
DPE arbejder tæt sammen med andre civilsamfundsorganisationer i Lesotho og det sydlige Afrika samt med centrale og lokale regeringsstrukturer i Lesotho.
DPEs projekter og aktiviteter støttes af forskellige donorer og partnere:
USAID, PISA, OSISA m.fl.
DPE-gruppen er ansvarlig gennemførelsen af de CISU finansierede projekter. Dette sikres ved rapportering fra DPE og løbende kommunikation mellem DPE-gruppen og DPE. Desuden tilstræbes et årligt besøg i Lesotho. Besøg fra Lesotho i Denmark er sket flere gange siden projektets start.
DLN og DPE indledte i 2008 et samarbejde, der resulterede i en ansøgning til CISU i 2010.
Det første projekt gjorde det muligt at iværksætte aktiviteter i 8 lokalområder og gennemføre strategier for offentlig deltagelse. DPE hjalp medlemmer i lokalsamfundet med at etablere interessegrupper med vedtægter for at sikre, at de kunne registreres officielt. (CBOs – Community-based organisation).
Desuden blev der udarbejdet træningsmateriale til nye medarbejdere i DPE for at styrke organisationens effektivitet.
Det andet projekt fokuserede på konsolidering af nogle af DPEs vigtige strategier:
“Community Parliament “ (en slags rollespil, hvor medlemmer af lokalsamfundet i en tredages proces holder parlament og fremsætter ønsker til deres parlamentsmedlemmer i Maseru. Community parlament er vokset i styrke over årene, og ofte deltager flere ministre og parlamentsmedlemmer, så de hører folkets stemme) og styrkelse af lokalområdernes interessegrupper for at sikre sammenhæng i aktiviteterne på tværs af regioner.
Desuden blev der gennemført et omfattende træningsprogram med fokus på konsolidering af DPEs interne finansielle, organisatoriske og rapporterings-/evalueringsprocesser.
Fra 2014 til 2017 gennemførte DPE og DLN et større treårigt projekt, som gjorde det muligt for partnerne at udvikle og gennemføre langsigtede strategier for mobiliserings af græsrødder. Dette for at uddanne og styrke den nationale fortalervirksomhed og etablere formelle mekanismer for offentlig deltagelse i udarbejdelse og gennemførelse af nationale budgetter, love og politikker.
Projektet understøttede ligeledes decentraliseringsprocessen i Lesotho.
Fra 2017 til 2022 (forlænget på grund af Covid19) har DPE og DLN gennemført et projekt, der bygger på erfaring og læring fra de tidligere projekter. I dette projekt er DPEs programmer og aktiviteter blevet decentraliseret.
Projektet har især brugt sociale medier til at styrke dialog og borgerbeslutninger.
Der er blevet oprettet 8 “ Community Libraries”, det vil sige 8 lokale mødesteder med adgang til internet, computere og digitalt udstyr, der har gjort det muligt for lokalbefolkningen at deltage online i nationale debatter.
De 8 biblioteker er udstyret med informationsteknologi, der gør det muligt at følge med i nyheder og søge viden digitalt.
Hvor bibliotekerne er etableret på eller i nærheden af skoler, er interessen for at søge viden digitalt meget stort blandt elever og lærere.
I skrivende stund arbejder DPE og DLN på at konsolidere bibliotekerne og udarbejde en bæredygtig plan for hvert biblioteks videreførelse.
RSDA
RSDA – Landbrugsgruppen
Landbrugs-gruppen
Landbrugsgruppen i Denmark Lesotho Network består af 7 personer, som samarbejder med RSDA (Rural Self-Help Development Association) i Lesotho. Den primære opgave vi løser i Danmark, er at søge midler til aktiviteter, der kan forbedre vilkårene for de ca. 5000 små bønder i Lesotho.
Vores samarbejdspartner siden 2004, RSDA er en rådgivningsvirksomhed, der organiserer og rådgiver bønderne. RSDA har gennem årene opbygget kapacitet ude i distrikterne, hvor de har støttet dannelsen af lokale sammenslutninger, som videndeler og står sammen om at samle og markedsføre deres produktion, så de kan øge både afsætning og pris.
Opbygning af lokal kapacitet og digital kommunikation er vigtigt i et land, hvor afstandene kan se små ud, men ofte er dagsrejser for RSDA´s medarbejdere, som har til huse i Maseru. RSDA har opbygget netværk af bønder og har etableret et godt samarbejde med statsansatte rådgivere, så de alle arbejder i samme retning og bygger viden i fællesskab.
