Brusende floder, vandfald og livet for DLNs målgruppe

Rejselederens beskrivelse af grupperejsen til Lesotho 3-14 November 2023

Da vi ankom til rejsens sidste destination Ramabanta Trading Post, sænkede der sig en stor ro over vores lille gruppe. I lodgens smukke have med udsigt over bløde bjerge kunne vi sidde under træerne og lade alle indtryk og oplevelser fra de foregående dage bundfælde sig.

Lisbet og jeg var især glade for, at vi kunne vise vores gæster, hvad DLNs partnere i Lesotho arbejder med. Det blev til et fint besøg i Teyateyaneng på Ntate Matlosas imponerende gartneri, hvor salathovederne var så store som foldbolde – uden brug af pesticider!

Om aftenen smagte vi salaten ved en dejlig middag hjemme hos Mme Thulo -direktøren for Rural Selfhelp Development Association ( RSDA).TAK for det.

Med hjælp fra vores gode ven senator Ntate Motsamai fik vi også lejlighed til at besøge Parlamentsbygningen i Maseru. Her fortalte Kommunikationsmedarbejderen om indretningen og det politiske arbejde, og på vej ud mødte vi “ the speaker of parlaiment”, som gerne stillede op til et gruppefoto.

Alle var betagede af landets smukke natur, som blev mere og mere spektakulær, da vi nærmede os Semongkong lodge i 2000 meters højde. Vi tilbragte nogle dejlige dage i hytterne ved den brusende flod. Der var tur til vandfaldet, nogle vovede et bad i floden andre ponyridning, og vi deltog alle med stor fornøjelse i en spændende demonstration og fortælling om Basotho tæppets historie hos en meget dynamisk kvinde, der har gjort det til sin profession at modtage gæster i eget hjem, hvor hun viser de mange tæpper.

Semongkong by er lidt Wild West- agtig, og det er sjovt at gå rundt og handle der.

Fra Semongkong krydsede vi det store bjergområde – ad god vej, som er bygget af kineserne, men betalt af Lesotho – til Seforong, hvor Development for Peace Education (DPE) Community Library var målet for dagens aktivitet. Biblioteket har til huse i en skole.

Vi blev mødt af direktør for DPE Ntate Shale, National Coordinator Ntate Valentin og Peace Education Researcher Ntate Lemohang.

Mange af bibliotekets brugere var kommet for at hilse på os og deltage i et Zoom-event med flere øvrige DPE biblioteker.

Det var en festlig dag, der sluttede med sang og dans samt et møde med skolens lærere, der meget gerne vil forsøge at etablere kontakt til venskabsklasser i Danmark.

Det rigtig gode ved denne tur var, at vi fik præsenteret og fortalt Lesothos historie på flere forskellige måder: Besøg på Thaba Busiu – Steven, vores lokale guide fra Leseli Tours, fortalte om Moeshoeshoe på bjerget og nationens fødsel – tæppedamen i Semongkong fortalte andre aspekter af historien og kulturen, og vores turguide i Ramabanta, Ntate Lefu,  havde sin version. Det var meget lærerigt, selv for os, der har hørt historierne før.

Vi vil gerne takke DLNs samarbejdspartnere i Lesotho for den varme modtagelse og for facilitere alle besøgene. Også en stor tak til Steven og Bokang (Leseli Tours) for at ledsage os på hele turen og sørge for det praktiske, og sidst, men  ikke mindst tak til en fantastisk god chauffør, der bragte os sikkert op og ned ad alle bakker og bjerge.

Vi – Lisbet og Bodil – er meget glade for, at deltagerne udgjorde en rigtig dejlig gruppe. Gode rejsekammerater fulde af humør, energi til oplevelser og omsorg for hinanden. TAK for det!