Projektbesøg – når pligt og fornøjelse går hånd i hånd

Hvorfor bruge sin fritid på et projekt så langt væk som Lesotho? Fordi det føles godt at gøre en forskel – og så er det en fantastisk oplevelse at komme på projektbesøg og mærke den forskel, vi bidrager til.

I vores projekt møder vi små landmænd med energi og lys i øjnene, fordi de har en fælles vision og løfter i flok med hjælp fra vores partner, RSDA (Rural Self-help Development Association)

Vi kan slet ikke beskrive den stolthed landmændene føler, når vi besøger dem. Kvinden på billedet, driver fx et tørreri, så holdbarheden af frugten kan forlænges – både ved at tørre frugten, men også ved at lave marmelade og chilisauce. Vi besøgte hendes hjem og virksomhed og mødte hende igen ved møder dagen efter, og hun kom glædestrålende og takkede os for besøget hos hende og i Lesotho. Hun kunne fortælle, hvordan RSDA har bidraget til at skabe en organisation, hvor de i fællesskab udvikler tørrerier og pakkerier. Men hun var også stolt af sin udvikling som kvinde, der driver virksomhed og skaber beskæftigelse til flere. ”Jeg vidste slet ikke at kvinder kunne og måtte drive virksomhed, før jeg mødte RSDA”

Vi skal selvfølgelig også tilse, at alt går ordentligt for sig – især på den finansielle del, så vi bruger en dags tid på kontoret på at lave bilagskontrol og gennemgå Finance Health Check. Vi kunne konstatere at alt er dokumenteret ned til mindste detalje. Der er fx en kørebog, hvor der er redegjort for formålet med hver eneste km. Når der er holdt møder, ligger der en deltagerliste, hvor hver deltager har registreret sig med markering af de måltider, de har fået og den kompensation, de har modtaget for rejse og ophold. Det er forskellige beløb. Landmændene fra bjergene bruger tre dage på et møde i Maseru, fordi det tager en hel dag at nå frem.

Vi bidrager til et landbrugsprojekt, som har fået støtte fra CISU (Civilsamfund i Udvikling) siden 2004. Projektets formål har været at organisere de små bønder, så de i fællesskab kan forbedre levevilkårene for den enkelte og for landbruget som erhverv. Ved at organisere sig, kan de opnå politisk indflydelse, de kan udveksle erfaringer og støtte hinanden, de kan samle deres produktion og bringe større mængder til markedet og derved få en højere pris. Det er en lang proces, der startede med at registrere landmændene i 10 lokalafdelinger – district forums. I hvert distrikt vælger man så en bestyrelse, som deltager i møder på landsplan.

Der er mange mere eller mindre målbare resultater af projektet, så når vi er på projektbesøg, oplever vi den stolthed og glæde, der hersker. Og vi hører igen og igen fortællingen om, hvor vigtigt fællesskabet og træningen er for deltagerne.