Gennem denne organisering og opbygning af kapacitet står bønderne stærkere, fordi de står sammen og kan tale med en stemme. Det har betydet, at RSDA og de netværk, de faciliterer bliver hørt i landbrugspolitiske spørgsmål. Den seneste gevinst af denne udvikling er at mere end 10 landmænd stillede op og blev valgt til parlamentet ved det seneste valg. De har gennem de opbyggede netværk god kontakt til deres bagland i hele landet.
Det igangværende projekt løber over tre år (2021 til 2024) og har fokus på klimatilpasninger.
Det er muligt at hjælpe mere effektivt, fordi der er bygget en stærk organisation omkring rådgivningen gennem tidligere projekter, så nu er målet at udbrede kendskab til nye dyrkningsmetoder, nye afgrøder og ny narrativ mærkning af varerne, så forbrugerne får kendskab til de bæredygtige metoder, der ligger bag produktionen. Og håbet er naturligvis, at det kan bidrage til bedre afsætning og bedre priser, så levevilkårene for de små bønder kan blive bedre.
Dyrkningsmetoderne kaldes ”regenerativ dyrkning”, som er dyrkningsmetoder, der bevarer flest mulige næringsstoffer i jorden på naturlig vis. Metoderne er afhængige af dyrkningsforholdene. Derfor skal kendte metoder udbredes og tilpasses de særlige forhold, der er i Lesotho.
Mærkningen af varerne er også i forlængelse af tidligere projekter, hvor man har arbejdet med emballering og holdbarhed. Det tiltag, der ligger i denne projektperiode er at opdyrke en fælles storytelling om både produktionsmetoderne, men også om de særlige vilkår der er for produktion i bjergene.
Hvor kommer midlerne fra?
Pengene til projekterne er gennem alle årene kommet fra CISU (Civilsamfund i Udvikling).
Vi er altid på udkig efter nye projekter og finansieringskilder.
Vores samarbejdspartner: RSDA
Rural Self-help Development Association (RSDA) er en ikke-statslig organisation (NGO) i Lesotho. RSDA arbejder for og med lokale småbønder, regeringen og andre ngo’er for at udrydde sult og forbedre levebrødet for Basotho-folket i landdistrikterne.
Målet søges opnået ved hjælp til selvhjælp og ved at gøre landbefolkningen i stand til at gennemføre bæredygtigt landbrug ved blandt andet at yde teknisk vejledning. RSDA gennemfører projekter for flere donorer og partnere såsom Action Aid, SIDA (Det Svenske Internationale Udviklings samarbejdsagentur), Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) under FN, USAID (USA’s agentur for international udvikling) og Denmark Lesotho Network.
Hvis man vil vide mere, så har RSDA en god hjemmeside: https://rsdalesotho.com/
REJSEGRUPPEN
Rejsegruppen
En måde at fremme kontakt og udveksling mellem folk i Lesotho og Danmark kunne være at motivere flere danskere til at rejse til Lesotho for at opdage det smukke land og dets mennesker.
DLN har derfor nedsat en rejsegruppe som jævnligt arrangerer ture til Lesotho for interesserede danskere.
På turene er der altid indlagt besøg hos nogle af de projekter DLN samarbejder med. Derudover bruger vi de kontakter, vi har i Lesotho til at tilbyde unikke oplevelser.
Du kan læse om nogle af de indtryk de tidligere rejsende har fået:
LUKKE KNAP TIL PROJECTS
Rejser i Lesotho
Rejsefortællinger
Besøg Lesotho som turist
En måde at fremme kontakt og udveksling mellem folk i Lesotho og Danmark kunne være at motivere flere danskere til at rejse til Lesotho for at opdage det smukke land og dets mennesker.
På visionsmødet i september besluttede vi, at DLN gerne vil støtte personer/medlemmer, der ønsker at arrangere ture for turister til Lesotho.
Hvis du ønsker at arrangere en Lesotho-tur for en gruppe mennesker, er du meget velkommen til at henvende dig til DLN-bestyrelsen for råd og gode ideer.
