– beskrivelse af trekking i Lesotho’s bjerge.Fra dam til dam, fra Mohale Dam til Katse Dam

By Karina Ruby, Steering Committee member

Det var så småt ved at blive vinter i Lesotho, måske lidt sent på året til en vandretur, men vi havde ikke haft tid før og nu skulle vi altså lige nå at gå Dam to Dam, inden jeg skulle rejse hjem. Det var fredag d. 23. maj 2003, min sidste arbejdsdag i Lesotho, og jeg fik fri til middag. Thaba hentede mig sammen med et par venner, som skulle køre os til Mohale Dam, hvor vi ville starte vandreturen. Vi ville ikke efterlade en bil der, for planen var at gå hele vejen til Katse Dam og så tage offentlig transport hjem derfra. Denne tur udtænkte vi på vores første trekking tur i marts, hvor vi studerede kortet nøje. Det ville sandsynligvis være fantastisk flot at vandre hen over højlandet fra den ene store dam til den anden. Dammene er kunstige og nyopståede i forbindelse med et meget stort dæmningsbyggeri, som går ud på at opdæmme vand og lede det til Syd Afrika, hvor de mangler vand.

Denne gang ville vi have æsler til at bære vores oppakning, så det kunne blive lidt mere komfortabelt end sidst, hvor vi gik med fuld oppakning. Vi havde dog ikke nået at organisere noget på forhånd, så det skulle blive spændende, om det ville lykkes. Vi kørte de to timer fra Maseru (hovedstaden) til Mohale Village, hvor vi spurgte politiet, hvilken høvding i området mon ville være i stand til at hjælpe os med æsler. De anbefalede os at køre til høvdingen i den nærliggende landsby Ha Korporale, da han var en betydningsfuld og hjælpsom mand. Det gjorde vi så, og Thaba og jeg og vores bagage blev sat af, mens vennerne vendte bilen og kørte hjem mod Maseru, inden det blev helt mørkt. Høvdingen var ikke hjemme, men hans kone lovede os, at de nok skulle finde en mand og et æsel til at ledsage os. Det var dog ikke helt let, men efter en times tid havde de fundet en ung fyr, som var villig til at hjælpe os næste morgen.  Allerede sidst på eftermiddagen blev det koldt, faktisk så koldt at jeg måtte finde de lange underhyler og ekstra trøjer frem. Høvdingens kone havde tilbudt os at sove i en hytte ved deres bosted i stedet for at vi skulle slå telt op, og det takkede vi gladelig ja til. Hytten var dog uden nogen form for opvarmning, så koldt var det da. Der lugtede også lidt underligt, fordi der lå tørret kød i det ene hjørne og en masse græskar i det andet hjørne – hvis man da ellers kan tale om hjørner i en rund hytte. Vi fik at vide, hvor vi kunne tage vand, og hvilket lokum, vi kunne bruge, og så lavede vi aftensmad på trangiaen.  Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, og så kom problemet. Den unge fyr fra dagen før ville alligevel ikke ledsage os til Katse Dam, for han havde ikke noget æsel! Nå? Da han havde sagt ja dagen før, troede han bestemt, at han kunne låne et æsel, men det kunne han altså ikke, da ejeren selv skulle bruge det. Vi havde bestemt ikke lyst til at bære al bagagen selv, så vi startede forfra med at få høvdingens kone til at hjælpe med at finde en fra landsbyen, som var villig til at stille æsel til rådighed. Det lykkedes da efter et par timer, men han ville ikke gå med hele vejen, kun til en landsby midtvejs, hvor vi kunne finde et andet æsel. Det var bedre end ingenting, så vi slog til. Af sted kom vi og vandrede mod nord langs floden Senqunyane River, som nu var ved at blive omdannet til sø.  