Afslutning på Climate Proofing – og næste skridt

Projektet Climate Proofing for smallholder farmers of Lesotho er nu afsluttet efter endnu tre års arbejde i tæt samarbejde mellem Rural Self-Help Development Association (RSDA) og Denmark Lesotho Network (DLN). Projektet har haft et praktisk sigte: at styrke smålandbrugeres mulighed for at klare sig under mere ustabile klimaforhold og samtidig forbedre deres indkomstgrundlag.


“Farmermøde” med RSDA

Med udgangspunkt i landmændenes egne erfaringer er der arbejdet med enkle og gennemprøvede metoder inden for Climate Smart Agriculture og regenerative dyrkningsformer. Fokus har været på jordens frugtbarhed, bedre udnyttelse af nedbør samt mere robuste dyrkningssystemer. Mange smålandbrugere anvender nu metoder, som både beskytter jorden og giver mere stabile udbytter, også i år med vanskelige vejrforhold.

CISU fremhæver i deres afsluttende vurdering, at projektet har givet et solidt overblik over resultater, erfaringer og læring. Særligt arbejdet med klimarisikovurdering og målrettet støtte til smålandbrugere vurderes som værdifuldt. CISU peger også på, at projektet har bidraget til stærkere organisering blandt landmændene og nye muligheder for afsætning af produkter.

Samtidig er samarbejdet mellem landmændene blevet styrket gennem de distriktsbaserede farmerfora og det nationale Lesotho Agricultural and Food Forum (LAFF). Erfaringerne gennem årene er, at forbedringer holder bedst, når de er forankret i landmændenes egne organisationer. Når landmændene står sammen, bliver det også lettere at arbejde med fælles kvalitetskrav, markedsadgang og dialog med myndighederne.


Dyrkning af nye robuste afgrøder

På den baggrund har DLN indsendt en ny ansøgning til CISU: Lesotho Smallholder farmers influencing own living conditions. Formålet er at fastholde og videreudvikle de strukturer, som allerede fungerer i praksis – District Farmer Forums, LAFF og RSDA – så smålandbrugerne fortsat kan forbedre deres dyrkningsmetoder, samarbejde om afsætning og styrke deres mulighed for at påvirke egne levevilkår.

Tilgangen bygger på de erfaringer partnerskabet har opnået gennem mere end 20 års samarbejde: at varige forbedringer skabes gennem lokalt ejerskab, gradvis opbygning af organisationer og en tæt kobling mellem praktisk landbrug, fælles markedsinitiativer og saglig interessevaretagelse.

Svar på ansøgningen forventes sidst i maj 2026. DLN ser frem til at fortsætte det mangeårige samarbejde med RSDA og smålandbrugerne i Lesotho om et solidt og langsigtet grundlag for udvikling i landdistrikterne.