Vi kan forsøge at knytte dig til en rejsearrangør med medlemskab af Rejsegarantifonden, hvilket vil være at foretrække til en grupperejse. Vi kan også rådgive dig om nogle praktiske spørgsmål vedrørende rejser til Lesotho, såsom infrastruktur, sundhed, hygiejne, kriminalitet, mad, vand, kultur. Vi kan give dig nogle tips om, hvad du skal se, og hvad du skal gøre i Lesotho. Vi kan rådgive dig om indkvartering og transport. Hvis I er en gruppe og ønsker at se projektet støttet af DLN, kan vi linke jer til partnerorganisationen i Lesotho og hjælpe jer med at arrangere et besøg på projektet.
Hvorfor Lesotho?
Lesotho er en meget interessant destination af mange forskellige årsager. Landet har et behageligt klima med lange og varme, ikke for varme, somre og korte og kolde vintre. Landskabet er smukt med små og store bjerge overalt, floder, søer og charmerende landsbyer i dalene. Bjergområderne er vidunderlige til vandreture. Basotho-folket er venligt og fredeligt.
Da landet er et højtliggende land med det laveste punkt på omkring 1500 meter over havets overflade, er der ikke mange af de sædvanlige tropiske sygdomme, der ses i Afrika. Der er ingen malaria osv. Indtil videre har ikke mange turister opdaget Lesotho, så du får et uspoleret og naturligt indtryk af Lesotho og dets folk.
Lesotho er omkranset af Sydafrika og kan derfor meget vel besøges i kombination med en rejse til Sydafrika. DLN vil især gerne støtte folk, der vil tage turisme til Lesotho på en sådan måde, at lokalbefolkningen i Lesotho vil drage fordel af de besøgende. Det kan være ved at bruge lokal indkvartering og købe mad fra lokalbefolkningen.
Vær med
Vær med
Medlemsskab
Et medlemskab er for alle, der deler vores værdier
Enhver, der kan støtte DLN's mål, kan opnå et medlemskab.
Medlemmerne bidrager til at støtte initiativer i Lesotho, der udvikler og forbedrer levevilkårene i landet.
Medlemmerne modtager et elektronisk nyhedsbrev fire gange årligt og blive inviteret til DLN's årlige generalforsamling.
Prisen for medlemskab er 100 kr. årligt, som indsættes på DLNs bankkonto:
Merkur Bank reg.nr.: 8401 acc.nr.: 0001061912.
Unfamiliar yet well known
Unfamiliar yet well known
A FIRST TIMER
A First timer in Lesotho
NY REJSE
Fremmedartet og dog så velkendt
THE HIDDEN LESOTHO
The hidden Lesotho
JAGTEN PÅ DE VARME KILDER
Jagten på de varme kilder
– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.
By Karina Ruby, Steering Committee member Lørdag eftermiddag den 8. marts 2003 hentede jeg Thaba, min gode ven og tidligere arbejdskollega/chef, ved universitetet i Roma, hvor han underviser om lørdagen. Vi kørte straks nordpå til byen Teyateyaneng og videre østpå til Mapoteng, hvor vi havde aftalt med politiet, at vi kunne parkere bilen ved politistationen, mens vi vandrede i bjergene. Vi havde nemlig planlagt at gå ud og lede efter nogle varme kilder, som efter sigende skulle befinde sig langt ude i det øde bjergland, men som ikke er angivet på noget kort og kun er kendt af den lokale bjergbefolkning. For Thaba var det med bagtanken at finde ud af, om det eventuelt kunne være et potentiale for fremtidig turisme; guidede vandreture til varme kilder. For mig var det med eventyrlyst og håbet om en flot trekkingtur i det ukendte. Vi var spændte, vi vidste nemlig ikke helt, hvad vi gik ind til. Politiet modtog os venligt og bekræftede, at det bedste og sikreste sted at parkere bilen ville være på politistationens grund. De spurgte nysgerrigt til vores planer og undrede sig vist over, hvorfor vi dog ville begive os op i de øde bjerge. Thaba forklarede, hvor vi havde tænkt os at gå hen: op over Mosalemane Pass, videre østpå til Senqunyane River, måske over til Serobeng Pass og derefter vende om og komme tilbage til bilen efter tre dage. Ved nogle små landsbyer ude i nærheden af floden skulle der være varme kilder, som vi ville forsøge at finde. Derfor denne vandretur. Om betjentene havde hørt om kilderne? Nej, det havde de ikke. Om de troede, det ville være sikkert for os at vandre rundt deroppe? Hvordan med kvægtyve og andre