Vores partner Development Peace Education og fejring af 200 års jubilæum
Af Bodil Mathiasen
“I en verden fuld af krig og vold fejrer vi idag 200 året for Lesotho og husker, at Kong Moeshoeshoe 1 – nationens grundlægger – elskede fred og kaldte sig selv “ Fredens broder.””
Således lød det i åbningstalen fra National Koordinator Valentine Moseou, da DPE (Development for Peace Education) fejrede landets fødselsdag.
DPE havde valgt at fejre dagen i Mamaebane landsbyen (Mafeteng distrikt), hvor et af DPEs otte Community Libraries har til huse.
Deltagerne og talerne ved dette event kom fra mange forskellige dele af samfundet: områdets beboere og organisationer, lærere, elever, lokale høvdinge, folkevalgte ledere fra distriktet, kirken og ikke mindst traditionelle healere og repræsentanter fra “ initiations schools” (en gammel tradition i Lesotho, hvor unge mennesker bliver indviet i voksenlivet).
Alle var samlet for at fejre fredelig sameksistens, og mange af talerne udtrykte bekymring over det høje antal af drab og vold, der desværre sker i Lesotho. Det blev en festlig dag med sang, dans og mange taler.
Den afsluttende tale lød således: ”At markere 200 år for Basotho-nationen er en vigtig milepæl, som opfordrer os til at reflektere over de værdier, der binder nationen sammen. At omfavne fred og enhed er afgørende, ikke kun for at ære fortidens arv, men også for at opbygge en stærk fremtid. Når vi forpligter os til at opdrage børn med omsorg og kærlighed og en dyb forståelse for fællesskab, lægger vi grundlaget for et samfund baseret på respekt og harmoni. Lad denne fejring være en påmindelse om styrken i fællesskab, kraften i medfølelse og det ansvar, vi alle deler for at forme en fredelig fremtid for Basotho-nationen.”
DPE arbejder i otte svært tilgængelige områder i Lesotho. Her er der blandt andet oprettet Community Libraries, der er samlingssteder, hvor befolkningen har adgang til internet, og hvorfra man kan kommunikere med DPEs hovedkontor i Maseru, få adgang til vigtigt information og nyheder, indgå i dialog med ministre og parlamentsmedlemmer for derigennem have mulighed for politisk indflydelse og medbestemmelse.
DPE står også for et program, der hedder “Peaceful Schoolmodel” for skoleelever. Her får eleverne mulighed for at lære om demokrati, ansvar, rettigheder og pligter. En af DPEs fokuspunkter er ikke-voldelig kommunikation, dialog og fredelig konfliktløsning.
DPE fejringen var allerede overstået, da vores lille delegation besøgte Lesotho i oktober. Heldigvis havde RSDA – Rural Selfhelp Development Association – inviteret vores gode venner fra DPE til at være med til festen ved Thaba Busiu den 3.10.
Det var et glædeligt gensyn, og dejligt at vide, at RSDA og DPE – vore mangeårige DLN partnere – er gode venner.
Ved RSDA fejringen blev der også talt om demokrati og venskab. Tidligere direktør for LCN (Lesotho Council of NGOs) og nu senator Seabata Motsamai nævnte blandt andet i sin tale, at deltagelsen ved Folkemødet på Bornholm i 2019, hvor DLN havde besøg fra Lesotho – var en kæmpe oplevelse og øjenåbner: at så mange ministre og andre folkevalgte gik fredeligt rundt side om side på Folkemødet uden synlige body guards (der har nok været nogle) og at man diskuterede og festede sammen på fredelig vis på trods af forskellige politiske holdninger.
Dagen efter RSDA fejringen deltog vi også i den store fest på Lesotho Stadion. Et flot arrangement der bød på en meget forskelligartet underholdning: parader, dans, store kor-arrangementer og til slut taler fra de prominente gæster fra flere afrikanske lande.
Efter min mening var den smukkeste tale, som fik en tåre frem i min øjenkrog og en klump i halsen, den der blev holdt af Sydafrikas president Cyril Ramaphosa. Han sagde blandt andet: ”Her kommer en tale fra jeres eneste nabo – Lesotho er omkranset af Sydafrika på alle sider – og i denne tale skal lyde en stor og dybtfølt tak. Tak for at stå os bi i svære tider under det hvide Apartheidregime, for solidaritet og beskyttelse af vores kammerater, der boede i exil her i Lesotho.”
Et stort antal ANC medlemmer – blandt andet Chris Hani, der var en højtstående leder i ANC og en nøglefigur i kampen mod apartheid, – boede en overgang i et lejlighedskompleks i det centrale Maseru.
For at får ram på Chris Hani bombede Apartheidstyret på et tidspunkt disse lejligheder, hvor også et stort antal Basothoer omkom. Det lykkedes dog ikke at dræbe Chris Hani.
Det var en dejlig festdag og godt at få lov til at opleve den i det lille kongerige, der for mange DLN medlemmer er et slags “home away from home”.