Ny spændende projekt opstart i Lesotho

Opstart af nyt spændende projekt i Lesotho

I tæt samarbejde med Learnmark Horsens igangsætter Denmark Lesotho Network (DLN) et nyt og spændende projekt i Lesotho.

Projektet er støttet af Udenrigsministeriets GLOBUS-pulje, og uden denne støtte ville projektet ikke kunne realiseres. Derfor var glæden stor, da bevillingen blev godkendt i maj 2026 efter et længere forarbejde med ansøgning og dokumentation af projektets formål.

Et flerstrenget projekt

Projektet rummer flere sammenhængende indsatsområder, som tilsammen skal styrke både uddannelse, bæredygtighed og lokale udviklingsmuligheder i Lesotho.

Et centralt element er involveringen af elever fra erhvervsuddannelserne på Learnmark Horsens – særligt inden for tømrer-, smede- og murerfagene. Fokus er især rettet mod elever på de afsluttende hovedforløb. Eleverne får en række praktiske opgaver knyttet til projektet, som skal styrke deres faglige og globale forståelse gennem praksisnære aktiviteter med fokus på genbrug, værktøj, samarbejde og bæredygtighed.

Blandt eleverne udvælges otte deltagere til to praktikbesøg i Lesotho.


Lokale til systue og værksted

I Tebellong skal projektet bidrage til opbygning af værksteder samt levering af udstyr til disse, hvilket vil skabe bedre muligheder for undervisning og praktik for lokale elever og lærlinge.

Derudover skal der leveres hospitalsudstyr, som kan styrke behandlingsmulighederne på lokale hospitaler.


Dansk hospitalsudstyr i Tebellong

Projektet arbejder aktivt med flere af FN’s Verdensmål, herunder kvalitetsuddannelse, ansvarligt forbrug og produktion, anstændige jobs og økonomisk vækst, afskaffelse af fattigdom samt partnerskaber for handling. Dette sker gennem praksisnære aktiviteter i samarbejde med Technical Institute of Leloaleng og lokalsamfundet i Tebellong.

Et vigtigt element i projektet er bæredygtighed – både økonomisk og miljømæssigt. Derfor indgår indsamling, vurdering, reparation og genanvendelse af brugt værkstedsudstyr som en central del af indsatsen. Elever på Learnmark Horsens får her en aktiv rolle i at klargøre udstyr til videre anvendelse i Lesotho.

Tæt samarbejde med lokale partnere i Lesotho

I Lesotho er den vigtigste samarbejdspartner LECSA (Lesotho Evangelical Church in Southern Africa). DLN har samarbejdet med LECSA i mere end syv år, blandt andet om levering af hospitalsudstyr, computere og sportsudstyr efter LECSAs ønsker og behov. Derudover har parterne samarbejdet om ophold for SSA-studerende fra SOSU Syd.

Skolen i Tebellong vil være den daglige ansvarlige for uddannelsespraktik mm. Technical Institute of Leloaleng får ansvaret for elever fra Learnmark, der skal på praktikophold samt den videre udvikling af de faglige kompetencer i samarbejde med Learnmark Horsens.

Indsamling, pakning og afsendelse af udstyr

Elever fra Learnmark Horsens skal også deltage i den logistiske del af projektet. De skal være med til at indsamle, registrere og pakke udstyr, som sendes til Lesotho i en 40-fods container. Derudover skal de sikre korrekt mærkning af udstyret til de rette modtagere og destinationer.

Udstyr til genbrug i Lesotho

Projektet omfatter blandt andet levering af:

  • Hospitalsudstyr til Scott College and Hospital samt hospitalet i Tebellong
  • Symaskiner til bl.a. et nyt værksted i Tebellong
  • Computere til skoler og uddannelsesinstitutioner, blandt andet i Tebellong
  • Smede- og tømrerværktøj til værksteder i Tebellong
  • Udstyr til Teknisk Skole i Quthing
  • Udstyr til havebrug og beplantning
  • Sportsudstyr – især fodboldstøvler, som altid er efterspurgt i Lesotho


Fodboldstøvler er godt for fødderne, når banen er anlagt på en stenet bjergmark

Praktikophold for Learnmark-elever i Lesotho

I forbindelse med leveringen af udstyr skal en række elever fra Learnmark Horsens på praktikophold i Lesotho. Her bliver de en del af et tæt professionelt fællesskab med lokale håndværkere i Tebellong omkring opførelse og indretning af værksteder.


Måske et kommende værksted i Tebellong

Disse værksteder skal fremover danne ramme om praktikforløb for studerende fra Leloaleng Technical and Vocational Institute.

Efter projektperiodens afslutning vil værkstederne fortsat være ejet og drevet af de lokale uddannelsesinstitutioner. Dermed sikres en varig styrkelse af erhvervsuddannelsesmulighederne i området og en bæredygtig videreførelse af projektets resultater.


Undervisningslokale hos Teknisk skole i Quthing

Her i PR-gruppen ser vi frem til at følge projektet og dets udvikling i de kommende år. Vi ønsker alle involverede held og lykke med dette stærke og meningsfulde initiativ.

/Kim Tørnsø

i tæt samarbejde med

og støttet af