kriminelle? Ville de lokale hyrder se venligt på fremmede, hvis vi mødte nogle af dem? Betjentene mente ikke, kvægtyvene ville interessere sig for os, når vi ikke havde kvæg med, og når vi ikke lignede politifolk. De lokale folk ville formentlig være venlige, men de er lidt mærkelige deroppe i bjergene! Og Mosalemane Pass er meget stejlt, og Serobeng Pass er meget langt væk! De rystede uforstående på hovedet. Det har set underligt ud i deres øjne: en sort mand og en hvid kvinde med store rygsække på, en masse slid og slæb forude, op i bjergenes øde tomhed. Hvorfor dog det, når man kan nyde civilisationen i bil og hus nede i lavlandet? ”Jeg kan godt lide bjerge, og jeg kan lide at vandre”, sagde jeg. Selvom betjenten udmærket forstod engelsk, forstod han ikke indholdet af min sætning, det er jeg sikker på. Turisme er stort set et ukendt begreb i Lesotho; i alt fald er trekking og anden friluftsliv næsten ikke eksisterende i landet, som ellers har en enestående natur og oceaner af muligheder for netop den slags aktiviteter. Der er efter min mening et kæmpe stort uudnyttet potentiale, som både heldigvis og ærgerligt nok ikke er opdaget endnu. Fra Mapoteng tog vi en lokal bus (en overfyldt Toyota Hiace) til sidste landby på vejen østpå, Makhoroana, hvorfra vi skulle gå en times tid til flækken Ha Lebese, hvor Thaba har nogle slægtninge boende (hans svogers familie). De vidste ikke, vi ville komme, for de kan ikke kontaktes per telefon eller anden hurtig form for kommunikation. Han havde aldrig været der før, kun truffet dem ved familiefester andre steder, så han var ikke helt sikker på, hvor de boede. Vi gik en times tid fra asfaltvejen ad grusveje og stier ind til landsbyen Ha Lebese. Det var lige blevet mørkt, da vi kom til de første huse, og vi spurgte nogle af de første folk om vej til Thabas slægtninge. En dame gik med os det sidste stykke, så vi kunne finde det rigtige hus i landsbyen. Det var Thabas svorgers onkel og dennes husstand, vi blev ledt til. Thaba forklarede, hvem vi var og vores ærinde i området og spurgte, om vi måtte slå vores telt op her på deres grund. Vi var velkomne, og de tilbød os at sove i et rum i huset i stedet for teltet. Det tog vi imod, for det var naturligvis lettere end at skulle til at slå telt op i bælgravende mørke. De var alle i deres pæne tøj for de var lige kommet hjem fra en begravelse, hvilket efterhånden er den mest almindelige lørdagsbeskæftigelse i Lesotho. Vi sad et par timer, hvor de snakkede på sesotho om vores planlagte vandretur og om forskellige familierelationer. Den gamle mand kendte godt bjergene omme på den anden side af Mosalemane Pass, der havde han ofte hyrdet kvæg i sine unge dage. Han vidste også besked med, at der skulle være varme kilder et sted deroppe. Vi skulle bare spørge de lokale hyrder deroppe, hvor de findes, for de bruger dem til at vaske sig i specielt om vinteren. Vi overrakte familien den dybfrosne kylling, vi havde med fra supermarkedet i Maseru, som tak for husly, men da de jo havde spist til begravelsen den dag, ville den først skulle spises næste dag. Da de forlod vores soverum, spiste vi lidt af vores medbragte brød og peanut-butter, inden vi lagde os til at sove. Næste morgen blev vi vækket kl. 5, så kunne vi nemlig gøre os klar til at gå og slå følgeskab med en mand, som skulle i samme retning som os. Vi begyndte at gå kl. 6, og efter tre timer nåede vi mandens landsby Ha Lieta, som var en af de sidste flækker inden det for alvor begyndte at gå opad mod Mosalemane Pass. Nu var kl. 9, og vi var på egen hånd og seriøst på vej op mod et bjergpas, som ville bringe os op på bjergplateauet, hvor vi de næste par dage skulle vandre rundt. Det var for alvor ved at blive varmt, og da vi var kommet et stykke udenfor landsbyen, lynede jeg buksebenene af; nu måtte det kunne gå an med shorts. Det var nemt at følge stien op mod passet, og den var oven i købet ”bygget” af sten på alle de stejleste steder, så den ikke rutschede væk i regnvejr. Tilbage i 50’erne blev den brugt meget af handlende, som transporterede