Baggrunden for projektet, som projektgruppen indtil videre har givet arbejdstitlen ’Working kids’, er et ønske hos initiativtageren, Carsten Brønden, om at bringe såvel egne som gode kolleger og venners erfaringer i spil på en engagerende måde til gavn for fattige børn og unge i det sydlige Afrika. Vi er en flok garvede ulandskonsulenter med bred erfaring, ikke mindst fra erhvervsuddannelse, og interessen og opbakningen til ideen har været stor, lige siden den blev lanceret i begyndelsen af 2015. Inspirationen er delvis hentet fra et vellykket Danida støttet program i Bangladesh, ’Underprivileged Childrens Programme’, hvor gadebørn modtager uddannelse og faglig oplæring, så de kan få kvalificeret arbejde og et bedre liv.
Af forskellige grunde faldt valget på Lesotho, som er det mindste og fattigste land i det sydlige Afrika. Vi kontaktede derfor DLN, som tog positivt mod ideen og opfordrede Carsten til at danne en formel projektgruppe under DLN og stille op til bestyrelsen. Efter en hurtig og entusiastisk opstart gik processen dog lidt i stå, idet det viste sig vanskeligt per distance at identificere egnede, interesserede partnere i Lesotho og at indsamle relevante oplysninger om disse. Rejser til Lesotho blev aflyst eller udskudt, og lokale kontaktpersoner, som arbejde på sagen faldt fra. Erfarne kendere af Lesotho, især formand Anne Andersen og Kurt Johannesen fra projektgruppen, påpegede derfor, at det nok var nødvendigt, at Carsten selv drog derned på fact finding, hvis vi skulle løbe projektet i gang.
En sådan blev derfor gennemført medio februar 2016, hvor Carsten besøgte 4-5 træningsinstitutioner og mødtes med de relevante personer i både Undervisningsministeriet og Arbejdsministeriet. Møderne med ministerierne var arrangeret med hjælp fra Jens Vad, som er bosiddende i Lesotho og medlem af DLN. En lokal frivillig, Ms. Lucy Mokhatlampolo, var med på hele rundturen, mens Jens Vads lokale kollega, Mr Siriti Phate, deltog i programmet i Maseru (Jens selv var på konsulentarbejde i Sierre Leone.)
Hensigten med møderne med ministerierne var kort at orientere om vore planer, samt at sikre, at vore intentioner ikke kolliderer med regeringens politikker og planer på området. Møderne med begge ministerier var meget positive og interessen var stor, – selvom det lykkedes at gøre det klart fra starten, at der bliver tale om et NGO projekt, og at vi som sådan, hverken har noget officielt mandat eller donorpenge i ryggen.
Besøgene hos træningsinstitutionerne var også positive. Vi fik et godt indtryk af deres aktiviteter og også af de udfordringer, de kæmper med. To-tre af institutionerne udtrykte ønske om at samarbejde med os, men der forestår stadig en hel del afklaring og benarbejde, inden vi kommer så langt. Og erfaringen viser, at det kan være lidt svært at klare den slags per distance. Lige nu overvejes det, om en mulig model for samarbejde kunne være, at en større, velkendt NGO som Lesotho National Council of Women, (hvis målsætning er helt i tråd med CISUs retningslinier for støtte) kunne være den overordnede partner, som danner rammen om en række mere specifikke aktiviteter til støtte for institutionerne. Men vi har ikke rettet nogen officielt henvendelse til nogen endnu, og det kan forudses, at der nok bliver behov for en rejse mere inden så længe.

Medlemmer af projektgruppen er: Carsten Brønden, Kurt Johannesen, Mogens Jensen, Erik Lyby, Poul Ingerslev, Jens Vad, Grete Mygind