Lesotho Highlands Water Project er et meget stort dæmningsprojekt, som kun er midtvejs i sin fuldførelse på nuværende tidspunkt. Der er planlagt adskillige faser i projektet, som skal stå færdigt i år 2020. Det vil til sidst omfatte 4-5 dæmninger og dermed opdæmmede søer inde midt i Lesotho, hvor bjergene er høje og rummer meget vand i form af floder, som løbende forsynes af vand, der strømmer ned af bjergsiderne. Første og største fase af projektet er nu færdigt, nemlig de to dæmninger ved Katse og Mohale, forbindelsestunnelen mellem dem og tunnelen, der leder vandet nordpå ud af Lesotho og ind i Syd Afrika. Vandet ledes op til området ved Johannesburg, hvor de mangler drikkevand til millioner af mennesker og vand til de store industrier og minedriften. Først blev floden Malibamatso River opdæmmet og Katse Dam opstod i 1997, som en stor og smuk sø midt i et fantastisk bjerglandskab. Der er nu allerede i 6 år blevet eksporteret vand til Syd Afrika. Nu i 2003 blev de færdige med dæmningen på Senqunyane River ved Mohale, og de er begyndt at lukke vand ind i det hul, som snart vil blive til endnu en sø. Når også Mohale Dam er fyldt med vand, kan der sælges endnu mere vand til Syd Afrika. Vandet ledes fra Mohale Dam nordøst på gennem en tunnel til Katse Dam og derfra gennem en tunnel stik nordpå ud af Lesotho. Et meget imponerende anlægsværk, det må man sige, men naturligvis ikke uden omkostninger for lokalbefolkningen i de opdæmmede områder. Mange mennesker er blevet forflyttet, da deres tidligere hjem og marker nu er oversvømmet.  Vi gik altså fra Ha Korporale på østsiden af Senqunyane River nordpå langs med floden, som på dette sted er ved at stige op langs bjergsiderne og blive til en sø. Vi kunne se de hvide pinde, som er stukket i skrænten et stykke over floden. De markerer højden på vandstanden, når bassinet er færdig med at fylde sig. Det var yderst interessant at stå der og føle sig midt i en historisk proces. Det var tydeligt, at vandstanden allerede var steget i forhold til det normale flodniveau, men det var dog stadig ikke rigtig en sø. Det var smukt nu, men det vil blive endnu smukkere at vandre der, når søen er fuld af vand. Nye høje gangbroer er ved at blive bygget over floden, så lokalbefolkningen stadig kan komme over på den anden side, når nu deres sædvanlige vadesteder forsvinder i den forhøjede vandstand.  Den første dag passerede vi landsbyen Ha Sekolopata, hvor kvinderne var i gang med at bearbejde årets høst. De luftede kornet, så vinden kunne sortere avnerne fra, og de malede kornet for håndkraft på en malesten. Majsen lå stakket op til tørre i bunker rundt omkring i landsbyen. Vi fortsatte i flere timer uden at møde menneskelig beboelse, og det var mørkt, da vi nåede landsbyen Ha Tsoelike, hvor vi ville overnatte. Vores æselmand ville ikke med længere end hertil, han ville overnatte og så straks vende hjemad næste morgen. Vi havde foreslået at slå lejr inden landsbyen, da det blev mørkt, men vores følgesvend turde ikke på vilkår at sove i telt. Han var bange for mørket og alt det ukendte, han havde aldrig før sovet et sted, han ikke kendte, og det skulle han heller ikke i nat. Han kendte høvdingen i landsbyen, så der ville han sove. Nå ja, så vandrede vi den sidste times tid i mørke med pandelampen på, og det gik jo også.  I Ha Tsoelike fandt vi høvdingen og forklarede vores ærinde. Igen var folks undren stor over, at nogle kan finde på at vandre blot for vandringens skyld. De spurgte alle om vi var redningsfolk, som skulle til Katse Dam for at fiske en nedstyrtet helikopter op. En fuldstændig vanvittig tanke. Det er rigtigt, at en helikopter styrtede ned i søen et par dage før, vi startede vores vandretur; en frygtelig katastrofe, hvor tre mænd omkom. Hvis et redningshold skulle prøve at fiske helikopteren op, ville de jo nok komme med avanceret udstyr og benytte den udmærkede asfaltvej, som er lavet nordfra til Katse Dam. Det viser blot lidt om, hvor uvidende folk langt ude i bjergene egentlig er. Måske var det min hvide hudfarve, som fik dem til at tro, at vi måtte være nogle eksperter, som havde med helekopterstyrtet at gøre. Måske aner de slet ikke, at redningsmandskab ville benytte bil, båd og fly og komme nemmere veje til Katse Dam end at vandre ind over bjergene, som vi gjorde. Det virkede i alt fald helt komisk på mig, at de overhovedet kunne finde på at spørge. Der var i øvrigt stor enighed om, at det nok var søslangen som bor i Katse Dam, som havde snuppet helikopteren!  