fåreuld ud fra bjergene og madvarer, sæbe og værktøj ind i bjergene. De gik så på et tidspunkt sammen om at lave (forstærke) stien. Nu var der ikke længere så meget gang i uldhandelen, mange af væverierne i lavlandet er lukket, men bjergfolket benytter vejen til at komme til lavlandet og handle en gang imellem. Vi mødte nu kun et par koner med nogle sække fulde af ferskener på et par æsler, som var på vej op mod passet ligesom os. De ville ind og sælge ferskenerne til bjergfolket, eller måske bytte dem væk mod noget uld eller kød. Ellers masede vi os uforstyrret op af passet, og vi masede virkelig. Det var sved-dryppende varmt, det var stejlt og det var HÅRDT. Vi måtte holde mange pauser, og da vi var ¾ vej oppe, var Thaba lige ved at give op; jeg kunne se, at han var helt flad. Da fandt jeg de to energi-drik frem, som jeg havde taget med uden hans viden. Det var lige det, der skulle til. Derefter gik det igen stødt og roligt det sidste tykke til toppen, som vi nåede kl. 13. Uauwh, nu stod vi på Mosalemane Pass og kiggede mod øst ind over højplateau’et, som var utrolig smukt, storslået og øde. We made it. Efter syv timers vandring, de sidste fire stejlt opad, nåede vi toppen af passet med fuld oppakning i stegende sol. Vi fotograferede lidt i alle retninger og gik så et lille stykke ned til et vandløb og holdt frokostpause. Et herligt rislende koldt vandløb, som jeg bestemte mig for at drikke af direkte, da der ikke så ud til at være noget som helst levende ovenfor det. Bjergvandet i Lesotho er rent og smager rigtig godt. Det var vel den herligste og mest velfortjente frokostpause, jeg meget længe har haft. Vi sad og blev enige om, at det der flade plateau, som vi havde forestillet os, nu ikke var helt så fladt endda. Det var faktisk et temmelig kuperet terræn, men vi måtte dog bestemt have overstået det værste. Det viste sig heldigvis at være korrekt. Med fornyet energi fortsatte vi østpå ad stien, mens vi sammenlignede det virkelige landskab med vores kort. Jeg havde været nede ved Department of Lands, Surveys and Physical Planning og købe fire meget detaillerede kort, som skulle dække vores vandring. Kortene er for så vidt rimelige med højdekurver osv., men de er forældede. De sidste nye store dæmningsanlæg er f.eks. ikke med, og de har dog forandret landskabet betydeligt. Der er opstået et par store søer, og nye veje er anlagt, og de fremstår slet ikke på kortet. ”Desværre, har vi ikke penge til at updatere kortene,” sagde den flinke mand på LSPP-kontoret, ”men næste gang Schweizerne bevilger os penge og teknisk assistance til kortproduktion, er det dæmningsområdet, som har første prioritet.” Ingen ved, hvornår det bliver. Vi mødte nogle enkelte hyrder og folk på vej mod lavlandet for at handle undervejs, og dem spurgte vi om vej, så vi var sikre på at holde os til den rette sti. Vi stilede mod landsbyen Ha Mothakathi nær den store flod Senqunyane River. Vi kom over et par mindre stigninger i løbet af eftermiddagen og var på vej ned over en stor og langsomt skrånende bjergside, da det nærmede sig mørkets frembrud. Vi vidste ærlig talt ikke præcis, hvor langt vi var kommet, og hvor langt der stadig var til landsbyen. Ved 18:30 tiden kom vi forbi et vandløb, og det var ved at være tusmørke. Vi blev enige om at slå lejr der, for det var et fint sted. I løbet af 20 minutter slog vi teltet op og installerede os, og så var det ellers mørkt og koldt. Vand fra bækken og 2-minutes-noodles på trangiaen gav et vidunderligt aftensmåltid. Vi havde vandret 12-13 timer den dag, og det var bestemt i overkanten; vi var meget trætte og ømme i både ben og skuldre. Det er knageme hårdt at gå med fuld oppakning. Der var totalt stille og øde omkring os, og stjernehimlen var fantastisk. Vi havde ikke på fornemmelsen, at der var mennesker i miles omkreds, men vi vidste reelt ikke, om landsbyen var tæt på eller stadig langt væk. Vi så dog hverken lys, dyr eller mennesker. Vi lå i soveposerne og småsnakkede, var tæt på at sove, da vi hørte en lyd udenfor teltet. Det lød bestemt som