Lesotho – Danmark, ligheder og forskelle – og et stort udbytte af studieturen

DLN har haft gæster fra RSDA i Lesotho
Her kan du læse hvad der kom ud af besøget.

Forskellen på vores to lande kommer tæt på, når man får besøg, og samtidig er det dybt fascinerende, hvor meget vi kan inspirere hinanden på det menneskelige plan alligevel.

Ugens højdepunkt var nok besøget hos formand for Landbrug og Fødevarer Søren Søndergaard, fordi Rural Self-help Development Association (RSDA) netop er Lesothos Landbrug og Fødevarer.

Snakken flyder frit, når bønder mødes, og besøget hos Søren Søndergaard inspirerede og gav vores venner fra Lesotho ideer til nye tiltag. Der blev talt om, hvordan L&F opnår den indflydelse på Christiansborg, som de gør, om hvordan Søren rekrutterer de visionære landmænd, som vil gå foran og deltage i det politiske og faglige arbejde sammen med ham. Desuden om hvordan Landbrug og Fødevarer finansierer deres arbejde for dansk landbrug. Alt sammen opgaver som RSDA også løser i Lesotho, dog med en helt anden politisk situation og helt andre produktionsforhold og -vilkår for de mange meget små landmænd. Men behovet for at organisere sig, forbedre produktion og afsætning samt søge politisk indflydelse er det samme.

Vores gæster fik meget mere med hjem fra studieturen:

• Nye muligheder for at drive en landbrugsskole, hvis primære indtægt er statslig: De så muligheder i at leje skolens jord ud og få en fast indtægt ud af et areal, der pt ikke udnyttes. De så også en mulighed for at styrke landmandsuddannelsen ved at få en bestyrelse med repræsentanter fra primært landbrug, industrien, politikere og studerende. De så straks, hvilken stærk konstellation Bygholm Landbrugsskole havde i ryggen.
Og så var de jo dybt imponerede over faciliteterne, herunder maskiner i en størrelse de aldrig havde set før.

• De var fascinerede af to fantastiske gårdbutikker, hvor rådet var: Start i det små og byg det op stille og roligt.
I Sydafrika har de noget lignende kaldet Farmers Markets, hvor landmanden får en større del af ”kagen” ved at gå direkte til kunden. Begge gårdbutikker havde et bredt sortiment og produkter af høj kvalitet kombineret med, at handlen begge steder er en oplevelse.

• De besøgte en bi-skole, hvor man starter med at lære, hvordan man producerer honning, hvorefter man får sin egen bi-flok – og hjælp til emballage, etiketter og så videre. I Lesotho er et af de kommende projekter netop at øge produktionen af honning, så de hentede inspiration til, hvordan de kan tage hjem og organisere støtten til producenterne.

• De så en række tiltag som kan forbedre vores klima og biodiversitet: solcelleanlæg, vindmølle, mini-vådområder og skovrejsning – alt sammen fremtidige muligheder i Lesotho – især solceller og træer er muligheder, som de også arbejder med i Lesotho.

• De besøgte også svineproduktion og mælkeproduktion, og her er omfanget af produktionen nok svær at forstå. Vi besøgte en meget højtydende kvægbesætning med mere end 500 køer og robotmalkning. Her var fascinationen stor, om end der næppe kan overføres megen erfaring til deres besætninger på 5 – 10 køer.

• En af de største inspirationskilder var besøget på Høsteriet, som er en skala, de kan genkende hjemmefra. Og ideen med at have en kreds af faste kunder, der betaler forud for grøntsager til hele sæsonen, kunne de se store muligheder i. Og mennesker, der prioriterer friske grøntsager og kendskab til produktionen, findes over alt – også i Lesotho.
N’tathe Khabele var også stolt af at kunne give gode råd om biodynamisk produktion – han havde ideer til at bekæmpe svamp på tomaterne og til at undgå dræbersnegle, så mon ikke både gæster og vært fik gevinst af det besøg?

Ovenstående har alene fokus på den inspiration, der kan bruges næsten direkte i Lesotho, og der var også kultur og planlægning af vores fremtidige samarbejde på programmet.

Alt i alt er vi ret stolte af at levere et lærerigt program, vi er superglade for, at så mange værter har taget positivt imod vores gæster. Vi nåede også at få talt om fremtiden og hente information og inspiration hos CISU om mulighederne for fortsat at søge støtte.

Sidst men ikke mindst, så har vi fra DLN virkelig nydt det gode selskab. Der har været en fantastisk stemning og mange gode stunder i løbet af ugen.

Se et interview med projektleder Makarabelo Makhoebe fra gruppen der besøgte DLN i filmen ovenfor. 

De store maskiner imponerede flere steder. Her på Bygholm Landbrugsskole 

Vi så og talte om Bygholm Landbrugsskoles forsøg med stribedyrkning, som har til formål at øge biodiversiteten. Vi så det også på Høsteriet 

Der laves papa til afskedsfesten