Artikel af Gurli Rohde

Endelig blev turen til Lesotho til noget efter at have være udsat på grund af Corona (jeg havde booket turen, der blev aflyst i 2020), og jeg annoncerede til min omgangskreds, at jeg skulle til Lesotho. “Hvor er det nu, det ligger?” blev der spurgt, og jeg svarede: “Midt i Sydafrika!” – og straks blev der spurgt: “Skal du så på safari?”. Det kunne jeg ikke bekræfte, da landet ligger i over 1600 meters højde, og formålet med turen bl.a. var at besøge de projekter som dels DLN (Dansk Lesotho Network) har været med til at etablere.

Vi var en gruppe på 16 personer, der aldersmæssigt spændte lige fra 12 – 81 år og med vidt forskellig baggrund. Nogle havde været der før, andre – bl.a. mig selv – måtte ty til Wikipedia for at få lidt viden om landet.
Godt møre efter turen fra Danmark, blev vi modtaget af en venlig og imødekommende guide – Stephen – som fulgte os de fleste dage, og selvom turen fra Johannesburg til Maseru varede 7-8 timer med paskontrol undervejs, kvikkede vi op i bussen, da vi på en nuanceret og humoristisk måde blev introduceret til både Sydafrika og ikke mindst Lesotho. Det fortsatte han med under hele turen. Han var rigtig god til både at nuancere den politiske situation og de forskellige værdier, der er mellem den europæiske og afrikanske kultur og ikke mindst den storpolitiske vinkel.

Vi skulle bo i hovedstaden Maseru i 3 dage. Vores hotel var mere luksuriøst, end jeg havde ventet og havde et venligt og professionelt personale. Så kunne man godt bære over med “Full English Breakfast” til morgenmad.

Dagen efter vi var blevet installeret, kørte vi nordpå til byen TY til et meget imponerende gartneri, hvor vi blev modtaget med venlighed og imødekommenhed af nogle engagerede og idealistiske personer, hvoraf nogle også havde været på udveksling i Danmark og besøgt Høsteriet i Hjortshøj.  De var selvforsynende med både frø, naturlig gødning og insektmidler. Både marker og væksthuse struttede af sundhed og god vækst. Deres mål var at udvikle gartneriet i større målestok med flere produkter og dermed mere beskæftigelse til den lokale
befolkning. Vi smagte deres ingefærdrik, fik hver en fejekost og en madpakke af deres hjemmebagte brød med pålæg som afskedsgave.
Vi besøgte det pompøse parlament bygget og finansieret af kineserne – i Hovedstaden Maseru. Her havde vi et møde med et parlamentsmedlem, som redegjorde for den lidt kaotiske parlamentariske situation, og som gjorde os klogere på, hvilke demokratiske udfordringer, landet står overfor.

Et programpunkt på vores tur var også et besøg på DPEs Community Library der har til huse på en skole for unge i Seforong. Inden vi kom til skolen fik vi udleveret lysende grønne parasoller med reklame for DPE, og de var rare at have på resten af turen, så vi kunne skærme os mod solen.

På skolen blev vi modtaget af ca. 30 unge mennesker, brugere af det digitale bibliotek, samt skolens lærere og andet personale.
Som tidligere lærer har man blik for alt det usagte, der foregår. For det første blev vi budt velkommen på Sesotho, som vi jo ikke forstår. På den anden side er der mange af de unge, som ikke forstår engelsk. Vi fik det oversat, men det signalerede, at det var de unge mennesker, der blev talt til og selvfølgelig også os. Så må vi acceptere, det det kan være lidt langvarigt.
Derefter skulle vi igennem en lang præsentationsrunde, hvor hver enkelt deltager skulle rejse sig og sige sit navn. Også dette kan virke noget omstændeligt og kedeligt, men da jeg så, hvor generte og fnisende, de unge mennesker var, når de skulle rejse sig op, kunne jeg se, at det var det første skridt på demokratistigen: nemlig at kunne rejse sig op og tage ordet. Bare flot pædagogisk arbejde!
Genertheden forsvandt fuldstændig, da alle til sidst med en udstråling af glæde og livskraft rejste sig og sang og dansede i en slags kædedans. Det kunne både vi og danske unge godt lære noget af.
Inden de danseglade unge slog sig løs, overværede vi et zoommøde, hvor vi ikke forstod et ord, men der var total stilhed, og man mærkede stoltheden og glæden over, at det nu var muligt at kommunikere digitalt. Et kæmpe fremskridt!
Senere havde vi møde med lærerne, som var meget interesserede i vores skolesystem og især de demokratiske sider af skolegangen med elevråd, forældresamarbejde og undervisningsplaner. Mødet mundede ud i, at et par fra Rejsegruppen vil forsøge at etablere en venskabsklasse på en skole i Danmark.

Vores sidste dage inden vi skulle tilbage til Maseru, tilbragte vi på en Lodge i Ramabanta, og det var balsam for sjælen efter et bombardement af indtryk. Her var udsigt til bjergene, total stilhed udover klokken fra fåreflokken, store skyggefulde træer, en let brise – et sted, hvor tiden stod stille – inden vi skulle tilbage til det pulveriserende liv i Maseru og videre hjem til regnen.
Ingen af de steder vi var, blev vi antastet af sælgere, der ville afsætte deres varer. Vi kunne bare gå i fred og ro uden at vække den store opsigt, og det hele virkede meget fredeligt, selvom vi blev advaret mod at gå ud om aftenen i Maseru.

Jeg kan kun udtrykke taknemmelighed over at have fået en så unik oplevelse sammen med en gruppe af positive og rare mennesker, som alle var med til at skabe den gode stemning, og ikke mindst tak til Lisbet og Bodil, der har været uvurderlige bindeled på turen.

Dog skal den næste måneds rejser kun bestå af en tur med den lokale bus til Århus. Max. 45 min!