fodtrin, synes jeg. Vi stivnede og stirrede ud i mørket. Thaba spurgte gennem teltdugen, om der var nogle. Intet svar. Han kravlede ud for at se efter men så ingenting. Vi hviskede lidt frem og tilbage om kvægtyve, røvere, nysgerrige landsbyfolk og vilde dyr. Ingenting fandt vi ud af, og lydene forsvandt, og til sidst faldt vi i søvn, og ingenting skete. Det var jo meget godt. Natten var kølig men ikke mere, end at en enkelt trøje og en god sovepose var fint. Næste morgen kunne vi for alvor se hele dalen, hvor vi havde slået lejr; det havde været lidt for mørkt, da vi ankom til at se det. Hvilken morgenstund! Solen stod langsomt op over bjergkammen og skinnede til sidst ned på vores telt, og det begyndte at blive dejlig varmt. Hvor var det dog smukt. Kaffe, havregrød og peanutbutter-brød smager fantastisk sammen med udsigten til grønne græsklædte bjerge foran en dybblå himmel. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre. Vi tog den med ro og startede først ved 9-tiden med at vandre. Det gik igen lidt op og lidt ned, rundt om et bjerg, langs et vandløb og efterhånden mest nedad. De første tre timer mødte vi ikke en sjæl, men sidst på formiddagen mødte vi et par hyrdedrenge ved vandløbet, som kunne fortælle os, at de vogtede får men egentlig hellere ville gå i skole, og at vi ikke havde langt igen til landsbyen. Vi fortsatte nedad langs vandløbet og ved 13-tiden nåede vi landsbyen Ha Mothakathi. Vi kunne se landsbyfolkene i gang med at høste på en mark længere nede mod floden, men for en ordens skyld startede vi med at gå til høvdingens bolig midt i landsbyen. Her var kun en gammel kone hjemme, men hun fandt en dreng, som kunne følge os til høvdingen nede på marken. Han ledede høstarbejdet, som foregik i fællesskab med sejl og opmuntrende råb. En hel flok mænd går på række og høster den samme mark, foroverbøjet med en kortskaftet sejl i hånden og lidt forskudt, så de effektivt får det hele med. Kvinderne sad på græsset ved siden af hvedemarken og var ved at gøre mad klar til de høstende mandfolk. De havde slæbt gryder og skåle og tallerkener med oppe fra landsbyen, og der var tilsyneladende også hjemmebrygget øl, som nogle enkelte mænd var blevet godt berusede af. Høvdingen hilste venligt på os og lyttede til Thabas forklaring på, hvem vi var, og hvorfor vi kom der. Han bekræftede, at der findes varme kilder i området; de bruger dem til at vaske sig i om vinteren. Han udpegede et sted for os nær et træ på den anden side af floden, hvor vi ville finde kildevandet komme piblende op af jorden. ”Det er dog ikke varmt om sommeren, kun om vinteren”, sagde han. Begejstrede gik vi videre – nu skulle vi finde de varme kilder, som var målet for denne vandretur. Vi kom ned til floden, krydsede den ved et vadested, gik hen mod det udpegede træ, og der fandt vi faktisk en kilde, som piblede frisk vand op af jorden. Til min skuffelse var vandet ikke særlig varmt, og det lugtede heller ikke særlig meget af svovl, men den var der da. Nå, nu havde vi fundet de varme kilder, og vi fortsatte langs floden til den løb ud i den rigtig store flod, Senqunyane River. Den fulgte vi nordpå en times tid, hvorefter vi igen drejede tilbage vestpå igennem en lille landsby, for nu var det tid at vende og lade ruten gå tilbage mod vores udgangspunkt. Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå at krydse Senqunyane River og komme helt over til Serobeng Pass, som vi havde håbet på. Landsbyerne her ved floden ligger meget afsides, der er ingen vej dertil, og man ser derfor heller ingen biler eller andre køretøjer overhovedet. Der er mindst en dags vandring ud til en vej, hvor der kan køre biler, måske en halv dags rejse på hesteryg. Der er gangstier mellem landsbyerne, og der en adskillige landsbyer langs med floden, men i mine øjne ser de ikke ud til at være forbundet med verden udenfor dette bjergområde. Vi spurgte flere folk ved landsbyerne om de varme kilder, og de sagde alle, at de findes flere steder i området, og at de er varmere om vinteren. De lokale folk havde også forklaret os