Igen fik vi tilbudt en hytte for natten, så vi ikke skulle slå telt op. Høvdingen fandt en af sine unge mænd i landsbyen til at ledsage os med et nyt æsel næste dag på resten af vejen til Katse. De mente klart, at der var langt til Katse, når prisen for æsel og mand skulle udregnes; men der var ikke langt til Katse, når man spurgte, om det overhovedet kunne gøres på én dag. Det kunne det sagtens, sagde de. Ingen ville risikere at skulle overnatte med os i telt undervejs. Mørket er farligt, det er fuld af ånder og heksekraft. Vores følgesvend fik udvidet sin horisont, blot ved at overnatte med os i hytten. Vi bød ham på aftensmad fra trangiaen, som han syntes var fantastisk smart, ligesom pandelampe, lommekniv og sovepose også var helt nye ting for ham.  Næste morgen drog vores æselmand fra dagen før tilbage vestpå, og med vores nye mand og æsel fortsatte vi mod nordøst i retning af Katse Dam. Det var koldt, i kanten af de små vandløb var der stadig isflager på vandet, og græsset var hvidt af rimfrost. En ung pige fra landsbyen vandrede med os et stykke, for hun ville gerne benytte lejligheden til at snakke lidt engelsk med mig og øve sig. Hun var den eneste i landsbyen, som gik på high school, og hun tog det som fjernstudie. Det var yderst kompliceret, for der kommer jo ikke post ud til sådan en landsby. Hun måtte jævnligt vandre ind til et større sted, hvor hun kunne modtage det tilsendte materiale. Hun havde heller ingen i landsbyen, som kunne hjælpe hende med hjemmearbejdet, for hun var allerede den mest belæste person. Thaba hjalp hende med lidt matematik om aftenen, og det var helt klart, at ingen andre i landsbyen forstod et kuk af, hvad der foregik. Jeg var meget imponeret over, at hun overhovedet var kommet i gang med studierne. Der må have været en god lærer på den lokale folkeskole, som har motiveret både pigen og hendes forældre til det.  Efter at have passeret et par små landsbyer om morgenen kom vi igen op på et højt plateau, hvor der var absolut øde og ingen mennesker i miles omkreds. Vi nåede op til et sted kaldet Haheng-la-Sekhonyana i 2936 meters højde. Her er der en lille hule i klippen, som er historisk, fordi Basothoerne i forrige århundrede brugte den som skjulested for kvinder og børn, da de var i krig. Det blæste koldt og kraftigt deroppe, så vi skyndte os at nyde udsigten og så komme videre ned i læ. Vi fandt et vidunderligt sted at holde frokostpause ved et vandløb i en dal. Herefter gik det jævnt ligeud indtil vi sidst på eftermiddagen kom ud til en landsby, Ha Rapoeea, og en grusvej, hvor der kunne komme kørende trafik. Vi var endnu ikke helt i Katse Village, som var vores mål, for der kunne vi overnatte og finde offentlig transport til Maseru næste dag. Vi mente, at æselføreren skulle ledsage os helt til Katse Village, men det ville han ikke. Han ville efterlade os der ved vejen, hvor vi kunne tage en bus det sidste stykke. Han ville nemlig nå at ride hjem, inden det blev mørkt.  