en vej nordvest over, hvor vi kunne ramme vejen ved Ha Seala og derfra finde biltransport tilbage til Mapoteng. Det ville vi gøre for ikke at gå samme vej tilbage som ud; det er sjovere at gå en rundtur. Vi fandt en sti i den rigtige retning, mødte en enkelt kone undervejs, som var på vej tilbage fra indkøb. Hun havde købt et nyt tæppe til at sove med om natten. Det krævede en dags vandring ud til butikken og en dags vandring hjem igen. Vi gik op over et mindre pas og kunne samtidig se skyerne samle sig østpå og blive mørkere og mørkere. Det ville garanteret ende med tordenvejr som så ofte om sommeren i Lesotho, og med torden kommer der altid blæst og regn. Vi så det komme nærmere, og det passede fint, at vi ved 18-tiden var ved et vandløb, som kunne være et godt sted at slå lejr. Det gjorde vi, og lige som vi havde fået teltet op, faldt de første regndråber. Det gav sig for alvor til at storme og regne, men det lykkedes dog at sidde i teltåbningen og passe trangiaen udenfor, så aftensmad fik vi. Da vi senere lå i soveposerne, lynede og bragede det helt vildt. Jeg håbede, at teltet kunne holde til den kraftige storm og regn, og at lynet ikke vilde slå ned i os, men det gik heldigvis fint. Det er utroligt, som tordenbragene kan runge inde mellem bjergene. Næste morgen var det rigtig koldt udenfor teltet, som lå helt i skygge nede i den smalle dal. Vi forventede at have en lang vandredag foran os, så vi stod tidligt op – kl. 5:30, tror jeg. Varm kaffe og havregrød blev indtaget inde i teltet med fleecetrøjerne på. Da vi havde pakket sammen og skulle til at gå, kom der en enkelt vandringsmand forbi på stien ovenfor lejrpladsen. Han viste sig at skulle samme vej som os og ville gerne slå følge med os. Det var jo fint, så havde vi en vejviser. Det var en ung fyr, som arbejdede som hyrde for en kvægbonde. Han havde nu været en måned alene oppe i bjergene på en kvægpost og havde ikke snakket med et menneske i en hel måned. Nu skulle han hjem på besøg ved sin familie, hvor han kom fra. Han sagde, at han godt kunne lide tilværelsen alene med kvæget i bjergene. Der er fredeligt, og ingen slås eller generer hinanden, sagde han. På spørgsmålet om han læste bøger eller gjorde andet for ikke at kede sig, måtte han benægte. Han kunne ikke læse, men han kedede sig ikke og savnede ikke nogen form for underholdning. Men enhver kan vel komme i selskabsunderskud; han så i alt fald ud til at nyde vores selskab meget, og han ville gerne snakke. Hele denne tredje vandredag var ligesom de to foregående utrolig smuk. Vejret var igen solskin og blå himmel, det blev hurtigt varmt, da solen kom op over bjergtoppene. Den første halvdel af dagen gik vi mest op, indtil vi nåede toppen af et pas, og derefter gik det stejlt nedad og derefter mest ligeud, indtil vi nåede landevejen. Den unge hyrdemand lærte mange ting ved at vandre en dags tid sammen med os. Han havde aldrig før set et transportabelt køkken, hvor man så let kunne lave mad til frokost, som da han så min trangia og smagte vores 2-minutes-noodles. Så smarte nogle rygsække til at bære megen bagage i havde han heller ikke set før. Han syntes sågar, det var sjovt at gå med en af dem. Jeg lærte også meget om Lesotho og en bjerghyrdes liv ved at høre om hans liv. Så enkel en tilværelse man dog kan have. Stå op og gå i seng med solen, kigge efter kvæget, ikke eje mere end hvad man kan bære i en skuldertaske og ikke forholde sig til andre mennesker overhovedet. Meget overskueligt og simpelt, ikke de store valg at træffe i hverdagen, og ingen stress og jag. Men ville jeg bytte? Nej. Da vi først kom ned til landsbyerne nedenfor passet, var det tydeligt, at vi igen var tilbage i lavlandet. Her var der mange mennesker, mange landsbyer, markerne var opdyrkede og der var jordveje, hvor oksetrukne kærrer kunne komme frem. Senere blev det til grusveje, hvor selv firhjulstrukne biler kunne køre (vi så dog ingen). Hele tiden troede jeg, at nu måtte vi da snart være ude ved landevejen, men der var faktisk tre timers vandring nede i dalen/lavlandet, før vi endelig ved 18:30-tiden nåede helt ud til den grusvej, hvor offentlig transport kan findes. Vi fangede den sidste minibus ind til Mapoteng, hvor vi jo havde bilen holdende på politistationen. Vi var naturligvis godt snuskede efter tre dages sveddryppende varm vandring i bjergene uden ret megen dyrkning af personlig hygiejne, og jeg må indrømme at hele kadaveret var ømt og træt af lange dagsmarcher med en tung rygsæk. Det var ufattelig skønt at sidde i et motortrukket transportmiddel. På politistationen fandt vi bilen i god behold, og betjentene så os undersøgende an. ”Nåh,” sagde overbetjenten, ”der er langt over til Senqunyane River, hva´.” Hvordan kunne han nu lige præcis vide, at det var så langt, som vi var nået? Hvorfor lagde han ikke ud med at spørge os, hvor vi egentlig havde været? Det snakkede vi meget om i bilen på vej tilbage til Maseru. Det måtte forholde sig sådan, at politiet har spurgt folk, som kom ned fra bjergplateauet, om de havde set os eller hørt om os, og dermed været i stand til at følge vores færden. Måske havde de selv haft betjente deroppe og kigge efter kvægtyve, og de har vel så forhørt sig blandt hyrder og bønder deroppe om de to vandrere. Måske skulle vi alligevel have højere tanker om politiet i Lesotho, end vi havde haft hidtil? Måske har de faktisk været lidt bekymrede for os og holdt lidt øje med os. Det var faktisk en interessant opdagelse. Tilbage i Maseru analyserede vi turen lidt hen over en pizza. Vi var enige om, at det havde været en forrygende god tur, en meget intens naturoplevelse med den der interessante følelse af at være meget lille midt i den store natur. Det havde dog været temmelig meget af en stroppetur, vi havde vandret henholdsvis 12, 9 og 11 timer om dagen, men som research af området havde det været ok. Man kunne fint arrangere vandreture for turister derop, men det skulle gøres mere mageligt. Man kunne bruge fire eller fem dage i stedet for tre til vores distance, og man kunne have æsler med til at bære bagagen. Det ville straks gøre turen attraktiv for mange mennesker. Man kunne også fortsætte østpå til Katse Dam, og så tage offentlig transport hjem derfra. Der er flere muligheder for ruter, både korte og lange, på Berea Plateau. Fremtiden rummer bestemt muligheder, men det skal gribes rigtigt an.WHAT THEY FEED ON
What they feed on
REJSEBREV
Rejsebrev
CONTACT TRAVEL
Kontaktpersoner
SIGNUP
NYHEDSBREVE
Læs vores nyhedsbrev 'Lumela' her. Nyhedsbrevet udkommer fire gange om året.
Du kan læse om arbejdet med vores partnere, fremskridt, opdateringer om den politiske situation i Lesotho, generalforsamlinger, nyheder fra bestyrelsen og meget mere. Hvis du er medlem af DLN, sender vi dig det seneste nyhedsbrev via e-mail, så snart det er udgivet.
Generalforsamlinger, nyheder fra bestyrelsen og meget mere. Hvis du er medlem af DLN, sender vi dig det seneste nyhedsbrev via e-mail, så snart det er udgivet.
Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik, som du kan finde her: Privatlivspolitik for DLN
NYHEDSBREVE
Få adgang til vores nyhedsbrev 'Lumela' her.
Nyhedsbrevet udgives kvartalsvist og indeholder en samling af nyheder fra vores hjemmeside, samt en kort hilsen fra vores formand.
Du kan læse om vores partnersamarbejder, monitorerings- og partner besøg, turristture, udvekslingsophold, generalforsamlinger, bestyrelsesnyheder og meget mere.
Hvis du er medlem af DLN, vil vi sende dig det seneste nyhedsbrev via e-mail, man er også velkommen som abonnent uden at være medlem.
I arkivet over gamle nyhedsbreve vil man kunne se at vi tidligere havde en engelsk version af nyhedsbrevet, det findes ikke længere fordi vi lavede en brugerundersøgelse der viste at den engelske udgave ikke blev læst ret meget.
Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik, som kan findes her: Privatlivspolitik for DLN.
FOOTER
Kontakt DLN
Denmark Lesotho Network
c/o Karina Ruby
Haslevangsvej 14C
8210 Aarhus V
Mail: dln@lumela.dk
Development Peace Education
RSDA – Rural Self Help Development- Association
BAG - Berea Agicultural Group
CISU