Her stod vi så ved grusvejen med al vores bagage og følte os dumpet i udkanten af civilisationen. Vi forhørte os i den lille butik, om der ville komme flere busser forbi den dag, og det var nok tvivlsomt. Vi ventede en times tid, snakkede med forbipasserende folk om muligheden for et lift, men det gik op for os chancerne vist var meget små. Det var sidst på eftermiddagen, og der ville næppe komme flere biler forbi den dag. Altså var der kun en ting at gøre, eftersom vi ikke havde lyst til at sove i den landsby – den og dens folk så ikke hyggelig ud – det var at stable al bagagen på ryggen og begynde at gå. Egentlig havde vi mere, end vi kunne bære, for nu havde vi jo haft æselbistand hele vejen, men alligevel lykkedes det os at bære det hele. Vi gik ad grusvejen mod Katse Village en times tid, og det var ved at blive mørkt, men nu kunne vi se den imponerende store og flotte Katse Dam. Jeg har set den mange gange men bliver altid imponeret over det store anlægsarbejde og den smukke udsigt. Da var vi heldige at møde en politibil.  De var flinke at give os et lift til Katse Village. Vi havde tænkt os at slå teltet op ved hotellet og betale en skilling for det, for vi havde ikke råd til at gå ind på et pænt hotelværelse. Politiet mente ikke, at det ville være muligt, og de tilbød os at slå teltet op ved politistationen. Det tog vi imod med glæde og følte os i alt fald sikre der. Natten var igen kold med frostvejr og blæst uden for teltet. Vi var enige om, at denne tur fra dam til dam ville være attraktiv for turister, som både vil se den uberørte natur, befolkningens kultur og det store konstruktionsarbejde omkring dæmningerne. Hvis man sørger for at have en klar aftale på forhånd med nogle æselmænd, og hvis man gør turen lidt tidligere på året, så kan det blive alle tiders tur. Man kunne nemt indlægge en halv dag i hver ende af turen til et besøg på informationscentret i henholdsvis Mohale og Katse om dæmningsprojektet. Der er lavet info-centre med mini-modeller, videofilm og informationsmedarbejdere, hvor besøgende kan få en masse information om Lesotho Highlands Water Project. Det er absolut et besøg værd.  Næste morgen pakkede vi sammen, takkede politiet for venligheden og hjælpen, og så gik vi lidt rundt i Katse Village. På hotellet spurgte vi, om vi havde kunnet sætte teltet op på deres græsplæne, men det fik vi negativt svar på. Det brugte de ikke at lade folk gøre, man skulle leje et værelse. Der findes ingen campingplads i byen, men hvis man aftaler det på forhånd, kan man vist få lov at campere ved vandprojektets informationscenter. Vi så mange biler tilhørende dæmningsprojektet og politiet i Syd Afrika. De var der på grund af den nedstyrtede helekopter, hvor man forsøgte at finde årsagen til styrtet at tage stilling til, om den kunne bjerges. Vi fandt en bus mod Maseru og ventede på, at den skulle blive fuld, så den kunne køre. Den kører ikke efter køreplan men efter, hvornår den er fuld. Vi ringede til vennerne i Maseru og aftalte, at de skulle køre til Leribe og hente os der. Det ville gå hurtigere end at tage bussen hele vejen tilbage til Maseru.  Den såkaldte bus var en af de sædvanlige overfyldte Toyota Venture (Hiace-typer), som stopper mange gange undervejs og tager folk af på. Nogle steder holdt den igen længe for at vente på at blive fuld, inden den ville køre videre. Folk snakker altid livligt i bussen om alle de aktuelle begivenheder, og lige for tiden var den største nyhed jo helikopterstyrtet. Af de fire ombordværende overlevede kun én, nemlig en tysker, som kunne svømme. En syd afrikaner og de to basotho-piloter druknede. Der var helt klar enighed om, at det var den store søslange, som bor i Katse Dam, som var blevet vred og havde snuppet helikopteren. En meget vidende mand mente at vide, at under konstruktionen af dæmningen havde de syd afrikanske og italienske ingeniører fordret søslangen, som altid havde boet i floden, med nogle piller, som gjorde den glad og rolig. Dette havde gjort det muligt for dem at bygge selve dæmningsmuren uden at få problemer med slangen. (En slags doping?) I flere år havde slangen nu været meget tilfreds, eftersom den havde fået en større sø at være i. Nu var virkningen fra pillerne imidlertid stoppet, og slangen var blevet vred. De er ikke sådan at spøge med, sådan nogle søslanger!